[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Daniel Hartvig Nielsen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Paul Thomas Anderson har bevist sig som en af sin generations største instruktører og med sin nyeste film, stener-eposset Inherent Vice, kan han føje endnu et mesterværk til film-CV’et. Men den amerikanske auteurs film har også vist sig svært fordøjelige – med andre ord, så er Inherent Vice ikke en film for alle. Det er stærk tobak!
I en tyk tåge af fjolletobak snegler plottet sig af sted i Inherent Vice, der er en filmatisering af Thomas Pynchons roman af samme navn. Året er 1970, og nye tider er under opsejling. L.A. danner rammen om denne brydningstid, hvor de glade 60ere med frihed og harmoni er blevet udskiftet med paranoia og grådighed. Dette udfoldes i et ellers ganske tilforladeligt krimiplot, der er centreret omkring hippien, den desillusionerede og konstant skæve privatdetektiv Doc Sportello (Joaquin Phoenix), der rodes ind i en mulig kidnapningssag. Hurtigt tager sagen om sig, og inden længe er Doc opslugt i en forvirrende og langt mere kompliceret affære end først antaget.
Anderson fralægger sig alt, der vedrører klassisk dramaturgi, og lader blot handlingen udspille sig på sine egne præmisser – i en lang, tåget og uklar rus, der ingen og alle vegne fører. Plottet er på en gang så komplekst og så indholdsløst, at du som seer mister fatningen allerede, da den første joint bliver tændt, og er man mere utålmodig af natur, så vil der ikke gå længe, før man – på godt hippie-sprog – vil begynde at trippe.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Inherent Vice[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Paul Thomas Anderson[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Den absurd-komiske og hallucinerende stemning, der dyrkes til det fuldeste, eller skulle vi sige skæveste, understøttes af filmens smukke, grynede og brunlige 70’er fotografering og det syrede soundtrack. Men det er i karaktergalleriet, at man finder Inherent Vices stærkeste kort, for som altid, fristes man til at sige, er Andersons film nemlig befolket af skæve, komiske og vidunderlige eksistenser. Lige fra den fantastisk spillende Joaquin Phoenixs elskværdige stener Doc, der nærmer sig The Dude fra The Big Lebowskis legendariske kultstatus, over den brutale, hippiehadende betjent Bigfoot Bjornson (Josh Brolin) til den coke-sniffende og excentriske tandlæge Dr. Rudy (Martin Short).
Men hen mod slutningen bliver det hele måske en tand for syret og tilspidset, og selvom man måske bare som Doc burde læne sig tilbage og tage en omgang mere af lattergassen, så føles Inherent Vice ikke så bevidsthedsudvidende, som ellers burde være de naturlige efterveer på et psykedelisk trip af denne kaliber. Det samme indtryk efterlod også Andersons foregående film The Master (2012) – det virker som om, at mesterinstruktøren er for optaget af sit univers og dets karakterer til at kunne konkludere eller helt fuldbyrde sin fortælling.
Inherent Vice er en skæv og berusende oplevelse, hvor du trygt kan læne dig tilbage i sædet og inhalere 148 syrede, vittige og absurde minutter – for du finder alligevel aldrig rigtig ud af, hvad der egentlig sker. Det er stærk tobak, som Anderson har kommet i piben, så stærk, at den både efterlader dig med abstinenser, dybe panderynker og et skævt smil på læben.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer