[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Philip Due Bostrup[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Michael Moores film kan på mange måder sammenlignes med at fortære cheeseburgere fra den populære fastfoodkæde McDonald’s: De er lette at indtage, men man kan aldrig være helt sikker på, at der ikke er blevet gjort noget foruroligende ved indholdet. Samme følelse har man, når man ser Where to Invade Next, Moores nyeste skud på stammen. Filmens budskab er sådan set sympatisk, men den halter voldsomt i udførelsen. Where to Invade Next er rodet, manipulerende og stærkt overfladisk.
Præmissen er, at Moore ”invaderer” de europæiske lande og overtager deres bedste ideer. Moore henter ideer fra skolesystemet i Finland, fængselssystemet i Norge osv. Et samsurium af emner præsenteres, som alle er områder, hvor Moore mener, at USA burde tage ved lære af Europa. Man kunne have dvælet ved hvert af emnerne og fået en hel film ud af det, men i stedet bliver Where to Invade Next en slags overfladisk collage, hvor der ikke dykkes tilstrækkeligt ned i noget, men hvor letfordøjelige buzz-sætninger bliver gentaget i det uendelige; som når Moore besøger en finsk skole og fem forskellige personer udtaler, at børn skam skal have tid til at lege.
Moore hævder, at Where to Invade Next er en ”løsningsfilm”. Hermed skal forstås at de bedste ideer, som han præsenterer i filmens forløb, direkte kan overtages og anvendes i USA. Der er givetvis tale om ”cherry picking” af sager, hvor f.eks. én fabriks behandling af dens ansatte skal give et billede af et helt lands forhold til arbejde. Denne udvælgelse gør det så meget desto mere utroværdigt, når Moore eksempelvis lader som om, han bliver rystet i sin grundvold, når han hører det høje antal af lønnede feriedage, som italienerne nyder, som havde han ikke selv nøje udvalgt det specifikke emne.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Where to Invade Next[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Michael Moore[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Én fransk skole serverer mad af høj kvalitet til dens elever, hvilket forarger Moore, der hævder, at skolemad i USA er noget nær uspiselig. Moore er åbenbart den ypperste frontkæmper for den sunde og varierede kost, hvilket er lidt overraskende taget i betragtning af, at han ligner en mand, hvis diæt udelukkende består af ostepops og pomfritter.
Det meste i filmen er på samme måde forsimplet og unuanceret. Kvinder vil have fred. Mænd vil føre krig. Amerikanske politimænd er onde. Norske politimænd er gode. Retorikken er kridtet op i sort/hvid, så selv den mest åndsfraværende kan forstå budskabet. Hvis man alligevel skulle finde det svært, skal den patosladede musik nok forklare, hvad det drejer sig om.
Where to Invade Next skiller sig ud fra dens mere berømte forgængere ved, at den ikke er drevet af vrede. Hvor Fahrenheit 9/11 (2004) havde den rasende Moore på korstog, er Where to Invade Next styret af en langt mere jovial Moore, som triller lidt rundt på må og få i Europa – altid med en usjov vittighed på læben. Den selvretfærdige vrede øger betydeligt underholdningsværdien i Moores tidligere film, men det bid mangler fuldstændig i hans nyeste værk.
Filmen skal tydeligvis være et wake-up call for alle, der har accepteret status quo på de mange vigtige emner, som filmen præsenterer. Mange af ideerne i Where to Invade Next er da også så sympatiske, at næsten ingen kan være imod: tid til leg for børn, retsforfølgelse af korrupte bankmænd, human behandling af fanger m. m. Uheldigvis præsenteres disse emner uden dybde og på samme fordrejende måde, som Moore er kendt for. Denne gang er manipulationen muligvis en kende mere subtil, da Moore ikke er sit gamle rasende jeg. Det gør det ikke ligefrem mere sympatisk.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer