[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Neia Pil Højsteen[/vc_column_text][vc_column_text]De er fra Bulgarien og de er arbejdsløse. I Østrig venter der dem en fremtid som prostituerede. Men først og fremmest er de mennesker. Unge mænd, der skal finde sig selv og for første gang nyde deres ungdom. Om natten vågner de op som flagermus, og de er kongerne af Wiens dystre bøsseklubber, hvor brunt tapet og pink neonlys sætter rammerne for køb og salg af portvin og kroppe.
Det var en sen nat, da den østrigske filminstruktør Patric Chiha ved et tilfælde for første gang mødte de unge bulgarske mænd på en bar. Han fortæller: ”Jeg vidste straks, at jeg ville lave en film med dem. De var enormt filmiske, de lignede Marlon Brandos børnebørn med voks i håret og iført læderjakker, som en rustning mod nattens farer. De dansede og var centrum, de havde historier at fortælle.”
Dette samarbejde mundede ud i filmen Brothers of the Night, som med lige dele vovemod og dumdristighed stod færdig blot en uge før Berlinalen, hvor den i dag havde sin verdenspremiere og i øvrigt deltager i konkurrencen blandt flere andre stærke dokumentarfilm.
Jagten på den tabte ungdom
Ofte er dokumentarer om prostitution et ønske om at give de prostituerede en stemme og tale deres sag, men paradoksalt nok fører det ikke sjældent til en forlængelse af den objektivisering af mennesket, som prostitutionen selv er udtryk for.
Det kunne være nyhedsindslag eller ekspositoriske, autoritative dokumentarer, hvor en voice of god og en tydelig redigering, der kun har til formål at fremføre instruktørens eller tv-kanalens budskab, fører præmissen så langt fra den prostitueredes egen oplevede livsverden.
For Patric Chiha er hans egen holdning mindre vigtig, og i øvrigt er det måske slet ikke så enkelt: ”Prostitution er en objektivisering af mennesket. Og det er de udmærkede klar over, de her mænd. Her kunne man selvfølgelig sige en masse ting om, hvordan den kapitalistiske verden fører til en kommodificering af arbejderen. Og det er sådan set også rigtig nok. Men paradoksalt nok er det samtidig første gang de oplever frihed. De er unge mænd, som har giftet sig i en alder af 15-16-17-år og så fået børn. I Wien bliver de selvstændige individer, unge mænd, venner der fester og udforsker sig selv. Det er også vigtigt.”, og hurtigt tilføjer han: ”Jeg kan bedst lide film af instruktører, der ikke har noget at sige. Det er ikke det samme, som at filmen ikke siger noget. Douglas Sirk mente at man lavede film med ting, ikke om ting. Det er det jeg har prøvet at gøre. Det er faktisk de unge mænds film.”
”Jeg er ikke en politibetjent”
”Man kan godt lave film, der viser autentiske, realistiske hændelser, uden at få formidlet de ægte følelser. For mig er følelser det vigtigste i film. Man kan godt få ægte følelser frem gennem opsatte forløb,” begynder Patric Chiha. Han fortæller hvordan det frisatte ham som instruktør at opdage, at grænsen mellem fakta og fiktion ikke altid behøver stå knivskarpt.
I Brothers of the Night er flere lokationer kulisser, og al lyssætning er sat af hans team og mimer på ingen måde et naturalistisk, autentisk lys. Hertil stiller han det retoriske spørgsmål: ”Er det ikke mere ærligt – og sådan mere dokumentarisk – at gøre opmærksom på lyssætningen som falsk, end at camouflere noget opstillet som ægte?”.
Han fortsætter med åbenhjertigt at fortælle om, hvordan meget af tøjet er kostumer, ikke mindst noget så absurd som det matrostøj, de unge mænd flere gange optræder i filmet på en båd, fordi Chiha er meget optaget af Fassbinders Querelle, en film der netop udspiller sig blandt bøsse-matroser i den franske havneby Brest – og faktisk på trods af at Wien ingenlunde er en havneby.
”Vi byggede flere rum, og det gav dem et trygt sted, hvor de kunne agere, som de ville. Det tog mig lang tid at forklare, at jeg ikke er en politibetjent. De overdriver og de lyver, og det må de gerne. Det gør de alligevel også, når de agerer med hinanden. De spiller skuespil, efterhånden smelter det også sammen for dem selv, hvad der er ægte og uægte. De spiller altid roller, sådan er deres liv bare.”
Ikke en romantisering
Selvom de unge bulgarere er centrum for filmen, møder vi også nogle få af deres midaldrende, østrigske kunder: ”Jeg ville egentlig ikke vise dem. Det er ikke kunderne, filmen er med. Ligesom jeg ikke ville vise sex – det ville have været let, men det er noget vi alle sammen kender og forstår. Når kameraet alligevel vendes mod kunderne, er det for at komme væk fra det smukke og håbefulde: drengene, deres ungdom, venskaber og loyalitet til hinanden. For ligesom at minde om, hvad situationen er, for det er ikke kun fest og lette penge. Det er benhårdt.”
De unge mænd håber en dag at komme ud af prostitutionen, for dem er det et nødvendigt mellemtrin i en verden, der ikke efterlader mange muligheder. Men i mellemtiden forsøger de at få det bedste ud af det. De ryger hash, tager stoffer, drikker og besøger selv (kvindelige) prostituerede, måske som en flugt, men også som en frisættelse.
Det er netop disse unge mænd, Brothers of the Night, med Chihas egne ord, er en hommage til. Dem der så let glemmes og udstødes i det østrigske samfund.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer