[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Thomas Hasse Therkildsen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Alvor og humor går let hånd i hånd. Humor kan løfte en trist situation fra den ubærlige sorg, men det er en balancegang for det tragikomiske ikke at hælde for meget til den ene eller anden side. Ixcanul går på den gyldne middelvej og fortæller en melankolsk historie uden tårer.
Ved vulkanen, Ixcanuls, skråning arbejder bønder på en kaffeplantage. De taler kaqchikel, et mayasprog, og intet andet. Kun plantagens tilsynsførende taler spansk ligesom størstedelen af Guatemalas befolkning. María skal giftes med den tilsynsførende, men det har hun ikke lyst til.
María bor sammen med sin mor og far i et skurhus. Hun arbejder i kaffesæsonen på plantagen som plukker, og hun hjælper sin mor med landlige opgaver i hjemmet. Moren og María får grisene bedækket, samler hønsenes æg og laver ofringer sammen ved en af Ixcanuls skorstene, som leder vulkansk gas op fra undergrunden. María ønsker at tage til USA og finder derfor sammen med Pepe, et skvat fra plantagen, som har samme drøm.
Historien om María fortælles gennem hendes handlinger, der driver historien. María er distræt. Hun tager valg uden at gennemtænke alle konsekvenserne, hvilket ofte er ufrivilligt komisk. Hendes romance med skvattet, Pepe, er grotesk, men hun ser det som vejen mod hendes mål. Hun bruger simple midler, som er sjove i deres enkelthed, men de virker – de pointere nogle grundelementer i vores samfund, selvom det foregår i et samfund helt for sig.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Ixcanul[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Jayro Bustamante[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Guatemala & Frankrig[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Men hun gør det også i nød, og dét er det tragiske – for María er det slet ikke sjovt. Heldigvis er moren en stærk kvinde, og hun hjælper María lige meget hvor naiv, María måske har været. Moren er ligeledes komisk i hendes meget direkte handlerække, så snart hun møder et problem. Hendes “det skal jeg nok klare”-tankegang er opløftende.
Der er flere gags, hvor det er karakterernes gebærden, der er sjov, uden at der bliver sagt noget eller kun meget lidt. Men filmen fortaber sig ikke i humoren og heller ikke det alvorlige. Den hviler i billederne og tager sig tid til at viderebringe stemningen.
Det er samtidig en meget lokaliseret ungdomsfilm, som viser den unge kvindes seksuelle udvikling. Filmen skyr ikke erotik, og sex er et underliggende tema. Det er forfriskende, at filmen er fri uden at udnytte det. Sex er en del af dagligdagen, ligeså er det en del af filmens. Men til tider er filmen for lig dagligdagen og hertil hører for megen stilhed.
Ixcanul er elegant. Men filmen mangler den udefinerbare flamme, der kan gøre selv det banale charmerende. Ikke desto mindre har den mange gnister og formår i sit blik på kaffeplantagen at give et godt kulturportræt, der ikke er så anderledes endda.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer