[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Patricia Smollerup[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Iqbal og Superchippen er instruktør Oliver Zahles spillefilmsdebut. Det er anden film i rækken af filmatiseringer af Manu Sareens børnebogserie om den charmerende indiske dreng Iqbal Farooq og hans skøre familie.
Denne gang skal Iqbal (Hircano Soares), lillebroren Tariq (Arien Takiar) og veninden Sille (Liv Leman Brandorf) redde deres hjem i forbindelse med et byggeprojekt. Dette indebærer, at deres veje igen krydses med forbryderne Æselmand og Svinet (Rasmus Bjerg og Andreas Bo), som de endnu engang må overvinde.
Filmen viderebringer en hyggelig og humoristisk stemning, som også underbygges af Wafande på soundtracket. Hans varme og livsglade musik passer godt til filmens tone.
Iqbal bliver igen spillet af den unge Hircano Soares, og jeg kan endnu engang ikke lade være med at blive irriteret over, at man har castet en brasilianer i rollen, hvilket giver associationer til Hollywoods whitewashing. På trods af Soares’ tydelige sydamerikanske træk, som ødelægger illusionen af den indiske familie, så gør han det dog godt og er sød og aldeles charmerende i rollen.
Dar Salim i rollen som Onkel Rafiq er desuden værd at fremhæve. Han er som altid en dygtig og karismatisk skuespiller, og tilføjer filmen humoristiske øjeblikke bl.a. detaljen med, at han gør forretning af hundekidnapning, som han ved tilbageleveringen modtager findeløn for. Ligeledes er Ditte Hansens præstation som den småskøre skolepsykolog stærk. Andreas Bo og Rasmus Bjerg indtager endnu engang i rollerne, som skurkeparret Æselmand og Svinet. Karaktererne er aldeles karikerede, og det kan godt tendere til at blive for meget.
Filmen tager bl.a. temaer op som venskab og hvilke værdier, som er de vigtigste i livet. Det gør den i børnehøjde, og det fungerer derfor godt.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Iqbal og superchippen[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Oliver Zahle[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]En anke til filmen er dog, at den lidt mister noget af det multietniske præg, som man ellers ville formode, at en film om en dansk/indisk familie fra Nørrebro ville give. Dette kan være en konsekvens af, at familien i filmen fremstilles særdeles assimileret, og det eneste tidspunkt, man bliver gjort opmærksom på, at familien er af anden etnisk herkomst er, når naboen Hr. Wiibrandt (Torben Zeller) kommer med halv-racistiske kommentarer. Disse bemærkninger er desuden en smule kliche fx, da lyset i opgangen er gået ud, og Wiibrandt udtaler, at han ikke kan se jeres (henvendt mod Iqbal) slags i mørket.
Det er dog også forfriskende, at vi i dansk film ser en filmserie med en indvandrefamilie i hovedrollen uden, at det behøver at være et decideret tema eller noget som problematiseres.
Da jeg selv gik i folkeskole, elskede jeg at læse Manu Sareens børnebøger om Iqbal, som netop havde en charmerende og humoristisk tilgang til multietniciteten, og familiens forsøg på at integrere sig, samt de sjove umiddelbare situationer, som kan opstå, når kulturer mødes. Fx Iqbals far, som gerne ville have, at familien selvfølgelig skulle have et juletræ og holde en ”dansk” jul, men ikke helt vidste, hvordan man skulle bære sig ad med at få sådan et kæmpe træ op i lejligheden. Sådan nogle morsomme situationer, går i filmen lidt tabt.
Alt i alt har Zahle dog skabt en solid børnefilm som videreformidler bøgernes positive og humoristiske ånd, og som også voksne kan synes er hyggelig.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer