Af Lise Burmeister
Den amerikanske instruktør Barry Jenkins’ stemme som filmskaber kom for alvor til kende med racedramaet Moonlight fra 2016. I sin nyeste film vender han tilbage til portrætteringen af de menneskeskæbner, der er ofre for USA’s raceproblemer.
Tish (KiKi Layne) og Fonny (Stephan James) vokser op som tætte barndomsvenner, der bliver hårdt ramt af Amors pile i den sene ungdom. Det sker en regnfuld sommeraften, hvor ellers forsigtige Tish indser den kunstneriske og arbejdsomme Fonnys forelskelse og selv erkender, at ”han er det smukkeste menneske, jeg nogensinde har mødt”. Med langsomme og stemningsskabende billeder kigger de to karakterer lige gennem kameralinsen og ind i hinandens øjne. Som tilskuer mærker man den gensidige tiltrækning og længsel på egen krop.
Men udover at være et par forelskede unge mennesker, så er Tish og Fonny også to afroamerikanere fra Harlems underklasse. Drømmen om en fælles fremtid viser sig derfor at være svær at opnå. Fonny bliver offer for politikorruption og nådesløs racisme, da han fejlagtigt bliver anklaget for overgrebet på en kvinde. Efterfølgende prøver den nyligt gravide Tish ihærdigt at bevise sin elskedes uskyld, men retssystemet i 1970’ernes USA er ikke farveblindt.
Jenkins har dog valgt at lade kærlighedens magt stå stærkt gennem denne ellers mørke og tungsindige fortælling.
For selvom Tish må finde sin indre styrke frem for at klare modgangen, står hun ikke alene. Familien bakker stærkt op om hendes kærlighed til Fonny – og det uægte barn, hun bærer. Skuespillerinden Regina King brænder igennem som familiens (og filmens) kerne og Tishs handlekraftige moder, Sharon. I Beale Street leverer hun flere af filmens stærkeste scener med sit overbevisende moderinstinkt og sikre replikrelevering. Mon ikke en velfortjent Oscar kommer hendes vej senere på måneden.
Tishs kærlige moder samt resten af karakterensemblet fra familien udviser en sådan støtte og respekt til det unge par, at raceproblematikken næsten falmer til fordel for historien om ubetinget kærlighed. Dette aspekt går hånd i hånd med filmens romantiske lyssætning, bløde dvælende billeder og stemningsskabende soundtrack af Nicolas Britell.
Især i scenerne, hvor Tish besøger den forpinte Fonny i fænglset. Filmen genskaber samme stemning, som da parret er nyforelskede og frie i Harlems gader. Fængslets kolde murer forsvinder og bliver nærmest ubetydelige sammenlignet med den kærlighed, de så overbevisende portrætterer gennem diskrete blikke og ansigtstræk. Jenkins har en eminent sans for de små detaljer i skuespillernes følelser.
Men det er en anden sag med Fonnys gudfrygtige og dominerende moder (samt ulidelige søskende), som hverken accepterer Tishs graviditet eller retssagen. Ifølge dem er det kun Gud, der kan frelse Fonny – ikke en smart hvid advokat, som knap nok er trådt ud af jurastudiet. Denne problematik afføder en fantastisk konfrontationsscene mellem de to familier, hvor spydighederne flyver rundt i stuen som skarpe missiler.
Aunjanua Ellis giver en utrolig stærk præstation som den stædig og fordomsfulde moder, men filmen følger desværre ikke op på det. Hverken Fonnys relation til familien eller advokaten (Finn Wittrock), som mærker konsekvenserne af at forsvare en sort mand i Harlem. Det er næsten, som om deres historier bliver glemt et sted i midterakten?
Men trods negligeringen af to sideplots og en tendens til at bruge det dvælende kamera lidt for meget, er Barry Jenkins og co. kommet godt i mål. If Beale Street Could Talk er en film om afroamerikanernes hårde vilkår i USA, som ikke glemmer kærligheden midt i alt hadet.
For filmen er mest af alt bare en smuk fortælling om netop kærlighed.
Kommentarer