INTERVIEW: Morten BH

Af Oliver Marc Noppenaug

Den nye danske ungdomsfilm Anti har premiere i disse dage, og selvom formlen for ungdomsfilm ofte kan virke ensformig og genkendelig, krydrer Anti det op med hoodies, wholecars og lækker graffiti.

Jeg står og tripper i den store indgangshal på KUA2. Jeg skal mødes med instruktøren Morten BH til en snak om hans nyeste film Anti, som er en fortælling om en ung dreng i et graffitimiljø i 90’erne. Jeg er vokset op på den københavnske vestegn og har set min del af ”tags”, ”throw ups” og ”pieces”, og jeg har da muligvis også selv rystet en spraydåse en enkelt gang eller to. Derfor havde jeg set frem til at sludre lidt med Morten om de her ting og om de overvejelser, der går forud for en film om en livstil, der skønnes at koste DSB 25 millioner kr. om året.

Og ganske som man ville forudsige, møder jeg en mand iført sort hættetrøje og sneaks. Klassisk hip hop. Jeg havde heller ikke forventet andet af en mand, der har lavet en film, der er sat i det, som mange vil betragte som hip hoppens guldalder: Starten af 90’erne. Mere specifikt er det det københavnske graffitimiljø i 90’erne. Det er et miljø, som vi ikke har set meget til før i dansk spillefilm. Men hvorfor lige præcis denne setting?:

Dels fordi, at jeg godt selv kan lide graffiti og synes, at det er super mærkeligt at bo i en by, hvor der faktisk er alt for rent og pænt. På den måde har jeg været fascineret og draget af det, og da jeg ligesom i sin tid var en ung mand og ikke helt vidste, hvad jeg selv ville, der hang jeg da også med nogle folk. Det var så ikke i København, men der var graffiti også en del af det, og det blev lavet som et forsøg på at definere sig selv og bruge nogle kreative evner.
Og hvis vi snakker lidt filmteknisk, så er det dramatisk set bare godt stof. Der er nogle uskrevne regler, og så snart der er det, har du også en motor, og nogle der skal finde ud af, hvad man kan, og især hvad man ikke kan.

Det er altså tydeligt, at Morten har hentet inspiration til filmen fra sin egen ungdom. Det fik mig til at spekulere over, hvordan Morten så ud i 90’erne:

Der var helt klart nogle sneaks og en hættetrøje, der aldrig er blevet lagt igen. Jeg tror helt klart, at jeg var den mere grænsesøgende, der ikke kunne nøjes med ungdomsskole, og hvad man ellers kan krydse af. Der var en trang til at komme lidt ud over det. Nu laver jeg som sagt film, hvilket stadig har en eller anden form for visualitet over sig. Så det var et miljø, som lidt retrospektivt blev brugt som steppingstone, fordi man kommer jo så videre og finder ud af, hvad det er, som man er fascineret af. F.eks. det med at skabe.

Men det er ikke kun Mortens eget liv, der har fungeret som inspirationskilde. Forud for filmen har Morten og manuskriptforfatter Jannik Tai Mosholt snakket med flere nye og ældre graffitimalere:

Der var mange fascinerende historier lige fra MOA, som du sikkert kender en del til ude fra Vestegnen, til VSA til KEGR til historien om TABU (Der på tragisk vis tog sit liv fra toppen af et højhus i Rødovre). Der er nogle klassikere, men det var sådan lidt, hvis vi først gik ind og dækkede det specifikt, så ville vi afskærme os fra en masse andet, og så ville man jo aldrig ramme den lige i røven.

Så sagde vi, at nu lægger vi os her, og samler de sider, som vi har hørt og mødt i nogle forskellige karakterer, som så bliver sammensatte personer, men alligevel bliver genkendelige i de personer, som vi har fået stof fra. Det var sådan en måde at depersonificere elementer og så alligevel gerne ville genkendes på noget af det. F.eks. er slutningen jo inspireret af virkeligheden. Eftersigende skulle den kære KEGR have lavet en wholecar (Et graffiti værk der fylder hele siden af et tog) på egen hånd. Og vist oveni købet spejlvendt, bare lige for at markere.

Som sagt så koster graffiti DSB en masse penge. 25 mil. årligt, og i 1995 var det helt oppe at ringe med 34 millioner kr. Man kan roligt sige, at graffitimalere ikke er DSBs bedste venner. Hvordan blev et samarbejde i stand?

Den var ikke god, og de ville heller ikke lege med os. Først havde jeg planer om at lave det helt off record, men så kom TV2 ind, og siden kom filminstituttet og Nordisk Film ind. Og så blev det umuligt at lave decideret guerillafilm, fordi alle ville føre det tilbage til dem, og pludselig ville det være en rigtig dum forside lige der. Men det lykkedes faktisk at finde nogle scener med en idé om, at vi kunne være på nogle stationer og nogle spor nogle nætter og få omdirigeret den trafik, der nu kørte. Og så ved jeg egentligt ikke hvem, der holdte hånden over os, for vi fik jo rent faktisk lov til at gøre det. Vi løber jo rundt nede i de der tunneller nede i Yarden (Toggården ved Dybbølsbro). Så kan man også stykke noget af det sammen, fordi togene kunne vi ikke få ud at køre, og vi måtte flere forskellige ting igennem.

Selvom settingen muligvis er unik for dansk film, så er periodefilmen det ikke. Morten tror da også, at 90’erne er en tid, der vil blive genstand for mange fremtidige film:

Jeg tror, der kommer en 90’er-bølge de næste 10 år. Det ligger ikke længere væk end, at der er en eller anden fælles konsensus om, hvordan det var. Nu kommer der måske en række film, der også skildrer det. Så finder man også en konsensus om, hvordan vi skal fortælle. Lige som 60’erne – De er lagt. 70’erne er det også. 80’erne har der også været en del film om nu, og der kommer stadig flere. Det er jo sjovt med periodefilm. Jeg kom lige til at tænke over, at nogle af de der milepæle, som jeg selv voksede op med. Det er jo Niels Malmros “Kundskabens træ” og ”Zappa”, som Bille August har lavet. Jeg tror ikke, at jeg var så bevidst om det dengang, men det var jo også periodefilm. Det var også sådan noget 50-60’erne, det var sat i. Det tænkte man sgu ikke over. Det var jo stadig historier om, ja faktisk et crew. Der er ”hulen”. Det er CHAOZ (Crewet vi følger i Anti). På den måde er der jo en universel historie om loyalitet og at have nogle venner fra tidligere, og nogle som kommer til, og hvordan fanden vægter man det?

Hvad fremtiden bringer for Morten BH, graffiti og DSB er der ingen, der aner, men nu kan man da i hvert fald tage i biffen og se, hvordan det så ud dengang.

Kommentarer