Af Magnus Hvidt Thelle

For blot 10 år siden var der ikke mange, der havde troet, at vi i dag i Skandinavien skulle bekymre os om ildstorme, jordskred og oversvømmelse. Alligevel er dette tilfældet, og nu må vi gøre os klar til, at klimaforandringens konsekvenser banker på døren. Den biografaktuelle Ilden, Vandet, Jorden og Luften er skabt i samarbejde mellem Danmark, Sverige, Norge og Færøerne, som hver repræsenteres af et element, der skaber katastrofer som følge af disse klimaforandringer. Dokumentaren er formet som en antologi med fire lande, fire historier og fire instruktører, der hver undersøger konsekvenserne af en ignoreret klimakrise.

Instruktørerne Phie Ambo, Janne Lindgren, Rógvi Rasmussen og Ewa Cederstam bruger vidt forskellige greb til at skildre problematikkerne. Vi møder alt fra et halv-overfladisk politisk drama på Færøerne til norske familie advarsler, interviews med en svensk skovbrandsforsker og et indblik i, hvordan en lille dansk ø-kommune håndterer oversvømmelser. Selvom klimaet påvirker mange dele af vores hverdag, kommer filmen sjældent længere ned end emnets overflade og bliver derfor mere belærende end noget andet.

Narrativet er bygget op som et brev fra en fremtidig generation til nutiden, hvor en ung stemme viderefører brevet med budskaber om taknemmelighed. Grebet virker dog noget kunstigt og minder mere om en politisk reklame end en dokumentar. Voice-overen føles ofte løsrevet fra resten af filmen og fungerer mest som en poetisk nødløsning. Enkelte replikker rammer dog plet, som refleksionen over ordet “at fiske”, der beskriver menneskets udnyttende forhold til naturen – og ikke dét at agere som en fisk. Selvom filosofien er en anelse letkøbt, formår filmen på det intellektuelle plan at skabe overvejelser om det normaliserede misbrug, vi har over for naturen og dens ressourcer. 

På Færøerne følger vi minister Ingilín Didriksen Strøm, der havner i politisk modvind under forsøget på at indføre klimaafgifter, men konflikten forbliver uklar. Det, der kunne have været et spændende indblik i den politiske klimakamp, ender som et svagt afsnit af Borgen (2010-2013). De norske og svenske dele læner sig samtidig så tæt op ad klassiske interview-formater, at de mister al form for følelsesmæssig gennemslagskraft.

Den danske fortælling om Skarøs aldrende lokalsamfund er filmens stærkeste del. Her ændrer en ældre mand holdning til klimaforandringer, da han oplever konsekvenserne på egen krop. Det giver et sjældent og nødvendigt indblik i menneskets relation til klimaet i realtid og demonstrerer værdien af at fortælle en levende historie frem for blot at forklare et problem.

Hvad filmen mangler narrativt, henter den til dels hjem visuelt. Dokumentaren er fyldt med maleriske naturbilleder og imponerende droneskud af de fire lande, som både udstråler skønhed og voldsom kraft. Man må måbe, når færøske vandfald blæser opad i stormen, eller når norske jordmasser glider i havet under jordskred. Billederne er både fascinerende og skræmmende – især fordi katastroferne foregår så tæt på os.

Ilden, Vandet, Jorden og Luften er en visuelt stærk, men ujævn dokumentar, der vil meget mere, end den formår. Når filmen lykkes, minder den os om, at naturen ikke er noget, vi kontrollerer – men noget vi er dybt afhængige af.