En dokumentarfilm er mere end blot et forlænget nyhedsindslag. De bedste slags kan fortælle de historier, der er mere utrolige end fiktion, eller berige det almindelige med indsigt og filmisk elegance. Hjertelandet har muligheden for at fortælle en usædvanlig historie – om en thailandsk og en jysk landsby knyttet gennem arrangerede ægteskaber – og at berige en dramatisk hverdag.
Emnet er naturligvis opsigtsvækkende. Det er udsatte og modige kvinder, der tør tage til et fremmed land og gifte sig til en uvis skæbne for at forsørge deres familie, og det er dybt ensomme mænd, der ser annoncen i avisen og svarer ja tak. Vi følger sådanne mennesker i ti begivenhedsrige år.
Hvad vi ser er ikke kulturudveksling og alternativ lykke, men en tilstedeværelse i kompromis fyldt med akavede pauser. Der er en kluntet atmosfære, fra når Kae og Kjeld først mødes, og han forsøger at snakke med hende, mens hun forsøger at forstå hans forventninger, til når de gamle jyske mænd sidder forvirret og smiler, mens de thailandske kvinder snakker åbent om deres sexliv med hinanden.
Er det meningen? Måske er stemningen bare en konsekvens af kameraets tilstedeværelse. Filminstruktør Janus Metz og antropolog Stine Plambech fanger i løbet af filmen nogle imponerende intime scener, men de er omgivet af lange pauser og tørre interviews.
I det hele taget ophøjes Hjertelandet ikke specielt af filmsproget. Selvom den visuelle stil forbedres efter et tidsspring halvvejs igennem, er der stadig en manglende klarhed. Man mærker ikke, hvordan det er at være i Thy eller Thailand, kun hvordan det er at være i selskab med de umage par.
Musikken er især et problem. Den gentager sig og passer ikke klart til billedsiden, hvilket gør den distraherende. Filmens halvanden time føles langtrukken, da det er svært at finde æstetisk variation, og et roligt tempo betyder også, at man ikke kan bruge lang tid på hver karakter.
Hverdagsdramaet rammer derfor heller ikke helt plet. Det er næsten uundgåeligt at fange dramatiske hændelser, når man følger nogen i ti år, og der er både sygdom, skilsmisse og sorg, men vi kender ikke personerne godt nok. Hvad er det, Frank elsker ved Basit, som han nu skal skilles med? Hvordan udvikler Kae og Kjeld sig som forældre? Hvilke små øjeblikke gør Mong og Johns forhold lykkeligt?
Afstanden giver os desværre heller ikke et bedre overblik. Er mændene optaget af ideen om den underdanige, eksotiske hustru? Udnytter kvinderne skrøbelige mænd i midtvejskrise? Er de arrangerede ægteskaber en form for sexarbejde? Janus og Stine beskuer situationen, men de dømmer ikke og afhører ikke.
Hvad der kunne have været et dansk svar på den britiske serie Up (1964-2013), bliver et akavet kompromis mellem det intime og det distancerende. Det er en skam, for det er ellers en menneskeliggørelse af en side af Danmark, man normalt ikke ser.
Jeg har intet andet end respekt for Janus og Stines projekt. Det er svært at finde balancen, især når man er så tæt på sit subjekt. Men Hjertelandet belyser kun emnet; den beriger det ikke.
Kommentarer