[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Andreas Strini Lethan [/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]En badass, tidligere major i det amerikanske militær opdager en sammensværgelse. Sammen med sit kvindelige (og næsten ligeså badass) sidekick skal de sammen redde dagen med en masse bulder, brag og hårdtslående action. Men majorens privatliv bliver indblandet, og pludselig bliver det meget mere personligt.
Hvis dette lyder som noget, du har set før, så tager du ikke megen fejl. Ovenstående er i grove træk plottet til Edward Zwicks forsættelse til Jack Reacher (2012) endnu en gang med Tom Cruise i titelrollen. Og det er fuldstændig det, som man forventer.
Jack Reacher: Never Go Back er definitionen af en mellemvare. Det er hverken virkelig godt eller rigtig skidt. Nogle ting fungerer bedre end i andre actionfilm, mens andet nærmest får én til at kaste lidt op. Manuskriptet er spækket med så overdrevne actionfilm-klichéer, at Die Hard-skurken, Alan Rickman, må vende sig i graven. ”Give me a call when you know what that uniform stands for” (eller noget lignende) er blot et af eksemplerne på de badass-dog-hørt-så-mange-gange-før replikker, som Jack Reacher (Tom Cruise) fyrer af. Man griner, både fordi det er fedt, og fordi det er plat på én og samme tid. Kombinationen af begge gør, at man kan se igennem fingre med det.
Klichéerne styrer også selve historien. Alt lige fra den første scene, hvor Jack introduceres, som en hård negl, der både sætter forbryderne og de andre myndigheder på plads; til slutscenen, der afsluttes med det over-emotionelle kram efterfulgt af Jack gående som en anden John Wayne mod solnedgangen. Igen hersker der mere grin end gråd blandt publikum.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Jack Reacher: Never Go Back[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Edward Zwick[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Til gengæld trækker selve actionsekvenserne gevaldigt op. De er (naturligvis) flotte og spændende. Den største styrke ligger dog i, at man fra Zwicks side har valgt at begrænse brugen af Michael Bay’iske, store eksplosioner, kampvogne og vanvittige biljagter. Der er få, men der er i højere grad blevet satset mere på pistoler og knytnæver. Jovist, eksploderende kampfly er flotte på filmlærredet, men der er nu også noget fedt ved blot at se et velfilmet slagsmål eller shootout.
Jack Reacher: Never Go Back’s evne til hverken at være virkelig godt eller rigtig skidt giver den en vis charme. ”Ej men altså,” tager man sig selv i at tænke, hvorefter man griner og tænker: ”fuck yeah”. Jack Reachers actionfyldte udskejelser bliver til tider ufrivilligt komiske, hvilket jo egentlig ikke er hensigten, men faktisk ikke er så ærgerligt. Man mores derimod af klichéerne.
En mellemvare er et udtryk for et meget ambivalent forhold til en film. I biografmørket bliver man sgu meget godt underholdt af Jack Reacher: Never Go Back. Specielt en drengetur kan nyde godt af Jack Reacher og co. Men filmens rigtig store svaghed er, at ligeså snart man sidder i bussen på vej hjem med de sidste popcorn spist og det sidste cola sunket, så glemmer man hurtigt Jack Reacher: Never Go Back. For glemslen ligger netop i, at det hverken er virkelig godt eller rigtig skidt.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer