[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Simone Korfix Lindgreen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Indenfor de første minutter bliver der slynget et par tunge emner over disken i James Schamus’ debut som instruktør. En sygeplejerske bærer en stor pilleæske hen til en ældre kvinde, hvilket giver os indtryk af, at Indignation vil behandle temaet psykiske lidelser. Umiddelbart herefter følger en scene fra Koreakrigen, hvor en tung samtidskritik lægges for dagen. Men da Logan Lerman træder frem som en ung begavet jødisk mand i 1950’erne bliver det klart, at det nærmere er en coming-of-age film. Allerede inden filmen rigtig er gået i gang, er jeg mildest talt en anelse bekymret for, om den har for mange forskellige tematiske bolde i luften på én gang.
Hvis man forventer at møde en film, som er opbygget efter den klassiske berettermodel, vil man blive slemt skuffet. Kausalitet og spændingskurver har ikke været i højsædet for Schamus, som snarere har åbnet en lille tidslomme, som vi bliver inviteret ind i. Det er en charmerende fremstilling af et ungdomsliv på et universitet i 50’erne, hvor der bliver kæmpet for retfærdighed og udlevet en hæsblæsende forelskelse i en ung skrøbelig kvinde, Olivia. Logan Lerman formår på humoristisk underspillet manér at levere en overbevisende præstation, så vi føler os i sikre hænder.
Det er lige indtil, at der bliver proppet flere tematikker og handlingstråde ned over historien, end den kan holde til. Det bliver narrativt noget uskarpt rod. Man er i chok, da protagonistens mor over halvvejs igennem filmen, besøger sin søn på universitet og åbner op for en masse nye problemstillinger: Faren er blevet opslugt af bekymring, moren vil skilles, og hun vil i øvrigt heller ikke have, at Markus ser Olivia længere. Stop! Fokuser i stedet på de igangværende historier, og gå i dybden med dem.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Indignation[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: 
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
James Schamus[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Man kan ikke se bort fra, at det er en filmatisering baseret på Philip Roths 233 siders lange roman, som James Schamus beundrede og besluttede sig for at lave til en film. Han er simpelthen faldet i den fælde, som så mange andre før ham; en film på 110 minutter kan ikke afdække alle bogens handlingstråde, uden at det sker på bekostning af fokus, dybde og sammenhængskraft.
Filmens absolut bedste scene foregår på Dean Caudwells kontor, og den gør præcis det, som resten af filmen mangler; den går i dybden. Scenen varer omtrent 20 minutter, og der er ikke mange andre virkemidler i spil end en medrivende samtale mellem Markus og dekanen. Markus får endelig lov til at vise sit begavede og hudløst ærlige væsen, og på den anden side af skrivebordet spiller Tracy Letts fremragende som passivt-aggressiv forstander, der sætter traditionelle værdier højere end forandring og modernitet. I scener som denne får Schamus lov til at lade realismen føre vejen med lange, dvælende indstillinger, som vi ellers har savnet.
Det største problem ved denne filmatisering er, at man ender med at sidde tilbage med en masse ubesvarede spørgsmål, som man kun kan få svar på ved at dykke ned i bogen. Filmen vil fortælle os så meget, at den japper igennem historien for at nå det hele. Trods store ambitioner er det blot en hyggelig, men overfladisk coming-of-age historie i en lille 50’er tidslomme, som aldrig rigtig finder ind til kernen af problematikkerne.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer