Af Alexander Bendtsen
Insomniacs ellers længeventede Marvel’s Wolverine, der udkommer i morgen, har i de seneste dage mistet kommerciel momentum, i kraft af de hovedsageligt lunkne anmeldelser, der er blevet udgivet af store internationale spilmagasiner som amerikanske IGN.
Gamere og superheltefans har ellers længe set frem til at spille som den ikoniske karakter Logan og hans X-Men-alterego Wolverine. Karakteren er en af de mest populære i superheltegenren, med mange ikoniske optrædener i Marvels tegneserieunivers og i Fox’s (nu Disneys) række af X-Men-film, samt i en håndfuld glimrende animerede tv-shows – senest X-Men ’97 (2024-).
Wolverine, der healer af sig selv, når han bliver såret, og skubber lange adamantiumskløer ud af hans knoer, når han skal kæmpe, har da også optrådt med succes i videospil før. Her står hans rolle i X-Men: Legends-spillene (2004, 2005) ud som højdepunkt, samt også hovedrollen i den overraskende vellykkede spilversion af alletiders svageste Wolverine-film, X-Men Origins: Wolverine (2009).
Der har dog inden de første hårde anmeldelser været forhåbninger – nok snarere forventninger – om at karakteren ville få sit bedste videospil til dato, nu hvor studiet Insomniac har fået kløerne i karakteren.
Insomniacs står nemlig bag et imponerende spilkatalog, hvor især – og specifikt i superheltesammenhæng – deres række af Spider-Man-spil er enormt populære. Med to hovedspil, et sidespil og et mindre DLC-spil ude, samt et tredje hovedspil og muligvis et ekstra sidespil under udvikling, har Insomniac fortsat Spider-Man’s flotte videospilstraditioner. Mange mener at de ikke blot lever op til tidligere klassikere som Spider-Man: Web of Shadows (2008) og Spider-Man: Shattered Dimensions (2010), men decideret har overgået dem. Det har i hvert fald sjældent – måske aldrig – føltes så godt at svinge sig rundt i sit spindelvæv og sparke røv som den akrobatiske superhelt, som det gør i Insomniacs spil.
Taget Insomniacs meritter i betragtning, vil Ordet, trods de første hårde anmeldelser, lade udviklernes nye Wolverine-spil komme tvivlen til gode, indtil undertegnede får fingrene i spillet. Indtil da leveres der her en optakt til Marvel’s Wolverine, hvor alle Insomniacs fire Spider-Man-udgivelser anmeldes i forlængelse af hinanden.
Betragt i første omgang følgende skriv som et studie i, hvad Insomniac har kunne lære fra Spider-Man-spillene, i udviklingen af Wolverine-spillet. Skal der vise sig at være hold i kritikkerne af Marvel’s Wolverine, kan de nedenstående anmeldelser i stedet ses som anbefalinger af Insomniac-superheltespil, som man i stedet kan bruge sine penge på, med bedre samvittighed.
MARVEL’S SPIDER-MAN
Insomniac / Ryan Smith / USA / 2018
(foto: MARVEL / Sony Interactive Entertainment)
Insomniacs første Spider-Man-spil fra 2018 skipper smart den efterhånden tyndslidte fortælling, om teenager-Peter Parker, der bliver bidt af en radioaktiv edderkop og får superkræfter. I stedet kaster Insomniac spilleren direkte ud i en fortælling, hvor Peter (her med glimrende stemmeskuespil fra Yuri Lowenthal), nu 23 år, allerede har været den maskerede superhelt i New York Citys gader i syv år. Her skal han forsvare sin hjemby da der udbryder kaos i den kriminelle underverden, efter gangsterbossen Wilson ’Kingpin’ Fisk (Travis Willingham) bliver fængslet, og den mystiske, maskerede terrorist Mr. Negative (Stephen Oyoung) gør sit indtog i byen. En gribende skurk med et stærkt personligt motiv, der effektivt udfolder sig undervejs, i en fortælling og en række opgør af fortællermæssigt, æstetisk og spilmekanisk drønhøj kvalitet.
Spillet slipper spilleren løs i en nydelig New York City open world-sandkasse, bygget op om en central historie samt en række mindre sidehistorier og sekundære aktiviteter. På tværs af det hele består udfordringerne i sekvenser, hvor der skal svinges, sniges og især kæmpes, iført spillerens foretrukne versioner af superheltens ikoniske dragt. De forskellige dragter giver både spilleren nye evner, og mulighed for at personalisere sin hovedperson.
Snige-spilsystemet er habilt. Det føles fedt at bruge heltens evner til at holde sig i højderne over fjender, for så at dykke ubemærket ned og gøre dem ukampdygtige en ad gangen. Det kan dog også blive en anelse gentagende og trættende i længden, og fjenderne kan komme til at virke unødvendigt inkompetente, i momenter, hvor de burde opdage spilleren, men ikke formår det.
Lykkes det derimod skurkene at opdage Spider-Man imens man sniger sig, eller er der bare ikke mulighed for at snige, må man gå i kamp. Heldigvis er kampsystemerne helt eminent sat sammen, og det samme er spillets svingemekanismer. Begge elementer er fantastisk præsenteret og samtidigt nemt og intuitivt at gå til, hvilket klæder den heltefantasi spillet leverer.
Et utal af elegante manøvrer kan kædes sammen, om det er når man svinger sig igennem New Yorks gader, som var man Tobey Maguire i start 00’erne, eller når man kæmper imod flokkevis af skurke på samme tid. Fjenderne varierer fra helt banale bøller, der nemt kan ordnes, til mere vanskelige fjender der enten er større og stærkere, eller bærer farligere våben.
Endnu sjovere er det at prøve Spider-Man’s kræfter af i såkaldte boss battles imod farverige superskurke fra Spider-Man’s fantastiske skurkegalleri. Det sker hyppigst i hovedhistorien, hvor man udover den gribende rival, Mr. Negative, også finder nogle af Spider-Mans mest klassiske fjender, som Scorpion (Jason Spisak), Electro (Josh Keaton) og Vulture (Dwight Schultz). Opgørene med superskurkene er ikke smertefuldt svære, men stadig atmosfæriske, dynamiske og cinematiske.
I hovedhistorien er superheltesekvenserne opbrudt af mere stilfærdige øjeblikke centreret om Peter Parker. Her nuanceres hovedkarakteren og hans relationer til fremragende versioner af centrale Spider-Man karakterer som tanten May (Nancy Linari), den romantiske flamme Mary Jane (Laura Bailey) og protegéen Miles Morales (Nadji Jeter). Spilleren styrer desuden de to sidstnævnte karakterer i en lille håndfuld snigesekvenser, der er kedeligere og mere banale at spille, men som effektivt frarøver spillerens heltefantasi, hvilket gør det nemmere at sætte pris på, når man får lov at spille som Spider-Man igen.
I hovedhistorien er Peter Parker også i praktik hos videnskabsmanden Doctor Octavius (William Salyers), hvilket den gængse Spider-Man-fan nok godt kan regne ud, hvad vil føre til. Uden at sige for meget vil jeg dog påstå at spillets eksekvering af denne klassiske Spider-Man-fortælling er så vellykket, at den kvalitetsmæssigt tilhører samme hylde som Sam Raimis version af Octavius-historien i hans ikoniske Spider-Man 2 (2004).
I det hele taget ligger portrætteringen af Peter Parker/Spider-Man på et niveau, der kan måle sig med de allermest vellykkede versioner af karakteren på tværs af alle medier. En moden menneskeliggørelse af helten gennem en troværdig skildring af det unge voksenliv som han må balancere sin heltekarriere med. Alt sammen uden at miste den kække, charmerende humor han besidder, selv når han trækker i dragten og bekæmper kriminalitet.
Med det sagt, kan sidehistorierne og de sekundære aktiviteter ikke hamle op med hovedhistorien. Bevares, de centrerer stadig om spillets vellykkede spilsystemer, og har nogle underholdende højdepunkter, hvor især superskurkene Taskmaster (Brian Bloom) og Tombstone (Corey Jones) er inkorporeret på spændende vis. Hovedsageligt er historiefortællingen i disse dele af spillet dog betydeligt fladere og mindre substantielt, i formater, der er meget gentagende og tidskrævende.
Problemet gælder især sideaktiviteterne som samtidigt er nødvendige at klare, for at blive ved med at låse nye evner og gadgets op, og for at få fortællinger om centrale Spider-Man-karakterer. Vil man for eksempel høre fra Peter Parkers barndomsven Harry Osborn (Scott Porter), er man nødt til at svinge rundt og klare trivielle opgaver, der hjælper hans naturfaglige forskning. Få nu bare en VVS’er til at fikse vandrør, i stedet for at sætte byens mest travle superhelt til det.
Imens disse aktivitetslister i længden bliver en svaghed for spillet, er det ikke en katastrofe da det stadig er båret af de vellykkede spilsystemer, og giver NYC-sandkassen substans. Det klæder Spider-Man-karakteren med et format, hvor man netop kan svinge frit rundt, og dykke ned for at bekæmpe det, der til dels føles som organisk opståede forbrydelser. Tjeklisteformatet er dog klart en spilopbygning, der kunne have godt af forandring i fremtidige spil. Marvel’s Spider-Man er da stadig så velfortalt, velpræsenteret og spilmekanisk velafstemt et spil, at der sjældent er set noget lignende i superheltespilgenren.
THE CITY THAT NEVER SLEEPS
Insomniac / Ryan Smith / USA / 2018
(foto: MARVEL / Sony Interactive Entertainment)
Bonusspillet The City That Never Sleeps er en tredelt DLC tilknyttet Insomniacs første Spider-Man-spil. Rent mekanisk og opbygningsmæssigt er det også bygget op på præcis samme måde, dog kortere og hurtigere spillet igennem.
DLC’ens (naturligt nok) mindre størrelse end hovedspillet, gør det til en mere kondenseret oplevelse, der isoleret set bedre kan bære sideaktiviteternes tjeklisteopbygning. Når det spilles direkte i forlængelse af hovedspillet, kan det dog godt føles en anelse trættende at få kastet en ny håndfuld tjeklister i hovedet.
Det er klart Insomniacs intention, at det skal spilles lige efter man har klaret hovedspillet, givet at det tilkøbes gennem hovedspillet, samt at DLC’ens historie foregår direkte i forlængelse af hovedspillets, og sværhedsgraden er mere udfordrende end hovedspillet. Det ekstra udfordringsaspekt er for det meste forfriskende, især i opgørene med The City That Never Sleeps-hovedskurken Hammerhead (Keith Silverstein), en gal gangsterboss med en plan om at forvandle sig til en udødelig maskine.
Hammerhead fungerer da også bedst som en ren spilmæssig udfordring, for DLC-spillets hovedhistorie om Spider-Mans og politiets opgør med gangsterbossen og hans organisation er ikke nær så velfortalt som hovedspillets. Hans lidt fjollede motivation om at forvandle sig selv til noget, der minder om en karikeret krydsning mellem en Terminator og en ond Iron Man, er ikke nær så gribende som Mr. Negatives personlige hævnmotiv i hovedspillet.
Til gengæld giver DLC-historien plads til at nogle af hovedspillets sidekarakterer i højere grad kan komme frem i rampelyset og udfolde sig. Således får den flirtende tyv Black Cat (Erica Lindbeck) mere skærmtid med blandet succes, imens lejesoldaten Silver Sable (Nichole Elise) og især politikaptajnen Yuri Watanabe (Tara Platt) i højere grad stråler. Sidstnævnte går igennem en psykisk krise i sit løbende opgør med Hammerhead, der får hende til at genoverveje, hvor langt man kan tillade sig at gå i kampen mod kriminalitet og ondskab. Det er set før, og nok også bedre, men det fungerer stadig godt som en nuancering af Platts Yuri-portrættering, der i forvejen har god kemi med Lowenthals Spider-Man.
Dog er kulminationens på Yuris fortælling her gemt bag endnu tjekliste af gentagende sideaktiviteter, hvilket føles som en primitiv måde at binde knude på historiens mest substantielle karakterark.
Selvom det ikke er alt, der er realiseret optimalt i The City That Never Sleeps, så er DLC’en stadig i sin essens en mekanisk og atmosfærisk forlængelse af et spil, der grundlæggende fungerer helt exceptionelt. Det er lige så fedt at svinge sig rundt og bekæmpe skurke, og omgivelserne føles lige så levende. Detaljer fra hovedspillet, som at fodgængere i New York peger helten ud og giver highfives, hvis man kommer tæt nok på, er stadig til stede.
Ligeledes er det fortsat fra hovedspillet at den ikoniske The Daily Bugle-redaktør J. Jonah Jamieson udsender podcasts (som man kan lytte til imens man svinger rundt), hvor han på komisk vis sviner Spider-Man til, og forsøger at karaktermyrde helten. Desuden med glimrende stemmeskuespil fra Darin De Paul, der må gøre J.K. Simmons stolt.
Nogle af sideaktiviteterne har da også deres charme, som når Spider-Man må finde et kamera frem og tage billeder af turistattraktioner. På charmerende vis refererer det Peters tidligere job som freelance-fotograf for netop den fiktive avis The Daily Bugle, samtidigt med at det sender spilleren på digital turisme.
Selvom DLC’en ikke når helt samme højder som hovedspillet, er det en fornøjelig spiloplevelse, der bevarer mange af hovedspillets kvaliteter i et mere kompakt format.
MARVEL’S SPIDER-MAN: MILES MORALES
Insomniac / Ryan Smith / USA / 2020
(foto: MARVEL / Sony Interactive Entertainment)
I Marvel’s Spider-Man blev Miles Morales kørt i stilling som ny ekstra Spider-Man. Her debuterer han så i sit eget spin-off-spil, der først var tænkt som en DLC, før det blev til et separat spil. Derfor er det heller ikke meget større eller længere end The City That Never Sleeps, men det skiller sig mere ud rent æstetisk og narrativt. Også selvom spillets opbygning, og det som spilleren foretager sig, mere eller mindre er fuldstændigt det samme som i forgængerne.
Sekundære historier og sideaktiviteter skaber fyld i en digital sandkasse, der faciliterer en hovedhistorie med svinge- og kampsekvenser, opbrudt af mere stilfærdige sekvenser, hvor man styrer helten i civil. Som med 1’erens DLC, klæder kompaktheden også spillet her, og minimerer spillerens risiko for at køre død i sideindholdet, der ligesom i 1’eren skal klares for at låse op for kostumer, evner og gadgets. Til gengæld svinger sideaktiviteternes underholdningsværdi endnu mere her end i originalen, hvilket får nogle dele af spillet til at virke som decideret tidsspild.
I hovedhistorien tager Peter Parker og Mary Jane simpelthen på velfortjent juleferie til det fiktive østeuropæiske land Symkaria, så Miles står tilbage i New York og selv må vogte over byen i sin sort/røde Spider-Man-dragt. Det er nærmest Home Alone (1990) hvor Kevin er skiftet ud med Miles, huset er byttet ud med NYC (med særlig fokus på Miles’ hjemstavn, Brooklyn) og indbrudstyvene er erstattet med Insomniacs version af den klassiske Spider-Man-skurk The Tinkerer (Jasmin Savoy Brown) – her en maskeret terrorist nyankommet i New York med hjemmelavede højteknologiske våben, og egne personlige motiver.
Insomniacs skildring af Tinkerer kommer på et personligt plan til at læne sig op ad 1’erens Mr. Negative uden helt samme pondus. Blandt andet forsøger Insomniac igen at bygge en personlig forbindelse mellem hovedpersonen og hovedskurken, hvilket gik an i 1’eren, men føles mere søgt her. Det virker til at intentionen bag Insomniacs kreative valg her, har at gøre med at etablere emotionel vægt i fortællingen. Selvom det til dels virker, er der også rigelig patos at hente gennem andre plottråde, og Miles’ forbindelse til sit lokalområde, så hele den vinkling på skurken ender med at føles en anelse overflødig.
Spillets anden centrale skurk Thomas Krieger – en klichéfyldt chef for et ondt tech-selskab – er dertil spilseriens mest intetsigende skurk, der end ikke kan reddes af stemmeskuespil fra den ellers mesterlige Troy Baker. Betydeligt mere underholdende er indsparkene fra de sekundære skurke Rhino (Fred Tatasciore), der vender tilbage fra første spil, og The Prowler (Ike Amadi) som fans af Spiderverse-filmene vil vide er en vigtig del af Miles Morales’ fortælling.
Selv med et par fine sekundære skurke, skuffer spillets skurkegalleri sammenlignet med det første spil. Til gengæld er skildringen af hovedpersonen Miles Morales vellykket med både charme og sjæl. En ellers utaknemmelig opgave at skulle give karakteren nyt liv sideløbende med hans skildring i den Oscar-vindende animationsfilm Spider-Man: Into The Spider-Verse (2018), der har gjort karakterens navn stort nok til at bære en Hollywood-franchise.
Miles indtager hovedrollen i Peter Parkers fravær med energisk personlighed, humor og stolt tilhørsforhold til sit lokalsamfund, der både drager fine paralleller til Peter, men samtidigt adskiller ham fra sin mentor. Æstetisk adskiller spillet sig også fra 1’eren. Musikalsk mærkes det igennem en mere hiphop’et version af originalens soundtrack, imens det visuelt sker i inkluderingen af Miles’ elskede Brooklyn-bydel, der ligesom resten af spillets omgivelser er dækket i sne og julelys på charmerende vis.
Miles har også sine egne manøvrer og bevægelsesanimationer i svinge- og kampsekvenser, hvilket klæder karakteren og giver en følelse af, at hans personlighed flyder med over i selve spillerens styring af ham.
Man savner dog at spillet tør adskille sig mere narrativt fra 1’eren, for præmissen om Miles’ første rodeo som solohelt i Peters fravær bør blive fortalt på en mindre action-skala, hvor der ikke er lige så meget på spil som i det originale hovedspil. Alligevel eskalerer spillet til et voldsomt epos. Og midt i store sci-fi-opgør imod skurke, hvor tusindvis af menneskeliv er på spil, bliver det fjollet at tænke på at superhelten Peter Parker samtidigt er på vandretur i Østeuropa, som var han en Nørrebrogensisk antropologistuderende i sit sabbatår.
Marvel’s Spider-Man: Miles Morales pynter et stærkt superheltespilformat med nye nydelige stilistiske træk, og en ny helstøbt karakter i rampelyset. Her stopper fornyelserne i formatet dog også, og selvom det spiltekniske håndværk er af enormt høj kvalitet, sætter manglen på innovation et loft for, hvor imponerende og vellykket spillet egentlig er.
MARVEL’S SPIDER-MAN 2
Insomniac / Bryan Intihar, Ryan Smith / USA / 2023
(foto: MARVEL / Sony Interactive Entertainment)
I den svære 2’er (eller 4’er, eller 3,5’er alt afhængigt af hvordan man tæller de forgangne spil) er alt større og vildere end i forgængerne. Det føles som spilindustriens pendant til en kæmpe blockbuster-film, og det er en sand fornøjelse. Selve spillets enormt cinematiske åbning, hvor begge Spider-mænd (Peter og Miles) sammen svinger rundt og kæmper imod den gigantiske skurk Sand-Man (Leandro Cano), markerer et kæmpe bagoverblæsende højdepunkt i spilrækken.
Alligevel mærkes prisen for det storslåede spektakel i form af mangel på fokus, og desværre endnu engang mangel på opbygningsmæssig omstillingsparathed. Formatet og opbygningen er igen nemlig fuldstændig det samme. Det nye er at man skiftevis kan styre Peters Spider-Man og Miles’ Spider-Man, men man navigerer dem stadig igennem New York City-open world udfyldt med en hovedhistorie, en række sekundære historier og en håndfuld tjeklistestrukturerede sideaktiviteter.
Man laver også det samme, dog hvor både svinge- snige og kampmekanismer, samt grafikken det præsenteres i, har fået underholdende tilføjelser, uden at det alligevel ændrer på det helt store. De fleste nye manøvrer man kan udføre i snig og kamp føles fantastiske, og udbygger systemerne glimrende, men nogle af de evner man får sent i spillet føles billige, og bryder med fortællingens dynamikker. De nye vinger som man kan bruge til at svæve rundt i byen, er da også meget belejlige, men frarøver svingemekanismerne en vis tyngde.
De nye elementer implementeres også i boss-kampe, hvor nogle føles mere endimensionelle end kampene i forgængerne, imens andre til gengæld føles fantastisk episke og dynamiske i en grad, der når nye højder.
På sit bedste er de sekundære historier bedre end i de forgangne spil, med små rørende fortællinger om almene borgere, der møder vores helte ved skilleveje i deres egne liv. Spillet har også spilrækkens største og hidtil mest episke sidefortælling, med fokus på Yuri (nu som hårdkogt maskeret selvtægtkvinde under aliasset Wraith), og hendes opgør med den psykotiske kultleder kendt som The Flame.
Sideaktiviteterne får også mere spændende kulminationer, der placerer ikoniske karakterer som Mysterio (Noshir Dalal) i rampelyset. Givet at spillet er større, er tjeklisterne til gengæld også længere, og derfor kommer det også til at føles som at disse karakterers fortællinger bliver holdt gidsel bag en lang række gentagelige aktiviteter.
Hovedhistorien er episk og fantastisk på sit bedste, men mislykkes med vigtige dele af sin fortælling i sin mangel på fokus og omstillingsparathed i formatet. Peter genoptager venskabet med sin barndomsven Harry Osborn, der er kommet hjem, og Miles kæmper med at balancere sit helteansvar med sin håndtering af sorg og vrede over tidligere traumer. Imens de navigerer hver sin personlige udvikling, må de også forsvare NYC fra den nyankomne superskurk Kraven (Jim Pirri), alt imens en mystisk og farlig symbiote-organisme slipper løs i byen.
Problemerne er mest frustrerende i den delvist misforståede skildring af den ellers fascinerende skurk Kraven, en rig russisk krigsherre, der jæger de mægtigste dyr og kæmpere for sport, hvilket han også ankommer til NYC for.
Det fascinerende i hans ark ligger i hans vildfarne personlige navigation mellem et manisk gudekompleks og en dyb depression. Han jæger, i jagten på en udfordring, indtil den dag han møder en for stor udfordring – den ultimative udfordring – og så vil han med glæde dø i kamp. Men modsat tegneserierne, er han her i spillet ikke en snu enspænder. I stedet er han en forkælet og frustrerende passiv skurk, der sender et utal af lejesoldater ud for at indfange byens helte og skurke, så han kan kæmpe imod dem i sine egne kontrollerede miljøer. Spillet ofrer karakterens integritet for formatet, så spilleren kan bekæmpe Kravens ansatte banale bøller i bunkevis.
Spillet har bedre fat i en interessant skildring af symbiote-organismen, og hvad den er i stand til at gøre ved de karakterer som den besætter. Det var siden den allertidligste promovering af spillet ingen hemmelighed at spillet igennem symbiote-vinklen inkorporerer den ikoniske Venom-karakter. Netop den inkorporering sker på gribende vis i et forrygende samspil mellem spilsystemer, æstetik og narrativ. Desværre flader også denne del af fortællingen ud til noget mindre interessant i løbet af spillet.
Faktisk er det i stedet den tilbagevendende Mr. Negative, der som den eneste skildres noget nær perfekt, i en rolle, der ellers er mindre end hans centrale skurkerolle i 1’eren. Jagtet af Kraven, og forhadt af Miles (der mistede sin far til et Mr. Negative-terrorangreb), gennemgår den plagede karakter en række gribende indre og ydre kampe.
Marvel’s Spider-Man 2 lader simpelthen til at være bygget op om en idé om at større og mere er lig med bedre. Ren spilmekanisk slipper spillet (med få undtagelser) godt afsted med sine tilføjelser, men narrativt og strukturelt er værket overproppet med karakterark, der ikke når deres fulde potentiale, og svækket af tjeklister, der ikke klæder tempoet. Det ændrer ikke på at spillet overordnet er drønunderholdende, teknisk imponerende og rummer mange af spilrækkens største øjeblikke, men det lykkes ikke at bevare den samme gennemgående tyngde som 1’eren har. Det medfører udsving og lavpunkter, der afholder spillet fra at leve helt op til Insomniacs originale Spider-Man-spil.
Endelig optakt til MARVEL’S Wolverine
At kritikken nærmest vælter ned over Marvel’s Wolverine før det overhovedet er udkommet er naturligvis bekymrende. Baserer man alene sine forventninger til spillet på Insomniacs Spider-Man-meritter, har studiet da også gradvist mistet noget skarphed, i sin insisteren på at bøje sine fortællinger for formatet. Det lille kvalitetsdyk skal dog ses i lyset af at udgangspunktet – deres første Spider-Man-spil – er på et enormt højt niveau.
Insomniac har bevist sig som værende dygtige til at skabe et superhelteunivers, og et format, der klæder helten i centrum, og det kan man godt stadig tillade sig at håbe på at se noget af, i det nye Wolverine-spil. Der er da også stadig grund til at glæde sig til de brutale kampsystemer, set i spillets promovering, der virker til at fange essensen af Wolverine-karakteren og atmosfæren omkring.
Det udtrykker i det mindste en ambition om at skabe en mindeværdig version af karakteren, med forståelse for stilen og drivkræfterne forbundet med en Wolverine-skildring. En ambition, der også bærer over i castingen af Spartacus-Tv-helten (2010-2013), Liam McIntyre, der forhåbentligt kan fange essensen af Wolverine i lige så høj grad som Yuri Lowenthal og Nadji Jeter lykkes med deres respektive Spider-Man-hovedroller.
Hvor høje ambitionerne yderligere er, samt hvor godt spillets forskellige komponenter i sidste ende er skruet sammen, og hvorvidt studiet skulle have holdt sig til Spider-Man, får vi snart definitivt svar på.