Af Rasmus Bay Kruse Thomsen

I’m Still Here er et politisk drama, baseret på et memoir af samme navn (Ainda Estou Aqui), skrevet af Marcelo Paiva. Filmen fokuserer på Marcelos kernefamilie under det brasilianske militærdiktatur I 1970’erne. Til trods for at Marcelo er forfatteren af det oprindelige værk, følger vi hovedsageligt hans mor, Eunice Paiva (Fernanda Torres). Da Eunices mand Rubens (Selton Mello) kidnappes af staten, må Eunice gøre sit bedste for at få sin mand tilbage, og samtidig opretholde en facade af tryghed overfor sine unge børn.

Instruktøren, Walter Salles, formår at bygge sympati for Paiva-familien ved blot at vise dem være menneskelige. Som seer, kan man spejle sig i familiens dynamikker, samtaler og sammenhold. Salles gør sit bedste for at sælge seeren på vores hovedpersoner ved nærmest at dedikere den første akt til en ‘slice of life’ historie. Det er sandelig en kompetent løsning, men ikke just effektivt. At dedikere så stor en del af sin spilletid, til blot at etablere karakterer, føles langtrukkent.

Tonen er både jordnær og beskeden, hvilket får historien til at fremstå enormt umiddelbar. Der er ingen ‘Hollywoodifisering’, hvor karakterer ramt af tragedie skriger deres lunger ud, eller dramatiske twists. Filmen er meget oprigtig og respektfuld i sin opstilling af denne virkelige hændelse.

Resultatet af tilgangen er et værk som fremstår både virkelighedsnært og barskt, givet tematikkerne, men efterlader samtidig små mangler. En mindre del af filmen er dedikeret til Eunices tilbagevenden til skolebænken, da Rubens ikke længere kan forsørge familien. At balancere uddannelse med familiens personlige tragedie er en kaptiverende udfordring, men alligevel får dette nærmest intet fokus. Givet værket er baseret på et memoir, er det forståeligt, at karakterer udforskes eksternt, men det betyder også man mister kanten af introspektion, intern konflikt og lignende fortællebegreb.

At udforske denne mørke periode i Brasiliens historie via en enkeltstående familie som falder til offer, er en glimrende måde at belyse emnet på. Filmen hvis emne og periode desværre ikke er dækket nok i vestlig kultur, klæder det aktuelle biograflandskab ved at behandle denne underbehandlede samfundstragedie – især i vores nuværende politiske landskab, hvor det er essentielt at huske hvor vigtigt demokrati er.

Filmen lader til at være opmærksom på sit eget ansvar som repræsentation af Brasiliens historie, med masser af plads til nuance. Blandt andet bliver soldater fra regeringen menneskeliggjort adskillige gange for at illustere kompleksiteten i korruption. Dette er ikke et værk farvet af traume eller følelser, det er dybdegående og ærligt.  

Naturligvis skal en films kvalitet ikke dikteres af eksterne faktorer, men kunst er politisk, og dette er et værk som har meget på hjerte, og leverer det på det helt rigtige tidspunkt. Trods sine mangler – mange af dem forbundet til restriktionerne af sit kildemateriale – formår I’m Still Here samtidigt at være tankevækkende, hjerteskærende og aktuel.