Af Magnus Hvidt Thelle

Ufrivillige n-ord og overraskende sejre gjorde Kirk Jones’ biografaktuelle I Swear til den mest opmærksomhedsvækkende film under årets BAFTA-ceremoni. Aftenens hændelser har skabt stor debat, som fremhæver netop de besværligheder, som Tourettes syndrom kan bære med sig. Filmens genstand er sågar også at skildre disse gennem en fremstilling af John Davidsons liv, fra barn til royalt anerkendt Tourettes aktivist.

Filmens helt store styrke ligger i skuespillet, som gestaltes af både Scott Ellis Watson og Robert Aramayo, der henholdsvis spiller den unge og voksne udgave af John Davidson. De leverer en overbevisning og sårbarhed, der forankrer fortællingen i et menneskeligt og genkendeligt fundament. I Aramayos præsentation mærker man den nuancerede og livsbekræftende humanisme, der påskønnede ham sin BAFTA for bedste mandlige hovedroller, som ligeledes sidestiller ham med nutidens største Oscar-nominerede stjerner.

I Swear tjener sit flotte skuespil fornemt i sin villighed til at forblive i ubehaget. Tourettes-udbruddene lægger op til både komiske og dybt pinlige situationer, men fortællingen og klipningen nægter konsekvent at flygte fra dem. I stedet dvæler filmen ofte ved de akavede møder, de fastlåste blikke og de samtaler, der kunne være klippet væk. Historien rammer i disse øjeblikke en sjælden kropslig fornemmelse af at være fanget i sin egen smertelige eksponering. Som seer krummer man tæer, men tvinges til at blive – og i mødet med den akavede virkelighed, får filmen, og konsekvenserne af Tourettes syndrom, en kæmpe patos, der empatiserer og humaniserer John.

Samtidig er I Swear gennemsyret af en næsten overvældende varme i en sådan grad, at den til tider bliver for forelsket i sin egen godhed. De mest rørende øjeblikke tipper indimellem over i det oversentimentale, hvor følelserne skubbes lidt for insisterende frem mod publikum.

På trods af sine brilliante skuespil og bedårende hovedkarakter, formår fortællingen ikke at stille sig lige så knivskap, og mister efterhånden sit momentum. Særligt i anden og tredje akt mister filmen noget af sit greb om retning og fremdrift. Der opstår for mange sidespor samt uforløste tråde, der gør, at man til tider savner en klarere vision for Johns udvikling. Det er altid en vanskelig balancegang at gå i værker, der udarbejdes fra ægte historier, men her svækker det filmens fremdrift og efterlader en fornemmelse af, at den ikke helt ved, hvor den vil hen.

Alligevel er det svært ikke at lade sig rive med når I Swear spiller på hele følelsesregisteret, der rammer allerbedst i de flertallige momenter hvor den tør stole på sine karakterer. Man hepper på John hele vejen, selv når filmen snubler i sin egen sødme. Det er en ujævn, men oprigtigt rørende filmoplevelse, der med sit store hjerte og stærke skuespil formår at efterlade et varigt indtryk om livet med Tourettes.