[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Jakob Freudendal[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Det er en mindre skandale, at navnet Pablo Larraín nærmest ingen genklang vækker i Danmark. Gennem et årti har den chilenske auteur udmærket sig med en række vidt forskellige film om alt fra en John Travolta elskende disko-danser i Tony Manero (2008) til en gruppe bandlyste katolske præster i perlen El Club (2015).
Med Jackie har instruktøren taget det store skridt mod Hollywood, og dermed kommer der sandsynligvis ikke til at gå lang tid inden Pablo Larraín bliver det næste store sydamerikanske navn i filmverdenen. I bedste Larraín stil er Jackie et lille drama, der inviterer dig ind under huden på et emne, der nemt kunne være blevet blæst op til et storladent melodrama i sand Hollywood ånd.
Jackie følger præsident John F. Kennedys hustru, Jacqueline (Natalie Portman), i dagene umiddelbart efter mordet på hendes mand, hvor hele verdens øjne rettes mod den sørgende enke. Jacqueline skal ikke bare forsøge at opretholde en facade udadtil, men også sikre sig sin mands eftermæle i en tid hvor navnet Kennedy ikke står i høj kurs.
Den meget historiebevidste præsidentfrue er overbevist om, at det bliver dagene efter hans død, der kommer til at definere hans embedsperiode. Den sørgende enke må derfor sætte sin personlige sorg på pause, mens hun forsøger at arrangere en begravelsesceremoni, der er en præsident værdi.
Det fascinerende ved Pablo Larraín er, at han altid formår at skabe en dybt emotionel grundstemning, som han dvæler ved igennem en hel film. Jackie er ingen undtagelse, hvor et fænomenalt score og smukke billedkompositioner konstant rammer en nerve. Det er i den perfekte synergi mellem skuespil og produktion, at instruktøren formår at præsentere den mest rendyrkede og rå indsigt i temaet sorg, jeg har længe har set på et biograflærred.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Jackie[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: 
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Pablo Larraín[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Men selvom Larraíns auteurpræg unægteligt har været afgørende for filmens udformning, er Jackie på mange måder dog helt og aldeles Natalie Portmans film. Allerede fra filmens første sekunder bliver man som tilskuer inviteret dybt ind i Jacquelines sind, som ikke nemt lader sig afkode. På overfladen er den unge hustru både forfængelig og lettere tomhjernet, mens hun filmen igennem langsomt afslører en dyb indsigt i livet, som hun har måtte skjule blot for at passe ind i rollen som præsidentfrue.
Kampen for at sikre sin mands eftermæle er ikke kun en kamp på hans vegne, men også en dybt personlig kamp om at overbevise hende selv om kærligheden til den mand, som alle vidste var en rigtig playboy. Den kæderygende enke har ikke bare mistet troen på Gud, men også troen på hele hendes eksistens. Portman forstår til fulde at skildre kompleksiteten i karakteren, og det er i særdeleshed her filmens største styrke ligger.
Det ville så absolut være fuldt fortjent, hvis Portman bliver hædret med Oscar-statuette nummer to for hendes pragtpræstation i Jackie. Hun dominerer i en sådan grad filmen, at hun selv formår at overskygge en ellers fremragende Peter Sarsgaard i rollen som broderen Bobby Kennedy.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer