[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Malene Straarup[/vc_column_text][vc_column_text]Cinemateket viser som sædvanligt en masse Disney-klassikkere i løbet af december måned. Med overskriften Udødelige Disney præsenterer de læserne for klassikkerne Bambi (1942), Pinocchio (1940), Fantasia (1940), Alice i eventyrland (1951), Lady og vagabonden (1955), Peter Pan (1952), Hund og hund imellem (1961), Junglebogen (1967), Robin Hood (1973), Peter Plys (1977) og Bernard og Bianca (1977). Derudover har de udvalgt nogle af de nyere Disney film, som er Atlantis: Det forsvundne rige (2001), Skatteplaneten (2002), Tarzan (1999) og Bjørne brødre fra 2003.
Men hvad gør en Disney film til klassikere? Vi ser nærmere på det.
Definitionen vil umiddelbart være, at det er animerede spillefilm. Men allerede her er der undtagelser. En film som Peter plys er ikke en sammenhængende film, men er flere små historier, der er stykket sammen til én spillefilmslængde.
Selve betegnelsen blev tilføjet af Walt Disney Home Video, der genudgav mange af filmene under tilnavnet Classics på VHS mellem 1984 til 1994. Dette fortsatte under andre genudgivelser op til i dag.
Men spiller succes ikke ind? Pinocchio var ikke en succes i biograferne, på grund af dens sommetider uhyggelige scener. På den anden side var anmelderne vilde med den og roste den til skyerne. Klassikkerne går helt tilbage til Snehvide fra 1937, og man skal måske kigge lidt på selskabets historie for at se på forskellene i historierne.
Once upon a time..
Årene 1937 til 1963 bliver beregnet som Disneys gyldne æra, og mange vil nok forbinde disse gamle klassikkere med hyggelige stunder fra barndommen, og Disneys juleshow Fra alle os til alle jer, der bliver sendt hvert år d. 24. December på DR1.
Hr. Walt Disney himself gik desværre bort i 1966 kun en måned efter at have fået konstateret lungekræft, og herefter startede en ny æra, der i dag bliver kaldt for den mørke æra. Denne varede fra 1967 til 1988, og indeholder nok nogle af de mindre kendte klassikere som fx Den sorte gryde og Oliver & Co., og rummer nogle mere dystre scener og en mørkere tegnestreg.
Cinemateket springer næsten renæssance-alderen over med undtagelse af Tarzan, og vælger i stedet at vise tre film fra post-renæssancen, der igen rummer en del af de mindre succesfulde titler som fx Dinosaur (2000), Lille kylling (2005) og Bolt (2008).
I dag er Disney inde i en alder de kalder for revival, der startede med deres sidste tegnede spillefilm Prinsessen og frøen (2009). Det særlige ved denne nye guldalder er, at de er gået tilbage til det helt klassiske eventyr med prinser, prinsesser, hekse og magi. Sammen med disse historier udgives der dog stadig nyere tiltag, der viser sig at være lige så indbringende, som fx Wreck it Ralph (2012) der foregår inde i en spillemaskine, men var en massiv succes.
Just keep swimming
Vi har også meget godt i vente fra Disney, hvis man ser på deres kommende udgivelser. Lige om snart udkommer Big Hero 6, som er et futuristisk action-eventyr om en dreng og en robot, der knytter et særligt bånd. Til næste år kommer så Zootopia, hvor vi møder en ræv og en kanin, der sammen skal opklare en konspiration, de begge fanges i. Og endelig har vi Moana, der foregår for 2000 år siden, hvor en pige tager på en verdensomsejling efter søgen på en sagnomspunden ø.
Hakuna matata
Der synes ikke at være en fast formular for klassikkernes succes udover hjemme-ud-hjem fortællingen. Disney har øjensynligt været så god til at tilpasse sig publikums forventninger og er mestre i fornyelse, samtidigt med at folk stadig nyder de gamle tegnede klassikere på lige fod med de nye computeranimerede film. Desuden ses filmene af folk i alle aldre, selvom de måske er målrettet efter børn. Så sæt en klassikker på her i julen, eller tag din kæreste, ven eller bedstemor med i Cinemateket – det kan næppe skuffe.
Læs mere om Cinematekets Disney-kavalkade her.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer