[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Sara Prahl[/vc_column_text][vc_column_text]
En lavabølge af islandsk film strømmer ind over Europa. Senest har den spredt sig helt til Filmfestivallen i Cannes, hvor Grímur Hákonarsons Hrútar (Væddere) i maj måned vandt den prestigefyldte Un Certain Regard-pris. Og sidste år red Benedikt Erlingsson direkte ind i danskernes hjerter med filmen Om Heste og Mænd, der scorede en rating på 5,36 ud af seks i kapløbet om Politikens Publikumspris på CPH PIX og samme år vandt Nordisk Råds Filmpris.
Og det stopper ikke der. Endnu en islandsk film, komediedramaet Paris of the North, har netop ramt dansk jord efter stor succes i hjemlandet. Her har den fået en pæn modtagelse, særligt fra Ordets egen anmelder, der begejstret kalder den ”en smuk, rørende såvel som tragikomisk film, der i den grad er værd at se”.
En spæd industri
Ikke alle dage har islandsk film haft så stor oversøisk succes. Dette skyldes til dels, at industrien stadig er meget ung. Den fødtes med oprettelsen af Den Islandske Filmfond i 1978 og to år senere med premieren på den første film, Àgùst Gudmundssons Land og sønner.
Op igennem 1980erne kæmpede den nye branche med at få styr på det tekniske filmsprog og først i senfirserne begyndte filmperlerne for alvor at sprutte ud af gejseren.
Det var imidlertid stadig kun sprøjt, der ramte den danske kyst. Men i nullerne skyllede en ny bølge af islandsk film pludselig ind over landet. Blandt disse kan nævnes Ragnar Bragasons Børn (2006) og Forældre (2007), der begge modtog priser og kritikerros.
Islandsk realisme
Ifølge Bragason skyldtes den pludselige succes, at islandske instruktører i større grad end tidligere begyndte at lave film, der ærligt afspejler den islandske virkelighed og som islændinge selv kan forholde sig til: ”Mine film skal være en refleksion af, hvad der foregår omkring os i Island i dag. Og jeg vil have karakterer, man ville kunne genkende, hvis man gik på coffeehouses i Reykjavik”.
Han tilføjer videre: ”Og jeg føler, at den interesse for de små dramaer i livet også er dominerende hos andre instruktører i Island i øjeblikket. Der bliver lagt vægt på de karakterdrevne film”.
Realismen gennemsyrer ligeledes Balthasar Kormakurs Jar City, der i 2006 blev den mest sete biograffilm nogensinde blandt øens egne beboere.
Hermed brød de to instruktører væk fra halvfemserfilmenes portrættering af besynderlige outsidere og skæve eksistenser, som bl.a. gennemsyrer Fridrik Thor Fridrikssons Cold Fever fra 1996. I filmen tager en japansk forretningsmand til Island for at ære sine afdøde forældre. I dette underlige, kolde ingenmandsland møder han alt fra magiske spøgelsespiger over amerikanske gangstere til et hav af sære, evigt syngende islændinge.
Barske sagahelte
De magiske elementer er forduftet i den nyeste bølge af islandske film, men den excentriske enspænder og ikke mindst landlivet har dog sneget sig tilbage i fokus. Både Hrútar og Om Heste og Mænd tager os langt ud på den islandske slette. Her har den barske natur sat sine spor på den sparsomme befolkning, der som oftest føler sig bedre tilpas hos husdyrene end blandt andre mennesker.
Kendetegnende for filmene er den enorme rolle, som den islandske natur spiller. Dertil kommer den tætte kontakt mellem dyr og mennesker og en særlig barsk komik, der vækker mindelser om de islandske sagaer.
Og det er måske netop denne saga-tradition, der gør de islandske film til noget helt særligt ifølge instruktør Balthasar Kormakur. Det er her, at filmene finder deres arketypehelt:
”På et tidspunkt lød det: ”Hvorfor laver I ikke film som de danske?” Men jeg tror ikke, man bare kan beslutte sig til at ville lave små melodramaer eller komedier som de danske lige pludselig. Man kan ikke hoppe ind i andres måder at fortælle historier på, man må skabe sine egne. I Island ville vi heller ikke kunne lave store helte-historier som amerikanerne, der jo rask væk laver superheltefilm, for folk her tror ikke på dem. En af vores såkaldte helte fra de islandske sagaer var ret beset en hustru-mishandler, der dør, fordi han slår sin kone i ansigtet”.
Ærlige særlinge
Slægtskabet mellem saga og film er da også særligt tydeligt i Erlingssons lakoniske Om Heste og Mænd. Filmen opstiller en række fortællinger, hvor den sunde fornuft må vige pladsen for sammenbidt stædighed og fandenivoldsk hævnlogik. For eksempel fører en mand sin hest ud i det kolde hav på jagt efter en flaske russisk dødsvodka, mens to gamle rivaler kommer grueligt galt af sted i en vedvarende strid over ejendomsret og hestehegn. Udfaldene er ofte tragikomiske og karaktererne kan synes sådan lidt rå-eksotiske i danske øjne.
Men frem for at eksotisere forsøger både Erlingsson og Hákonarson at fremstille det Island, som de selv er opvokset i. De stræber, ligesom Bragason før dem, efter at portrættere det samfund og de mennesker, de kender.
”Jeg vil gerne sige noget nyt, men jeg ønsker samtidig, at det jeg siger er sandt!” udtaler Erlingsson til det amerikanske magasin, The Skinny. ”Hvad var det oprindelige koncept? På en måde meget personligt. Vi taler nogen gange om, at filmskabere bør lave coming-of-age-film, og på en måde er dette min. Jeg er opvokset i Reykjavik, men som teenager blev jeg sendt ud for at arbejde på landet. Det er almindelig skik på Island at børn skal lære at arbejde, så jeg blev sendt ud på en hestefarm, hvor jeg arbejdede i tre somre”.
I et andet interview fortæller Hákonarson, at Hrútar også bygger på egne erfaringer. Han er selv opvokset på en gård og vædderfortællingen er filmet i det område, hvor bedsteforældrene boede.
”Jeg synes, at nogle film om landet kan være overdrevne og udvise mangel på respekt. Jeg vil selv gerne tegne et mere realistisk billede af disse mennesker”.
For begge instruktører er det essentielt at optegne et ærligt billede af de værdier og den mentalitet, der kendetegner livet bag de grå fjelde på kanten af verden.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer