[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Frederik Rune Kristensen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]To Hollywood-instruktører har mere end nogen andre opnået et ry for at være glade for eksplosioner og ødelæggelser af storbyer; Michael Bay og Roland Emmerich. Mens Bay primært har beskæftiget sig med transformerende biler, har Emmerich lavet katastrofefilm. Næsten alle af hans film indeholder enten naturkatastrofer eller rumvæsensinvaderinger, hvor diverse storbyer bliver smadret til ugenkendelighed. Disse film har været af en mildt sagt blandet kvalitet. The Day After Tomorrow omhandlede et aktuelt emne, og var en udmærket action-film, mens jo mindre der siges om 2012 jo bedre. Emmerichs største hit, og nok også mest elskede film, har dog altid været Independence Day, og nu tyve år efter får vi så en efterfølger.
Vi befinder os også i filmen tyve år efter det oprindelige rumvæsen-angreb, og jordens nationer er endeligt stoppet med at bekrige hinanden grundet truslen fra rummet. Men freden varer ikke evigt for pludselig dukker et nyt rumskib op i vores solsystem. Verdenssamfundet responderer straks med at skyde rumskibet ned, men lidet hjælper det da et endnu større rumskib – denne gang på størrelse med Atlanterhavet – entrerer vores solsystem. Dette skib tilintetgøres ikke så let, og vores helte fra den første film samt et par nye karakterer må arbejde sammen for at forsøge at stoppe dette kæmpemæssige rumskib.
Det hele smager, en del af noget vi har set før, og alle de gamle ansigter er også tilbage igen. Det vil sige alle undtagen én, for Will Smith er ikke at finde på rollelisten denne gang, men det er til gengæld Bill Pullman, Brent Spiner og selvfølgelig Jeff Goldblum. Det er hyggeligt at se de gamle ansigter og figurer igen, men når det første lag af nostalgi er aftaget, bliver det alligevel klart, hvor meget det hele blot er en gentagelse. Flere gange udbryder karaktererne ”It’s definitely bigger than the last time”, men bare fordi det er større og vildere, betyder det ikke, at der er mere på spil.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Independence Day: Resurgence[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Roland Emmerich[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Effekterne er denne gang hovedsageligt computeranimerede i forhold til originalen, hvor der var brugt en blanding af CGI og praktiske effekter. Det bidrager desværre også til, at nogle scener bliver for overdrevne. Det er som om at manglen på begrænsninger for, hvad han kunne gøre, har fået Emmerich til at gå for vidt. Dermed ikke sagt, at alle effekterne er grimme, for det er bestemt en flot film, hvor specielt nogle scener på månen bringer minder frem om de gudesmukke billeder i Gravity. Men enkelte gange bliver det den CGI-ødelæggelses-fest, som vi desværre ofte har set fra Hollywood på det seneste.
De nye karakterer i historien er fremragende, og Liam Hemsworth er glimrende som erstatning for Will Smith. De nye personer får dog overraskende lidt tid i filmens narrativ, hvor tiden i stedet bliver brugt på nostalgien hos vores gamle helte. Alt i alt er filmen meget mere ujævn end sin forgænger, men den har alligevel sin egen charme, og nostalgien er klart til stedet når man ser Bill Pullman levere endnu en brandtale som forhenværende præsident. Man skal bare ikke forvente, at denne uafhængighedsdag bliver anderledes fra den sidste.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer