[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Bjørn Juul Andersen[/vc_column_text][vc_column_text]Der er stilhed før stormen, da Ordet i slutningen af marts møder CPH PIX’ mangeårige festivaldirektør, og tidligere filmjournalist og filmkritiker, Jacob Neiiendam på de Københavnske Filmfestivalers hovedkontor på Tagensvej.
Dog virker Neiiendam ret afslappet og veltilpas i mødelokalet ’Store Lars’ på førstesalen, hvor PIX holder til. Men tag ikke fejl. Neiiendam vil med årets PIX-program både udfordre, nytænke og slå et velplaceret slag for, at filmen for alt i verden ikke skal være alt for pæn og kedelig.
Talenter i langt format
Et hurtigt skimt af årets program viser tydeligt, at PIX i år har omfavnet den danske filmundergrund, hvor der alene i hovedkonkurrencen ’New Talent Grand Prix’ er tre danske produktioner repræsenteret: Jeppe Røndes Bridgend, EKKO Shortlist-vinderen Thomas Daneskovs Eliten og Anna Sofie Hartmanns Limbo.
Ligeledes er der fire danske spillefilmsproduktioner med i serien ’New Danish Talents’ og Neiiendam ser selvfølgelig positivt på udviklingen:
”Det der sker nu, er, at en række instruktører, som man ikke har hørt om før, medmindre man kender lidt til de alternative filmuddannelser eller MovieBattle eller nogle af de andre aktiviteter, pludselig kommer ud med produktioner i spillefilmslængde. Og de er kommet op i en production value og en kvalitet generelt, at de er værd at holde øje med. Og vi har virkelig nogle stærke film i år. Både de danske filmskabere og de internationale, vi har i det line-up, det er virkelig nogen, som prøver noget”.
Og når jeg spørger, om der er en vis grad af forpligtelse i at vise de danske talenter, er svaret nej:
”Vi gør det jo, fordi vi synes det er interessant, at der er nogle film, som ville have meget svært ved at møde et publikum, hvis de ikke har en platform. Kvaliteten og diversiteten er ligesom de to ankre hos os. Hvis vi bare skulle føle os forpligtet til det, ville det jo ikke være interessant for os eller vores publikum”.
Diversitet og kvalitet
Neiiendam bruger igen og igen de samme ord til at beskrive PIX’ udgangspunkt: Diversitet og kvalitet. Mens kvalitet jo selvfølgelig er en smule svært at vurdere, især før festivalens begyndelse, er diversiteten i højsædet hos PIX – især med festivalens store udvalg af genrefilm, som ifølge Neiiendam er ligeså vigtig som kunstfilmen:
”Der sker utrolig meget spændende indenfor genrefilmen, så jeg føler en ligeså stor forpligtelse til at vise de gode genrefilm, gysere, actionfilm etc, som jeg føler en forpligtigelse overfor at vise en ny film med Godard. Der er ikke noget modsat i det. Genrefilmen er ligeså vigtig for filmkunsten, som kunstfilmen er, og jeg sætter lige stor pris på begge dele – og det er jeg sikker på, at der er mange, der også gør” siger Neiiendam og fortsætter med at slå et slag for PIX’ overordnede mission:
”Hvis vi slår os op på at være et alternativ, der viser diversitet og kvalitet, og det gør vi jo, jamen så handler det i virkeligheden om at vise noget af det, som folk ellers ikke får en chance for at se”.
Festivalen som kurator
Jacob Neiiendam har været en del af filmfestival-verdenen i over 10 år, efter han i 2005 blev programchef for det daværende Copenhagen International Filmfestival, der sammen med NatFilm Festivalen i 2008 fusionerede og blev til CPH PIX. Og ifølge Neiiendam er især filmfestivalens rolle som guide blevet vigtigere inden for de sidste 10-20 år:
”Da jeg voksede op var der nogle videobutikker, biografen og festivalen. Festvalen var ligesom den eneste måde, man kunne se noget anderledes. Nu kan du se noget anderledes hele tiden. Det er jo valget, der stresser folk. På den måde, så er det blevet meget, meget sværere fordi, hvis du ikke lige ved, hvad du vil se, hvor starter du så henne?
Den kuraterende rolle er vigtigere i dag, end den har været fordi, at tilgangen til fiktionen er så meget større, end den tidligere har været. Mulighederne for film at nå et publikum er i dag langt større på grund af VOD og alle mulige andre initiativer, som jo gør, at adgangen til fiktion er større, end den nogensinde har været før. Du kan se fiktion, både kort, lang og ekstrem lang hele døgnet. Du kan se nye ting hele tiden. Du kan se det alle steder, på alle platforme og alle mulige forskellige måder.
Nu har du endnu mere brug for nogen, der går ind og siger ’den her er interessant’ i stedet for, at du skal vælge imellem de der 100 film. Det er ret fedt, at der er nogen, der siger, ’jeg har faktisk set de der 100 film, og jeg ved, at den her, den skal du vælge’”.
– Så du mener ikke, at der er for mange filmfestivaler? At der er for mange ’guides’?
”Det er jo ikke mig, der skal definere det. Hvis vi har 50.000 publikummer, der er glade, så er der tydeligvis ikke det store problem’ griner Neiiendam.
”Men der er nok gået inflation i begrebet ’festival’. At man tror, bare fordi man viser 3-4 film, så kalder man det er en festival. Det er der jo ikke nogen festival i. Cinemateket har lidt en tendens til at lave minifestivaler ud af meget, meget lidt”.
De vilde i klassen
Kim-Ki-duk, Jean-Luc Godard, Joel Potrykus, Shinya Tsukamoto og Takashi Miike – alle kompromisløse og vilde enere fra årets program, hvis film siger alt om PIX’ (og Neiiendams) forkærlighed for film, der tør noget, tager nogle chancer og befinder sig langt væk fra den ’pæne’ mainstreamfilm.
Og da jeg afslutningsvist spurgte festivaldirektøren om at vælge fem film, som Ordets læsere absolut ikke må gå glip af på årets festival, anbefalede han da også at kigge imod de mere eksperimenterende og chancebetonede filmskabere fra ’New Talent’- og ’Front Runners’-kategorierne:
”Det er de kategorier, jeg selv selvfølgelig satte mest pris på, da jeg selv begyndte at gå på filmfestivaler. Det er jo netop fordi, at de er længst fra det, vi normalt får. Det er den type film, som ikke engang kommer på tv. De er ikke nødvendigvis for ekstreme, men de prøver noget. Og det mangler vi kraftedme. Og det ser vi jo ikke så frygteligt meget i Danmark, men nu må vi håbe på, at der sker noget” siger den nu hyppigt bandende Neiiendam.
Man kan tydeligt mærke, at han mener det for alvor, når han siger, at de vilde og kompromisløse filmskabere skal mere i centrum og være mere toneangivende:
”Det er fandme vigtigt, at filmen bliver ved med at være levende og får taget nogle chancer, så det ikke stagnerer og bliver tv-serie pænt alt sammen. Alt for velskrevet og veltilrettelagt. Der er simpelthen nogle, der bliver nødt til at være de vilde i klassen, som så påvirker alle de andre til at lave noget andet” afslutter den ærlige festivaldirektør med et smil.
Og lad os da håbe, at de vilde elever i (film)klassen formår at råbe højt på årets CPH PIX.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer