Af Gustav Stubbe Arndal
At dele den nye filmatisering af Stephen Kings gyserroman It (1986) op i to dele var et smart træk. Den første film fik lov til at holde sig til den simple historie om syv udsatte børn, der overvinder deres frygt i kampen mod et monster, og efterfølgeren kan tilføje den voksne, eksistentielle dimension, der underligger historien. Eller… det burde den gøre, men resultatet er ret blandet.
Det er 27 år siden, at ”Taberklubben” besejrede Pennywise, den formskiftende, menneskeædende skabning, der oftest tager form som creepy klovn (spillet med ikonisk maksimalisme af Bill Skarsgård). Efter kampen i den første film lovede børnene hinanden, at de ville færdiggøre arbejdet, hvis ”Det” nogensinde dukkede op igen, og i starten af It del 2 skal løftet overholdes. Næsten hele gruppen har glemt eller fortrængt de grusomme minder, og da de samles i Derry, begynder både Pennywise og fortidens traumer at hjemsøge dem på ny.
Konceptet har enormt potentiale, både i karakterudvikling og tematik. Der er ægte psykologisk gys i at genopleve en ubehagelig fortid, og temaer om kollektive traumer samt fortidens og frygtens styrke hang allerede over serien fra første film – og på nogle punkter rammer den plet.
Men It del 2’s ”horror” er ikke modnet sammen med karaktererne. Ægte gys findes i det ukendte, i omverdenen og i os selv, men It er en historie med masser af regler. Regler der er specifikke nok til at fastholde taberklubben i Derry og sende dem afsted til hver deres solo-mareridtsscene, men vage nok til, at Pennywise kan slå sig løs i nævnte mareridt, mens de undslipper med nød og næppe.
Den mest frustrerende del er, at alle har glemt Pennywise undtagen Mike (Isaiah Mustafa), der aldrig forlod byen og må hidkalde resten af slænget, der derefter gen-downloader deres gamle karaktertræk og traumer. Efter at have fået indblik i deres nutidige hverdag bliver man nysgerrig på deres ægteskaber, familier, og hvordan de har håndteret eller fejlhåndteret deres traumer – for eksempel er Beverly (Jessica Chastain), som så mange der overlever seksuelt overgreb, fanget i endnu et voldeligt forhold. Men når brikkerne er på plads, fortsætter vi, hvor vi slap.
Det er både på godt og ondt. De makabre mareridtssekvenser er stadig vildt kreative og leger nu med hele byen i stedet for enkelte værelser, men Pennywise er fortsat mere grotesk end gruopvækkende, og mange af scenerne virker indskudte og konsekvensfri, især i filmens langtrukne midte.
Undtagelsen er et par scener, hvor klovnen lokker og derefter sætter tænderne i nye børneofre. Med ægte konsekvenser og mesterlig instruktion fra Andy Muschietti (dette er kun hans tredje spillefilm!) er det blandt de mest skræmmende sekvenser i serien.
Den tekniske side fejler altså intet. Genistregen bag den første films enorme succes var dens tonekontrol: Uhyggelig nok til at skræmme sit publikum, men også ufarlig nok til ikke at skræmme dem væk. Det er en svær balance, og selv den relativt simple monster-fortælling vaklede mellem charmedrevet monsterfilm og psykologiske mareridt.
It del 2 kommer med mere psykologisk dybde, men ikke så meget, som man kunne have håbet på. I stedet for at bringe serien til nye højder og nye niveauer af rædsel, fortsætter den historien med samme kompetencer og problemer som før. Efter fem timers film havde jeg håbet på noget større. Men hvis man er fan af første del, bliver man sikkert mere end tilfreds.
Kommentarer