Af Marius Sørensen
En lille detalje, der måske gik over de flestes hoveder under årets Oscars-uddeling, er, at ægteparret Mary og Ronald Bronstein begge havde medvirket i hver deres nominerede film. Ronald Bronstein var medforfatter på Josh Safdies bordtennis-epos, Marty Supreme (2026), mens Mary var instruktør og forfatter på If I Had Legs, I’d Kick You. Uden at afsløre for meget indeholder begge film centrale scener, hvor et hul i et loft indgår, og begge er fortalt på maksimalt stressende facon. Man kan jo spekulere i, hvad der dog er foregået i parrets ægteskab, men sikkert er det, at resultatet af, hvad end der må være sket, er to af årets fineste film.
If I Had Legs, I’d Kick You er historien om en mor, Linda, spillet af Rose Byrne, hvis liv pludselig ramler sammen. Hendes datter – som Bronstein meget bevidst lader blive uden for billedbeskæringen og usynlig for seeren – er syg og får næring gennem en slange. Samtidig arbejder Linda som psykiater med patienter, der har svært ved at kende forskel på Linda som professional terapeut og personlig opvarter. Hendes mand er udenlands, og hun er tvunget til at evakuere deres lejlighed efter loftet er styret sammen efter en vandskade. Linda og datteren er derfor flyttet ind på et motel i Montauk, alt imens Linda balancerer på kanten af et sammenbrud.
Hvis det er overvældende at læse om Lindas problemer, er det intet sammenlignet med at opleve filmen. Bronsteins film er frustrerende – på den bedst tænkelige måde. Det er en film, hvor stressniveauet holdes konsekvent højt hele vejen igennem, og hvor resultatet af samtlige stilistiske valg er maksimal stress og angstprovokation. Kameraet viger sjældent fra dens closeup beskæring, og Lindas dialog med filmens resterende karakterer er udsøgt frustrerende. Publikum gives stort set aldrig et øjeblik til at ånde ud. Det er en utrolig effektiv måde at sætte os i Lindas sted.
Det hele er båret af en fabelagtig præstation af Rose Byrne i hovedrollen som en mor, der langsomt begynder at tvivle på sine moderlige egenskaber, mens alt styrter sammen omkring hende. Vi tager del i hendes angst, og Byrne sørger for, at publikums frustration over for Linda altid er balanceret af sympati. Det er en kolossal præstation, der fortjener at blive set i biografen.
Det er også på sin plads at nævne præstationer af A$AP Rocky (som Lindas nabo på motellet) og Conan O’Brien (som Lindas kollega og psykiater), der hver især tilbyder små pusterum, der sørger for, at filmen holder balancen og aldrig bliver alt for ulidelig.
If I Had Legs, I’d Kick You er en imponerende film i samme (stressende) ånd som Safdie-brødrenes Uncut Gems (2019) og Ari Asters Beau Is Afraid (2023). Det er en ambitiøs øvelse udi en ekstrem stilistik, der i store dele lykkes utrolig godt.