Af Claus Nygaard Petersen
Lige siden sine dage på Konstfack Universitetet har Anna Odell været i mediernes spotlys. Med studiefilmen Okänd, kvinna 2009-349701 (2009) kom hun første gang på avisforsiderne, da hun som led i optagelserne lod som om, hun havde fået et psykisk nedbrud og ville begå selvmord. Først en dag efter hun var blevet indlagt, valgte hun at afsløre, at hun blot lod som om. Blandt hendes skarpeste kritikere i den sag var svensk psykiatris ledende skikkelse, David Eberhard.
Her, 10 år senere, er det lettere ironisk at Eberhard nu spiller psykolog i Odells nyeste film X&Y. Men i forhold til, hvordan filmen grundlæggende handler om at sætte spot på mediernes fremstilling af personer, passer Eberhard fint ind. ”Jeg ser ham lidt ligesom Mikael, skuespilleren medieret som den her alfahan i Sverige, og David Eberhard er psykiatriens alfahan, som jeg ser det. Og præcis, som jeg er interesseret af Mikael, fordi han er den type mand, så er jeg også interesseret og fascineret af David Eberhard. Jeg synes, at det han udtaler sig om som psykiater i sager, som jeg ikke nødvendigvis er enig i, men han er et interessant menneske og det gjorde, at jeg gerne ville have ham med.”
Med debuten Gensynet (2013) fortsatte Odell sporet med at udviske skellet mellem, hvad der er fiktion, og hvad der er den virkelige verden. Fortællingen om en mareridtsskoletid bygger på Odells egne oplevelser, men filmens start, en jubilæumsfest for gamle elever, blev hun i virkeligheden slet ikke inviteret til. Det er således hendes tanker om hvad hun ville sige til festen, og hvordan de andre ville reagere, man ser. Senere udviskes linjerne komplet, da samtaler, hun har haft med sine gamle klassekammerater, bliver genfortolket med skuespillere, som har fået lov til at se hendes version af festen fra Helvede.
Stilen går igen i den aktuelle X&Y, bare endnu vildere. ”Når jeg skriver et manuskript, så er det altid ud fra nogle ting, en iscenesættelse eller et virkeligt møde eller en blanding af de to. Du tror måske, det her er rigtigt, men jeg agerer måske lidt mere grænseløst, end hvad jeg egentlig ville gøre.” Det kan derfor næppe komme som en overraskelse, at Odell nævner inspirationskilder som Lars von Trier og Charlie Kaufman. Den førstnævnte provocateur par excellence, den anden, Kaufman, en mand der har skabt en hel karriere på at udtænke de mest finurlige historier, hvor metafilm-begrebet bliver taget til næsten usete højder.
Men lige præcis den gale dansker har alligevel en ganske særlig plads i Odells hjerte. Selv har hun haft psykisk sygdom inde på livet, og da hun skulle ”vende tilbage til livet”, faldt det sammen med en bestemt film. ”Lars von Trier har betydet utroligt meget og frem for alt Idioterne. Den kom præcis, da jeg begyndte at vende tilbage til et mere normalt liv. Både for mig som menneske og som kunstner, så betyder den uhørt meget med den her blanding af leg, det tragiske – galskaben med en slags intelligens.”
Springet fra debuterende instruktør med ukendte skuespillere til i denne omgang at arbejde med de mest kendte fra både Danmark og Sverige kunne umiddelbart virke afskrækkende. For Odell er det dog ikke et minus, tværtimod. ”Jeg har vel altid, som man kan se i min kunst, blevet trigged til at gøre ting, som jeg er bange for, men samtidig undersøge dem. Drivet til at forstå og skabe ting gør, at jeg kan udsætte mig selv for det, jeg egentlig ikke tør. Og det har vel også lært mig at tale med skuespillerne: ’Hvordan vil du ha’ det? Bryder du dig om, at jeg siger sandheden, eller vil du have, at jeg siger ’dygtig’’?”.
Apropos skuespillere, så kom en casting til at ske lidt tilfældigt. ”At det blev Trine (Dyrholm), det var jo takket være Sofie (Gråbøl), som da vi castede hende, så sagde hun: ”Jeg har en ven, som altid har drømt om at spille mand”. Og det var Trine, og Trine har arbejdet meget med Mikael (Persbrandt), så det var takket være hende, at vi kom på den ide. Og hun var bare så fantastisk. Lige da hun kom og spillede Micke (Persbrandt), så kunne hun næsten synliggøre mere af, hvem han var, end hvad Micke selv var klar over i visse situationer.”
En, der var knapt så tilfældig, var Jens Albinus, der gestalter Odells neurotiske side som blandt andet medvirkede i von Triers Idioterne. Men umiddelbart var der ikke nogen af rollerne, der passede til ham – i hvert fald ikke af Persbrandts alter-egoer. ”Siden jeg så ham første gang, synes jeg, han var en fantastisk skuespiller. Og jeg ville, da jeg begyndte med filmen, gerne have ham med, men jeg vidste ikke til hvad, fordi han passede ikke ind til Mikaels alter-egoer. Så det var først senere, da vi kom på det med, at Trine skulle spille Micke, og så indså jeg, at Jens skulle sikkert kunne lave min angstdrevne side så fandens godt, og det gjorde han jo.”
Der er dog ingen tvivl om, at den her film afhang af, at Mikael Persbrandt var med på ideen om, at nu skulle de lege med den opfattelse, som medierne, og Odell, havde af ham. ”Jeg ville vide mere om den mand, som jeg som lille var bange for, og da jeg blev ældre både fascineret og oprørt over, at den mand får så stort et omdømme og bliver så elsket til trods for, at han har trådt ved siden af nogle gange.”
Mediernes besættelse af, hvad der er fakta og fiktion kogte fuldstændig over i Sverige, hvor journalisterne blev provokeret af, at de ikke kunne få et klart svar omkring, hvad der var ”rigtigt”. Filmens Anna bliver gravid, og Odell blev også selv gravid samtidig, hvilket førte til en nærmest klapjagt i forsøg på at få svar på, hvem der var far til hendes barn. Men er det overhovedet relevant? En ting er, hvad der sker i filmens univers, noget andet er virkeligheden, hvor man trods alt må have bare en smule krav til privatliv.
Måske er det omkostningen ved at have lavet værker, der bevæger sig i grænselandet mellem, hvad der er virkeligt og fiktion. ”F.eks. med mit første kunstværk, som fik så meget opmærksomhed, da var jeg ærlig: ’jeg snød dig’. Jeg spillede syg. Dagen efter sagde jeg til lægen: ’Okay, jeg er ikke syg, jeg spiller syg’, og det provokerede folk. Her er jeg ærlig med filmen, da jeg siger: ’I kommer aldrig til at vide, hvad som er sandt, og hvad som er fiktion’. Og når man er ærlig med det, som andre folk kan lyve om, så bliver folk vanvittig provokeret. Jeg mener, vi ved jo aldrig, hvornår en person siger sandheden eller ej i hverdagen. Vi ved ikke, om det, personen siger, er sandt, om det er fordi, de vil have noget, eller fordi de faktisk mener det. Og det bliver så provokerende, når man er ærlig med det, man siger, og det har på sin vis overrasket mig.”
Kommentarer