Der har været så meget debat de sidste mange år om krig i Mellemøsten, flygtningetal og immigrationspolitik, at man nemt bliver mættet af hele situationen. Der er så meget at tage stilling til, at det hele virker uoverkommeligt, og i stedet skaber en resignation, der gør, at man glemmer individerne bag tallene i konflikterne. Hvordan disse konflikter skal løses og håndteres, er et problem for sig, men det er vigtigt stadig at kunne se situationerne fra et menneskeligt perspektiv.

Dette er målet for I Was a Stranger, der fletter en historie sammen om en flugt fra Aleppo ud af bidvise segmenter fra fem forskellige personer, der alle har en påvirkning på rejsen: en hospitalslæge, en syrisk soldat, en flygtningesmugler, en familiefar og en græsk kystvagt. Filmen forsøger at skabe en sammenlignelighed mellem de forskellige parter til rejsen, ved at vise hvordan man som menneske, trods dybt forskellige situationer, er motiveret af de samme følelser af kærlighed til sin familie og ønsket om tryghed.

Debuterende instruktør Brandt Andersen finder en perfekt balance mellem en episodisk og kontinuerlig fortælling. Hvert perspektiv har nemlig sin egen mindre individuelle historie og tilføjer en vigtig vinkel på, hvordan menneskelighed kan se ud. Filmens tematikker ender derfor med at stå særligt skarpt, da de kan gentages i forskellige bidder med variation nok til ikke at virke gentagende. Budskabet bliver dog først for alvor dannet i den samlede helhed og i historiernes forlængelse af hinanden, hvilket sammen med det overordnede plot om flugten, skaber sammenhængen mellem historierne. Konsekvenserne af det skiftende perspektiv er til gengæld, at nogle karakterer forbliver statiske, fordi der ikke er tid nok til deres udvikling. Filmen drejer sig derfor mere om et handlingsforløb end en karakterrejse, hvilket gør, at de individuelle historier ender med at virke forholdsvis uforløste for karaktererne.

Dog når man alligevel at leve sig godt ind i hver karakters historie. Filmen formår nemlig at skabe en virkelig stærk følelse af panik og frygt, der kommer til udtryk i en fantastisk lydbrug, som altid påminder en om, hvor tæt på faren er, om det så er brag i baggrunden, støj fra fly eller politisirener. Udover lydbrugen hjælper kameraarbejdet også til med nogle lange og flotte uklippede sekvenser med bevægende kamera, der følger hovedpersonerne rundt i deres kaotiske situationer, hvor man også visuelt bliver klar over den altid tilstedeværende trussel. Det er også disse klip, der er med til at skabe den fantastiske indlevelse i filmen, som kun styrker overleveringen af filmens budskab.  

Hele filmens budskab og præmis bygger også på den antagelse, at publikum har sympati med karaktererne og deres problemer. Dette er dog ikke et problem for den, da alle hovedpersonernes følelser og motivationer bliver solgt glimrende af et strålende skuespillerarbejde fra hele castet. Der er dog alligevel to roller, der er ekstra bemærkelsesværdige. Det gælder soldaten Mustafa (Yahya Mahayni) og den græske kystvagt Stavros (Constantine Markoulakis), som begge spiller igennem og udstråler deres rollers kompleksitet og overvejelser i overbevisende manér. Deres to dele af filmen står derfor også stærkest, da man får lyst til at se mere af de to karakterer.

På trods af disse utroligt vellykkede elementer af filmen, så er det stadig I Was a Stranger’s opfordring til medmenneskelighed i forbindelse med sit budskab, der er fortællingens allervigtigste og mest prisværdige element. Det er netop disse rene intentioner om at humanisere en opildnet debat og sætte fokus på nogle af de ligheder, der er generelle for alle mennesker uanset land, kultur eller livssituation, der forbliver siddende i en, når rulleteksterne falder.