Af Mikkel Lind Kristiansen
Den kinky film er tilbage!
Gregg Arakis længe ventede tilbagekomst til spillefilmen er med hans nyeste og biografaktuelle film I Want Your Sex, en pendant til det BDSM-forhold som Pillion (2025) tidligere på året anførte gennem motorcykler, blot denne gang erstattet med moderne kunst.
Efter en 12 års spillefilmspause er Araki tilbage med samme shoegaze-musik, excentricitet og neonfarver, som indkapslede den mareridtsfulde queer-eksistens i 90’ernes Los Angeles fra hans Teenage Apocalypse-filmtriologi.
Beskidt sex, overdådigt og maksimalistisk set-design, samt mindeværdige camp-dialog er til gensynets glæde når han konfronterer 2020’ernes doomscrollende zoomers: De skal have mere sex!
UCLA-dimittend og livsfortabte Elliot (Cooper Hoffman), bliver afhørt for mordet på sexbomben og kunstnerinde Erika Tracy (Olivia Wilde). Her udspiller handlingsforløbet sig af Elliot, der genfortæller sin historie for at få ryddet sit navn. Erika og Elliots forhold har nemlig de sidste ni en halv uge været et over- og underdanig sexforhold som nyansat atelierassistent overfor den veletableret og sexfokuserede kunstner.
Modsat Arakis dystopiske betongbyer fra hans tidligere film, foregår I Want Your Sex i Erikas atelier, der er fyldt med pangfarvede og kunstneriske sexmemorabilia. Erika går i tætsiddende latex, stramme korsetter og excentrisk farvede designerkjoler. Olivia Wilde indkapsler perfekt energien som en sexet manic pixie dream boss overfor den pjuskede og akavede 23-årige Elliot som Cooper Hoffman troværdigt gestalter. Araki er i topform når han skaber det ønskeopfyldende miljø enhver sexsavnende zoomerdreng fantaserer om.
Elliots fallerende forhold med sin studiekedelige kæreste, Minerva (spillet af ingen ringere end Charli XCX), er ingenting overfor de emotionelle højder et kinky og problematisk BDSM-forhold med chefen medfører. Her er filmen i sit es, da den meget hurtigt anerkender sit problematiske magthierarki.
Kitsch, overbelyste og overspillede liderlige drømmesekvenser fra Elliot, står side om side med selvhøjtidelig dialog fra Erika, der belærer Elliot om fordelene og frigørelsen ved sex uden samfundets hæmninger. Det er klassisk queer og selvironisk camp, hvor løsningen på zoomergenerationens mørklagte fremtid er rendyrket hedonisme.
En hedonisme filmen fornemt balancerer i et portræt af måden sex kan forringe personlige forhold, romantiske sågar platoniske, men at erotik og begær også kan være katalysator for personlig udvikling og selvindsigt.
Men I Want Your Sex formår aldrig helt at forvandle sit campsvøbte sexportræt til et spektakulært klimaks, da fortællingens vigtigste dramaturgiske momenter udmunder i kejtet melodramatik og viser sit delvist løse karakterarbejde, især gennem et sidespor med Elliots bedste ven og roomie Apple (Chase Sui Wonders).
Alligevel er I Want Your Sex en underholdende pakke om menneskers komplekse og seksuelle relationer, excentrisk indpakket i Arakis vidunderlige universer.

