[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Bjørn Juul Andersen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Da jeg tilbage i 2010 så Christopher Nolans Inception for første gang, var jeg enormt forvirret over plottet, men samtidig helt og aldeles opslugt af filmens fysiske og tidslige dimensioner. Hvorfor er Cobb ung, når han møder den oldtusse gamle Saito i limbo? Hvordan udfører Cobb inception på Mal? Og hvordan er det lige med den snurretop i slutningen?
Spørgsmålene var mange, og Google var min bedste ven i flere timer efter filmens afslutning. Sådan havde jeg det desværre ikke med Nolans nye science fiction (eller science faction?!)-mastodont Interstellar, som forbliver en fuser med dens forvirrende og videnskabelige tone, dens banale budskab om kærlighed og dens insisteren på at tage sig selv alt for seriøst.
Set-uppet til filmen er ellers fremragende. Hungersnød truer menneskets overlevelse, da en agrarisk pest har ødelagt det meste af verdens fødevarer. Ex-NASA piloten Cooper (McConaughey i hopla) har slået sig ned som majs-farmer med sine to børn og sin gamle far. Men en række begivenheder (som jeg ikke vil spoile!) gør dog, at Cooper skal forlade sine børn for at være styrmand på en rum-ekspedition, der skal rejse igennem et ormehul for finde en nyt hjem til den snart uddøde menneskelige race i en galakse langt, langt borte.
Filmens set-up har tyngde med sit ikke-forhastede fortælletempo og skarpt skårede karakterer. Men Interstellar er ikke en karakterdrevet beskrivelse af en verden i økologisk ubalance. Nej, Nolan vil ud i rummet, og det er med alt, hvad biograflærredet kan trække af videnskabelige teorier![/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Interstellar[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Christopher Nolan[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Vores hovedkarakterer farer rundt mellem planeter, ormehuller, sorte huller og endda dimensioner i filmens meningsløse slutning – og der er ingen tid til at nyde de ellers fantastiske billeder, som Nolans varierede rumverden i den grad tilbyder. Det sker der simpelthen for meget til. Og ikke nok med et hæsblæsende plot, det er tilmed også enormt forvirrende.
Filmen formulerer et virvar af fysiske love, hvor reglerne bag ormehuller, sorte huller og diverse dimensioner bliver forklaret og debatteret. Filmen er bygget på fysiker Kip Thornes teorier om rumfart, men selvom Nolans film sikkert formidler disse teorier på bedste videnskabelig vis, drukner det i høj grad historien og karaktererne – og derfor i sidste ende den ellers knaldhamrende flotte og stilbevidste film.
Selvom det i Inception også var svært at følge med i de forvirrende love bag drømmerierne, var det forankret i historien og karaktererne. I Interstellar flyver det meste over hovedet på én – selvom karaktererne ihærdigt – og ofte fuldstændig utroværdigt – prøver at forklare tilskueren meningen bag volapyken. Men må en film ikke være svær at forstå? Jo for fanden, men de sværttilgængelige elementer skal være underlagt en god historie eller en meningsfuld tematik – begge dele er fraværende i Interstellar, hvor det videnskabelig fokus, der er blottet for humoristisk sans, ofte virker direkte komisk.
Selvom man må tage hatten af for Nolans evner til at skabe en yderst detaljeret visuel original rumrejse på det store lærred, mangler filmen den tematiske tyngde, der skal følge med sådan et stort opslået sci-fi eventyr. Filmen formidler et klichefyldt og banalt budskab om, at vi skal følge kærligheden, som da Amalia Brand (Anne Hathaway) i en urkomisk monolog udtaler, at kærlighed er den eneste ting sammen med tid og rum, som vi mennesker kan forstå. Det bliver simpelthen for udvandet i en film som Interstellar.
Nolans film tager sig selv meget seriøst, og mådehold er ikke noget, man forbinder med den britiske filmskaber. Med Interstellar har han dog for første gang taget munden for fuld og lavet en film, hvis videnskabelige ambitionsniveau og banale budskab fuldstændigt dræber historien og gør filmen til en flad fornemmelse på trods af dens visuelle skønhed og kompromisløse og grandiose vingefang.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer