Alting har en ende, selv drengene fra Jackass må lægge kvalmende stunts bag sig, hvilket de gør i den biografaktuelle film Jackass: Best and Last. Drengene vi mødte i Jackass: The Movie (2002) er blevet 25 år ældre, og selvom de stadigvæk bliver betalt for at skade sig selv for sjov, må de erkende at tiden han gået sin gang, og deres 50 årige kroppe varsler om at omverden, dem selv og deres omgangskreds har ændret sig – selvom de aldrig helt kan give slippe deres indre drengerøv.

Jackass: Best and Last er det endelige kapitel i Jackass-franchiset, der tæller fire film, tre BTS film og det originale MTV-realityprogram fra 2000. Holdet bag samles en sidste gang for at hylde den kulturelle status, de har opbygget hen over årene. Filmen består af Jackass arkivmateriale, highlights fra MTV-æraen og de tidligere film, samt mere af hvad de er kendt for: latterlig selvskade, dumme drengerøve, lemlæstelser og en masse afføring, alt sammen under paraplybegrebet stunts

Filmen hylder og vender tilbage til et væld af Jackass’ mest famøse stunts i en Virtual Insanity-esque intro. Selv for dem som kun perifert kender til Jackass som et popkulturelt peljemærke,, så er Best and Last en nøje kuratering af den groteske humor man kan regne med fra de mennesker, der engang katapulterede en ven afsted mod stratosfæren i et fastlåst festivaltoilet fyldt med lort. 

Best and Last hamler samtidigt op med de allerbedste stunts i hele serien. Dumdum Game 2.0, kræver at man svarer rigtigt på simple trivia spørgsmål for at undgå overvægtige Zach Holmes sænkes ned på en fra en kran. I sand Jackass-forstand udmunder det i ufrivillig hoved-til-røv berøring, hvor man ikke kan lade vær med at grine af nærbillederne af deltagerne, der frygter for livet. Et spil Twister, hvor alle har taget laksantia, er for evigt væmmeligt forankret i min krop og fastbrændt på min nethinde. Mængden af bræk og afføring kunne næsten lugtes gennem biograflærredet. Best and Last er ikke nærige over for den absurd klamme humor, der har defineret Jackass i årtier, og byder fortsat på de samme ukomfortable og groteske grin.

Kemien mellem de nye medlemmer fra Jackass Forever (2022) og de ældre Jackass medlemmer er blevet stærkere efter endnu en film sammen, men der gemmer sig et dybere og stærkere bånd bag holdet, der har været der siden starten. Rachel, Jasper, Zach og Dark Shark delegeres til kun at være ekstra reaktioner på stunts, og de føles derfor stadigvæk lidt overflødige.

Man kan ikke just vifte Jackass væk som laveste fællesnævner for barnagtigt voldelig maskulinitet. Filmene, holdet bag og deres minder som samlet vennegruppe, er stadigvæk en tidsrejse gennem de maskuline fællesskaber, der efterhånden må sige farvel til den nostalgiske tid man brugte sammen.  Filmen er en kulmination af den hvirvelstrøm af følelser, som enhver ende bringer med sig, og forvandler den maskuline trang til at være størst, stærkest og modigst om til et tårepersende katarsis om fællesskaber og venskab – filtreret gennem afføring og brækkede knogler.