[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Amine Kromann Karacan[/vc_column_text][vc_column_text]Hvordan kan halvanden times statiske optagelser uden liv af forladte bygninger rundt omkring på kloden være underholdene? Jeg har talt med den østrigske instruktør, Nikolaus Geyrhalter, som formår at åbne rum på flere forskellige måder.
Homo Sapiens uden mennesker
Nikolaus Geyrhalters seneste film, Homo Sapiens (2016), burde være kedelig. De stille, menneskeforladte billeder er dog alt andet, og jeg vil vove at påstå, at de fleste folk uden for meget eksistentiel uro i benene vil være enige. Jeg møder Geyrhalter på et stort hotel i Berlin Mitte, hvor han er for at promovere sin film. Som de fleste andre filmskabere er han i begyndelsen ikke meget for at tale om sit værk. ”Man skal selv se den,” siger han. ”Når jeg taler om den, er det min vision, man hører, men det er en film, der er meget åben – som kan opfattes på mange forskellige måder.”
”Men hvordan er din opfattelse?” spørger jeg så. ”Man kan sige,”svarer Geyrhalter ”at det er en film om forladte steder over hele verden. De eksisterer i nutiden, men jeg tror, at de fortæller noget om fremtiden. Det er et gennemgående emne for mig at se på menneskeheden fra forskellige vinkler.”
”Det er så en meget usædvanlig vinkel, du har valgt i Homo Sapiens,” siger jeg. Geyrhalter er delvist enig: ”Ja, på nogle måder er det en usædvanlig film, men på andre er det en meget enkel film. Der er mange filmskabere, der har sagt til mig, at de altid gerne har villet lave denne film. Det er tydeligvis en ide, som mange har haft. Jeg var bare heldig nok til at blive den første.”
Filmens titel, Homo Sapiens, står i kontrast til det faktum, at der slet ikke er nogen mennesker med i filmen. Alligevel er mennesket allestedsnærværende, da man ser de bygninger, de har efterladt. Jeg spørger hvilke følelser, Geyrhalter ønskede, at det ville vække hos tilskueren. Geyrhalter spørger mig, hvilke følelser det vakte i mig. Jeg fortæller, at da jeg først hørte om filmen, var jeg frygtelig bange for, at jeg ville komme til at kede mig. Det overraskede mig, at det var det stik modsatte, som hændte. Lydene og de smukke billeder skabte en intimitet mellem tilskuerne og filmen, så længe Homo Sapiens varede. Men samtidig med at jeg var opmærksom på, hvad der foregik på lærredet, sad jeg nu også og tænkte en del.
At betragte bygninger dø
De forladte bygninger er bjergtagende. I bygningernes stilhed er der plads til at drømme sig væk i de liv, der er blevet levet i dem. Det er sært underholdene, og på en ubevidst måde anes et narrativ i filmen. Geyrhalter bløder efterhånden op og fortæller, at han hele tiden havde for øje, at filmen skulle være meget associativ. Under klipningen besluttede han sig for at lave en storyline, som kunne forstås af alle, men filmen skulle samtidig være så åben, at den kunne læses på andre måder. En del af denne åbenhed lå i at slette alle mindre detaljer fra menneskenes tilstedeværelse og lade de efterladte bygninger stå nøgne. ”Jeg ville ikke fortælle detaljerne om et enkelt menneske. Jeg ville fortælle om, hvordan vi fungerer, hvordan vi organiserer vores levevis, og hvordan vi har besluttet os for at leve på denne planet. Det skulle være et generelt udsyn.” Af samme årsag fjernede man i redigeringsprocessen af filmen spor af graffiti og andet hærværk. Geyrhalter forklarer: ”Tilskuerne ville blive revet ud af deres tanker uden denne ændring. Det er et stort spørgsmål, hvorfor der ikke er nogen mennesker tilbage, og hvad der skete, og koncentrationen bør ligge heri. Det er det samme med lyden. Der er ikke nogen menneskelige artefakter i lyden, ligesom de ikke har efterladt deres personlige ejendele – graffiti og lyd er også personlige artefakter. Jeg ville have, at tilskuerne skulle koncentrere sig om naturen.”
Lydsiden er af stor betydning, da den skaber liv i de tomme rum. Lyden af en stille blæst, eller vand der rinder, er meget effektfuld, og som tilskuer kan jeg ikke forestille mig, at det ville have været en lige så overvældende oplevelse at se filmen uden lyd. Lyden har, ifølge Geyrhalter, stor forbindelse til naturen. ”Vinden er det første af elementerne, der kommer ind. Så er det vandet, og herefter alt andet. Det er på den måde husene normalt dør. Vinden smadrer et vindue, som tillader vandet at trænge ind, og så begynder mosset, græsset og de små planter at vokse. De forskellige lokationer fortæller historier om, hvordan vi levede, og hvordan vi havde et system. Senere i filmen handler det kun om naturen; om vandet der tager en hel by tilbage, om sandet og om vinden der blæser i sandet, om isen og sneen. Filmen bliver mere generel hen mod slutningen.” Jeg spørger Geyrhalter, om han finder skønhed i den måde, som naturen fortærer bygningerne på. Han svarer: ”Stederne er smukke. Der er et højt niveau af æstetik i dem, vi leger med det og arbejder med det, men der er meget mere i det end det.”
De store rum
Det er tydeligt, at der er en del underliggende emner, som Geyrhalter antyder med sin film. De manglende mennesker, skønheden i forfaldet og stilheden samt de store vidder i hans billeder.
Alle bygninger vises, så alt er i fokus. Den måde, tilskueren får tid til at betragte dem, minder om, hvordan man kan forsvinde ind i et maleri; her uddybet med lydene og de forsigtige bevægelser kameraet ind imellem laver. ”Jeg kan godt lide store rum” siger Geyrhalter. ”Jeg bryder mig ikke om at se detaljerne. Hvis jeg for eksempel ville filme dig, ville jeg lave et meget bredt skud og have hele baggrunden med. Det fortæller meget mere. Og hvis de ville, kunne publikum stadigvæk se dig i øjnene. Men hvorfor skulle jeg lave denne ’kill-zone.’ Hvorfor skulle jeg tage denne beslutning? Det er det mest retfærdige, at publikum selv kan vælge. Det er generelt for de fleste af mine film, at de arbejder med at åbne rum eller miljøer for tilskueren. Den visuelle del skal være en central oplevelse i filmen,” slutter han.
Valgfriheden til at lade øjnene og tankerne vandre samt narrativet, hvis tilstedeværelse er meget subtil, tillader netop tilskueren at få en anderledes filmoplevelse. Hvad har Geyrhalter tænkt om dette? Jeg fornemmer, at det har noget at gøre med de systemer, som filmen forsøger at skildre. Hvad mener Geyrhalter om de systemer, vi lever i? ”Jeg synes, vi skal stille flere spørgsmål,” svarer han. ”Om os selv?” spørger jeg. ”Ja, selvfølgelig. Det er filmens kraft. Jeg synes ikke, at filmen skal give svar. Når man går i biografen, og rulleteksterne kommer på, og ens hoved er fyldt med spørgsmål, så har man set en god film. Film har en tendens til at stille en række spørgsmål og så svare på dem alle sammen, men de kan bare aldrig være sande. Sådanne svar vil altid være overfladiske, for hvem kan give svaret på store spørgsmål på halvfems minutter? Jeg tror, at filmen er stedet, hvor man skal starte processer – ikke færdiggøre dem.” ”Tror du, at dokumentargenren er specielt god til at gøre dette?” spørger jeg, hvortil Gerrhalter svarer: ”Der er ikke særligt mange dokumentarfilm, der er gode til det, men det burde de være.”
Hvad mener han med det hele?
Hvorfor er det vigtigt at undre sig og stille spørgsmål? Geyrhalter ser ud af vinduet. ”Tag et blik udenfor. Det er meget simpelt. Vores liv tenderer til at være så hurtige, at vi ikke har tid til at stoppe og tænke. Måske bliver man nødt til at gå i biografen for at få tid til sig selv. Vi lever i et system, som ikke tillader os at tænke. Der er ny innovation over det hele, som kun bliver hurtigere og hurtigere, men der er ikke nogen offentlig bevidsthed omkring det. Vi tænker ikke over, om vi kan lide det eller ej. Det er der bare, og så bruger vi den næste nye ting. Men som mennesker kan vi ikke følge med. Det er i hvert fald mit indtryk. De gamle mennesker forstår slet ikke noget, for det går så hurtigt, og selv de unge har det svært. De tager de nye fremskridt til sig, men fremskridtet er hurtigere, end folk kan følge med, forstå at bruge det ordentligt og samtidig se de potentielle farer, der ligger bagved. Så det kan aldrig være forkert at tænke.”
På en måde kan det, Geyrhalter siger, godt lyde klichefyldt eller fremskridtsforskrækket, men i virkeligheden siger han jo blot, at det er vigtigt, at være bevidst om sig selv og stille spørgsmål til, hvad der sker i ens verden; både den indre og den ydre. Måske skulle jeg ikke have købt den iPhone, bare fordi den var nyere og lidt tyndere end den gamle. I hvert fald ikke uden lige at tænke over, hvorfor det var, jeg begærede den så meget. Tanken om innovation som det hotteste hotte kan nemt kobles sammen med tanken om massesamfundet og dets hovedløse forbrugerisme. Der er måske lighedspunkter imellem vores forbrug af ligegyldige gadgets og vores forbrug af ligegyldige svar. Det hele kan hurtigt komme til at lyde meget sortseende, og det er det til dels også, men i små øjeblikke er løsningen måske ikke så langt væk. Da jeg så Homo Sapiens, følte jeg i hvert fald en lettelse over at få ro til mine egne tanker og spørgsmål.
Men hvordan skulle det nogensinde kunne fungere i praksis? Langt de fleste film er opbygget på en sådan måde, at de konstant kører i en cirkel af delspørgsmål. Hver en scene skal helst besvare et af disse delspørgsmål eller være på en tydelig vej mod en besvarelse og derefter rejse et nyt. Dette tilfredsstiller tilskueren, og de nye spørgsmål giver appetit på at se mere. Hvis ikke delspørgsmålene besvares, mister tilskueren tålmodigheden og motivationen for at se mere. Samtidig svæver det store hovedspørgsmål over de andre klar til at give den sidste forløsning. Jeg spørger Geyrhalter, om ikke mange vil blive provokeret over at se film, der som hans ikke besvarer sine spørgsmål på samme vis som konventionelle film?. ”Jo, måske, men det er ikke mit problem – det er deres,” siger han. ”I sidste ende, er det dog meget få mennesker, der rejser sig op og går. Det er en håndfuld ud af en fuld sal. Det har faktisk overrasket mig meget. Folk er tydeligvis parate til det.”
Håber Geyrhalter, at man vil se flere film som hans i fremtiden? ”Jeg håber, at biograferne vil have mod nok til at vise dem til et bredt publikum. Selvfølgelig vil de aldrig få de samme visninger som konkurrenterne. Men de film skal ses.”
Til slut får jeg lyst til at spørge Geyrhalter, om han selv tror, at fremtiden byder på en tid uden mennesker, ligesom vi ser det i hans film. ”Måske,” svarer han ”men det vil jeg nu ikke sige. Det er godt at skabe et sådant billede oven i hovedet på folk. De tænker på den slags, som noget der er meget langt ude i fremtiden, og som sikkert nok skal blive løst inden da. Det er interessant at gøre det synligt og få folk til at tænke, at det måske ikke er så umuligt, at det kunne ske.” Jeg spørger, hvad det er, der kan ske. Geyrhalter svarer: ”Jeg kan ikke svare på spørgsmålene, jeg kan kun stille dem.”
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer