Af Siri Kastbjerg Andersen
På en diner-lignende café i Rom sidder en mystisk mand (Valerio Mastandrea) ved et bord i den dybeste ende af restauranten og grifler i sin tykke, sorte notesbog. Han bestiller mange kopper kaffe, for han sidder der tilsyneladende i døgndrift. Fra sin pind uddeler han opgaver til mennesker i desperate situationer; de har alle et brændende ønske, som han foregiver at kunne opfylde. Heriblandt at kurere sin søns cancer, at blive smuk, at genoptage forholdet til sin søn, osv. De skal dog udføre en opgave først. Opgaverne spænder fra aparte til direkte uetiske og modbydelige, og gennem de besøgendes reaktioner frembringes de mørkeste sider af den menneskelige etik.
Uden større viden om italiensk film havde jeg en forudindtaget idé om, at jeg skulle ind og se en film med mafiaen, borsalinos og damer med rød læbestift og iltert temperament. I Paolo Genoveses The Place er der hverken mafia eller bulede hatte, men til gengæld en god portion iltert temperament. Ligesom i Genoveses forrige film Perfect Strangers (2016) udfolder fortællingen skæbnehistorier, som krydser hinanden og flettes sammen. Den dialogbårne film er både dramatisk, fintfølende og artistisk, og historien er underholdende hele vejen igennem i sin søgen på at besvare det evindelige spørgsmål ”Hvor langt vil mennesker gå for at opnå det, de ønsker sig allermest brændende?”
Valerio Mastandrea spiller den mutte og mystiske selverklærede retfærdighedens dealer, som guider de hvileløse, håbefulde sjæle, der opsøger ham på The Place (caféen, som filmen har taget navn efter). Han fortæller aldrig hvem, han er, og han tvinger ikke nogen til noget; han giver folk et valg om, hvor langt de vil gå for at få deres ønske opfyldt. Og de vil gå langt. Rigtig langt.
Genovese har begrænset sig til én enkelt location, og filmen er i høj grad båret af dialogen mellem menneskerne på caféen, som er det eneste bindeled mellem filmens publikum og alle de forfærdeligheder, som foregår på den anden side af cafévinduerne. Det sætter høje krav til manuskriptet og ikke mindst skuespilpræstationerne, og The Place er heldigvis virkelig godt castet. Særligt Giulia Lazzarini gør det godt i sin portrættering af Fru Marcella, en nervøs lille, ældre dame, som fremstiller en bombe for at kurere sin mands Alzheimer.
Dette her er ikke en film, man bliver i godt humør af. Det er en rejse ind i de mørkeste afkroge af den menneskelige bevidsthed, og filmen bliver kun mere syret og mørkere, som handlingen skrider frem. Til sidst sidder man tilbage efterladt med en blanding af overvældethed, forvirring og skyldfølelse.
Kommentarer