Af Terese Holm Pedersen
Forarbejdet og udvælgelsesprocessen ved en adoption er ikke et særlig berørt emne i fiktionsfilm. Hvorvidt det er på grund af, at det er et meget følsomt tema eller de etiske dilemmaer kan diskuteres, men emnet er dog hele omdrejningspunktet i Jeanne Herrys fransktalende film I trygge hænder.
Filmen skildrer den hårde og nådesløse adoptionsproces og de prøvelser og skuffelser, der forekommer både før, under og efter de to lange måneder, hvor barnet Theos fremtid er usikker. Idéen bag filmen er virkelig interessant, men resultatet ender desværre med at blive drøn-ærgerligt.
Den meget indadvendte og lettere akavede Alice (Élodie Bouchez) har en stor længsel efter at blive mor. Efter utallige år med fertilitetsbehandling og et knust parforhold, må hun ene og alene kæmpe for at få opfyldt drømmen som adoptivmor.
Ikke blot Alices liv, men også socialarbejderne, plejefamilien, hospitalsmedarbejderne og den biologiske mors individuelle øjeblikke bliver fortalt undervejs i de 110 minutter, hvilket giver et omfattende indblik i processen, når alle brikkerne skal falde på plads ved en adoption.
Det er ikke lutter lagkage at få tingene til at falde i hak, og samme problem bærer filmen uheldigvis præg af. For hvor spændende kan en film egentlig blive, når de første minutter allerede udleverer, at Alice ender med at få drømmen opfyldt? Valget af denne afsløring så tidligt inde i filmen ødelægger al form for spænding, og de efterfølgende scener med andre potentielle adoptionsfamilier bliver både overflødige og irrelevante.
Filmen kunne med fordel have fokuseret mere på, hvilke personlige prøvelser og hårde anstrengelser processen havde bragt den kvindelige hovedkarakter. I trygge hænder vælger til stor ærgrelse at springe let over hendes mislykkede forhold – hvilket kunne have givet Alice-karakteren mere kant og medført mere sympati. Resultatet er både kedeligt og betydningsløst, da Bouchez ender med at blive fremstillet som en upersonlig hovedperson, selvom hun ellers er en fremragende skuespillerinde.
Det eneste nævneværdige ved filmen er den fremragende indlevelse, som Gilles Lellouche formår at vise i rollen som plejefaren Jean. Lellouche er både charmerende og sympatisk på det store lærred, hvilket virkelig hjalp den ellers kedsommelige affære.
I trygge hænder er både respektfuld, letfordøjelig og delvis interessant grundet det specielle og knapt så berørte adoptionstema. Men til stor skuffelse har Jeanne Herry lavet en forvirrende rodebutik, der hverken gavner seerens forståelse eller filmens overordnede positive budskab om, at nogle ting er værd at vente på. I stedet for at spænde alt for bredt med et overflod af ligegyldige karakterer, burde den franske instruktør have lyttet til det velkendte udtryk: ”less is more”!
Kommentarer