[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Daniel Hartvig Nielsen[/vc_column_text][vc_column_text]Quentin Tarantino er ude med en ny film, den mesterlige The Hateful Eight, og i den anledning vender alverdens filmfans selvfølgelig den amerikanske filmauteurs imponerende oeuvre. Og mens titler som Pulp Fiction, Reservior Dogs og Kill Bill bliver kastet om sig i flæng og får masser af rosende ord med på vejen, så bliver talen oftest en hel anden, når snakken falder på mandens, ja, bedste film Jackie Brown.
Opfølgeren til en verdenssucces, måske endda en epokesættende film som Pulp Fiction, er mere end svær. Den er strengt taget umulig. Det vidste Tarantino, der derfor valgte at gå en helt anden vej med Jackie Brown. Så forventede man en Pulp Fiction 2, blev man godt og grundigt skuffet i 1997, da filmen fik premiere. Personligt regnede jeg heller ikke Jackie Brown for noget videre første gang, filmen fandt vej til min tv-skærm. Men tiden har det med at skelne skidt fra kanel, og det andet, tredje og fjerde besøg hos Jackie, Ordell, Max, Louis og alle de andre fra filmens LA-univers, har sat sine tydelig spor i min bevidsthed. Jackie Brown er muligvis en af de mindst velkendte Tarantino-film, men samtidig den måske mest undervurderede.
Men hvorfor er det forglemte mesterværk Jackie Brown så imponerende, at tiden skal være den skelsættende faktor for at forstå dens sande værdier? Ironisk nok er det formentlig fordi, filmen er instruktørens mest modne værk til dato.
Lad os dog hellere starte med begyndelsen! Meget uvant Tarantinos filmografi er Jackie Brown faktisk den eneste film, der er baseret på en anden forfatters værk, nemlig den amerikanske krimimester Elmore Leonards Rum Punch fra 1992. Leonard har selv udtalt, at Jackie Brown er hans personlige favorit af alle film, der er baseret på hans bøger – og de tæller bl.a. 90’er-favoritten Get Shorty og den populære tv-serie Justified.
Ud over et par sidehistorier og Tarantinos magic touch, er filmatiseringen i det store hele Leonards grundlæggende fortælling om den midaldrende stewardesse, Jackie Brown, der roder sig ud i en pengeudveksling, hvor hun både vil snyde politi og gangstere.
Men som tilfældet tit er ved både Leonard og Tarantino, er plottet blot en anordning til at skabe ultraseje scener og uforglemmelige karakterer. Jackie Brown er langt fra en undtagelse – og det er også i filmens karaktergalleri, at man virkelig finder dens guldkorn.
Alle med hver deres fantastiske særpræg krydrer de filmens grundlæggende tema om alderdom. Ingen af dem har opnået livets fulde potentiale og søger nye græsgange, men er det for sent? Den aldrende Jackie Brown er grundet en lidt blakket fortid endt som stewardesse for et discount flyselskab, hvis løn kun giver til dagen og vejen. Kautionsmanden Max Cherry er kørt surt i jobbet, og efter en skilsmisse har han svært ved at se perspektiverne. Men en blomstrende, moden kærlighed mellem Jackie og Max ændrer på livssynet – og måske kan den store portion penge ændre på den stille tilværelse?
Selv de kriminelle har mistet talenterne. Samuel L. Jacksons Ordell Robbie er træt af våben-branchen (og måske er han ikke den helvedes gode sælger, han ellers går og blærer sig med). Hans håndlanger, Robert DeNiros Louis, der efter et længere fængselsophold er på fri fod, har i den grad mistet lysten og evnerne i flere af livets facetter, ikke mindst det kriminelle håndelag. Selv Ordells ”unge” elskerinde Melanie kan efterhånden ikke tillade sig at rende rundt og lege hash-rygende teenager på rulleskøjter.
Mens Jackie og Max måske kan se nye muligheder i livet, så er eksempelvis Louis låst til livet som thug. Han kender ikke andet, han kan ikke andet – og når han ikke engang kan det mere, hvad kan han så? I den på en gang gribende, men også barokke scene hvor Ordell afliver Louis efter en mislykket pengeudveksling, er det med de rammende ord: ”What the fuck happened to you, man? Your ass used to be beautiful”.
Jackie Brown er langt fra eksperimenterende som Pulp Fiction, lige så frembrusende som Reservoir Dogs, overhovedet ikke så stiliseret som Kill Bill eller gakket som Inglourious Basterds, men ikke desto mindre er Jackie Brown stadig en tydelig Tarantino-film. Måske mere afdæmpet, men aldrig flad eller kedelig.
Tænk bare på den vidunderlige kameratur, der næsten kunne være en hymne til Orson Welles, da Ordell i starten af filmen skal henrette krysteren Beaumont (Chris Tucker), hvor kameraet svæver fra et nærbillede af bilen, der kører, for derefter at bevæge sig op i et kranskud i supertotal. Eller de fantastiske scener i storcenteret, hvor Tarantino viser filmens afgørende penge udveksling fra flere vinkler og perspektiver.
Og sidst, men ikke mindst, Tarantinos henrivende genre-leg med blaxploitation-genren. Tarantino vælger nemlig modsat Leonards oplæg at gøre Jackie Brown til en sort kvinde – og hun skal selvfølgelig spilles af ingen anden end genrens ukronede dronning, Pam Grier. Ligesom at inspirationen til filmens geniale soundtrack netop hentes og skabes af musik fra 70’er og 80’ernes b-film. Tænk bare Across 110th Street, der netop associeres med blaxploitation-genren, eller Street Life, der falder fantastisk i hak med historien om især Louis og alle filmens livsfangede karakterer.
Tarantino har selv kaldt Jackie Brown en hang out-film, som du i ny og næ kan tune ind på og nyde screwdrivers med Ordell, en bong med Melanie eller et glas hvidvin med Jackie. Når karakterne på skærmen stopper med at være karakterer men ”venner”, så har filmen opnået en sand og unik kvalitet. Og sådan en film er Jackie Brown.
Jackie Brown er et mesterværk, der desværre negligeres af de forkerte grunde – men gemmer på sande kvaliteter, der både indebærer modenhed og leg. Smid DVD-skiven i afspilleren, find den på Netflix, eller se den i Cinemateket i disse dage – og hæng ud med filmens utrolige eksistenser, og nyd alle de ting, som denne artikel har udfoldet, og alle dem som jeg ikke har nået at få med!
Jackie Brown kan ses i Cinemateket søndag den 24. januar kl. 19.30 og Tarantinos nye film The Hateful Eight er i biografen landet over nu.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer