JAGTEN PÅ CHAPLIN: Gravrøveri og god stemning

Af Oliver Marc Noppenaug

Vi befinder os i den lille schweiziske by Vevey i slutningen af 70’erne. Den belgiske småforbryder Eddy (Benoit Poelvoorde) bliver i bedste Olsen-banden stil hentet af sin ven Osman (Roschdy Zem) ved sin løsladelse fra fængslet. Osmans kone er indlagt på hospitalet, og derfor har Eddy og Osman aftalt, at Eddy skal passe Osmans 7-årige datter Samira (Seli Gmach), mens han må arbejde. De trænge kår presser dem begge, og da nyheden om Charlie Chaplins død rammer belgisk tv, får Eddy en vanvittig idé. Han vil stjæle Chaplins lig og forlange løsesum.

Historien er inspireret af en virkelig episode i 1970’erne, hvor to migranter gravede Charlie Chaplins kiste op og forlangte løsesum. Umiddelbart lyder gravrøveri og pengeafpresning over lig ikke som tematikker, man finder i hyggelige komedier op til jul. Ikke desto mindre er det lige præcis, hvad instruktør Xavier Beauvois’ nyeste film er: 114 minutters charmerende gravrøver-hygge.

Samspillet mellem filmens hovedpersoner Eddy og Osman er klart filmens stærkeste træk. Eddy som den småkriminelle lykkeridder og Osman som den mere stille far, der prøver at få enderne til at mødes. Disse to personligheders gnidninger og påfund resulterer flere gange i skøn komik. Et eksempel på dette er deres første forsøg på at afpresse familien Chaplin, som ender med at blive en noget kikset men hylende morsom situation. At Eddy og Osman komplimenterer hinanden så godt, har dog også en negativ effekt på resten af filmen. Scenerne uden de to og endda også de, hvor kun den ene af dem er med, er ofte kedelige og uinteressante. Det gør, at man har svært ved at engagere sig ordentligt i de andre scener og derfor også svært ved at engagere sig i dele af historien.

ANMELDELSE AF:
Jagten på Chaplin

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Xavier Beauvois

LAND:
Frankrig/Belgien/Schweiz

Charlie Chaplin er vel nok det største ikon fra stumfilmsæraen, og denne film kan da også i høj grad ses som en hyldest til den afdøde pioner. Filmen er spækket med mere eller mindre subtile referencer til Chaplins liv og film. Eddy og Osmans jagt på pengene kan ses som inspireret Chaplins The Gold Rush (1925). Deres nationaliteter (Eddy er fra Belgien, og Osman er fra Tunesien) er ligeledes en henvisning. De er immigranter præcis som Chaplin i The Immigrant (1917). Hele Eddys karakterudvikling er en direkte spejling af handlingen i Chaplins The Circus (1928). Dette er blot for at nævne et par eksempler. Store dele af filmen er skabt af referencer til Chaplins filmkatalog. Filmen kunne meget vel have heddet ”Jagten på Chaplin-referencer”. Det fungerer rigtig godt og fortjener stor ros.

Det er en sympatisk og charmerende fortælling. Manuskript, skuespil og den generelle stemning gør det svært ikke at holde med de to elskelige hovedpersoner, selvom de stjæler liget af den afdøde filmlegende. Dette ender dog også med at blive filmens ultimativt svage side. Instruktør Xavier Beauvois spiller simpelthen for meget på det sikre. Der bliver ikke taget nogle chancer med karakterenes skæbne, og derfor bliver slutningen også meget forudseelig og uforløst.

Dette spiller selvfølgelig en rolle i min vurdering af Jagten på Chaplin, men når alt kommer til alt, så gør den lige præcis, hvad dens formål er: At få en til at smile. Bevares, det er ikke noget mesterværk, men jeg forlod biografsalen med et smil og en god fornemmelse i maven. Derfor giver jeg filmen 4 stjerner.

Kommentarer