På søndag den 1. oktober har Kasper Rune Larsens debutfilm Danmark premiere. Den vises som en del af CPH PIX’ fokus på New Danish Talents. Vi tog en snak med ham om filmen, processen bag og dét at lave film for meget få penge.
Danmark er, på trods af sin titel, ikke et forsøg på at lave en Danmarks-film, sådan som f.eks. Poul Henningsen og Jørgen Leth har gjort det førhen, der forsøger at indfange alt der kan kaldes danskhed. Derimod fortæller Kasper Rune Larsen, der er uddannet fra den alternative filmuddannelse Super 8, at titlen stammer fra et andet sted: ”Jeg tror, den første tanke omkring titlen stammer fra sidste folketingsvalg, hvor der var et parti (Socialdemokraterne red.), der var ude med sloganet ”Det Danmark, du kender”. Men det her er altså det Danmark, jeg kender. Og så også modspillet mellem at lave en snæver, lille, low-budget-film og så kalde den Danmark”. Denne forklaring giver god mening, når man ser filmen, der skildrer nogle unge menneskers liv i en unavngiven jysk forstad. Rune Larsen er selv vokset op i Vejle og har gået med idéen til filmen siden 2011: ”Det havde ulmet længe, men pludselig gik der hul på en idé om at lave en fortælling om, hvor forvirrende min egen opvækst har været.”
Denne forvirring finder man hos Norge (Jonas Lindegaard Jacobsen), der er i start 20’erne og driver sine dage med at skate, drikke bajere og ryge tjald, mens han lever af at være handicaphjælper, mens forældre og generelle autoriteter ikke er en del af hans liv. Ambitionerne om at flytte til et nyt sted eksisterer, men er ikke presserende endnu. Der ruskes dog godt og grundigt op i hans hverdag, da den blot 16-årige Josephine (Frederikke Dahl Hansen), som han var sammen med under lettere bizarre omstændigheder, dukker op og fortæller, at hun er gravid. Han bliver nu tvunget til at forholde sig til hende, og følelserne mellem de to begynder at spire. For hvor meget man end kan tale om Danmark som en miljøskildring, er det netop i mindst ligeså høj grad en kærlighedshistorie, hvor forelskelsen spirer et sted, man ikke regner med, som Rune Larsen beskriver det: ”Det er også en meget følsom kærlighedsfortælling om at overgive sig til kærligheden, selvom man prøver at være apatisk og sej”.
“Det kræver utroligt meget af en fotograf, at han skal være nærværende med ørene samtidigt med, han skal være det med billederne”
Danmark har minimalt fokus på klassisk plotstruktur og sætter i stedet karakterernes hverdag og hverdagslige gøren og laden i centrum. At karakterne og miljøet føltes autentisk var vigtigt for Rune Larsen: ”Vi valgte at caste på en måde, så skuespillerne selv kunne bibringe noget til historien. Alles historier er selvfølgelig forskellige, men så har alle også noget at tilføje til puljen”. Denne mentalitet var med til at forme hele projektet ”Manuskriptet var på 12 sider, og der er to replikker, som har overlevet og er med i filmen. Resten er improviseret og arbejdet frem på set. Det skal komme naturligt fra inde i dem, i stedet for at det kommer fra mig over i dem”. At have en så høj grad af improvisation i en spillefilm betød altså, at en enorm tillid blev placeret hos skuespillerne. Filmholdet boede derfor sammen under optagelserne, så de kendte hinanden godt. Tilliden til skuespillerne og deres improvisation, smittede også af på filmfotograf Claus Lill Hagedorns arbejde: ”Fotografen var ikke instrueret på forhånd og vidste ikke, hvad de ville sige. Vi ville gerne have den der organiske følelse af, at han følger samtalen. Det kræver utroligt meget af en fotograf, at han skal være nærværende med ørene samtidigt med, han skal være det med billederne”.
Processen med at finde skuespillerne endte ikke med at være helt konventionel, men de blev i stedet fremdrevet fra miljøet. Jonas Lindegaard Jacobsen, der spiller hovedpersonen Norge, blev fundet langt væk fra et castinglokale: ”Jeg havde svært ved at finde nogle skuespillere i den aldersgruppe, der har drukket for mange bajere, røget for meget hash og ikke kunne finde plads i livet. Jeg møder så Jonas på en bodega i Aarhus. Vi snakker sammen, fordi jeg tilfældigt har mødt ham som 15-16-årig. Han fortæller mig så, at han lige er begyndt på en teaterhøjskole, og jeg tænker ”Det er da perfekt, det er lige en type som dig, jeg mangler”. Så laver vi efterfølgende nogle impro-øvelser, hvor han bare shiner og er skide god. Derfra havde vi fundamentet til at kunne gå i gang”. Norges bedste ven, Myre, bliver spillet af forfatter Jakob Skyggebjerg, der har sin debut som skuespiller i Danmark. Han blev involveret i projektet, da han passede på den type, Rune Larsen så karakteren som: ”Jakob har jeg kendt, siden jeg var 16 år, vi er begge vokset op i og omkring Vejle. Jeg tager kontakt til Jakob for at høre, om han ville være interesseret i projektet, og han siger, at han altid har villet være skuespiller”. At finde den rigtige til at spille rollen som den 16-årige Josephine, var straks sværere: ”Første tanke var, at vi skulle finde en femtenårig jysk pige. Vi havde over 100 fantastiske unge piger til casting, men ingen af dem havde den nødvendige livserfaring på det tidspunkt. Så jeg blev nødt til at gøre op med tanken om, at alle skulle være amatører”. Valget faldt i sidste ende på den erfarne Frederikke Dahl Hansen, der er en del ældre end karakteren hun skildrer, men selv er fra et lignende miljø.
Filmen er lavet for et, i forhold til den gængse danske spillefilm, minimalt budget bl.a. støttet af Filmby Aarhus og Aarhus filmværksted. Dette lille budget gav selvfølgelig begrænsninger, men i endnu højere frihed for holdet: ”Der er ikke noget støj og indblanden og ventetid, vi kunne jo gøre whatever der passede os, uden at der blev stillet spørgsmålstegn ved noget. Det har været en enorm frihed.” Og friheden skinner igennem i Danmark. For ungdommens frihed og impulsivitet, men også rastløshed, er netop hvad den skildrer.
Danmark kan ses i forbindelse med CPH:PIX d. 1/10 kl. 14:30 og 11/10 kl. 16:45 i Cinemateket samt d. 6/10 kl. 22:30 i Empire Bio.
Kommentarer