Anmeldelse
I KRIG OG KÆRLIGHED: Sebastian Jessen leverer stærk præstation i oversentimentalt dansk krigsdrama

Af Lise Burmeister

Året er 1917. Den meningsløse verdenskrig raser rundt omkring i Europa, mens kaosset og savnet vokser på hjemmefronterne. Sønderjylland er under den tyske kejsers herredømme, og selvom en stor del af befolkningen fortsat er dansksindede, bliver mændene tvunget til at kæmpe under den tyske fane.

I Krig og Kærlighed skildrer historien om sønderjyden Esben (Sebastian Jessen), hvis kamp for overlevelse og længsel efter hjem udvikler sig til en farlig mission om at genvinde sin familie. Esben tyer til ekstreme metoder for at få lov til at vende tilbage til sin smukke kone Kirstine (Rosalinde Mynster) og sønnen Karl (Aksel Homann). Men som Esben og hans soldaterkammerat Jes (Morten Brovn Jørgensen) hurtigt opdager, har deres fravær fået store konsekvenser. De tyske officerer har taget et fast greb om indbyggerne i den lille landsby. Især deres efterladte kvinder.

Den charmerende tysker Gerhard (Tom Wlaschiha, kendt fra successerien Game of Thrones (2011)) har bejlet til Kirstine og opbygget et tæt forhold til sønnen, som nu taler flydende tysk og afviser Esbens faderlige tilnærmelser. Jalousien raser i den hjemvendte Esben, og mens han og Kirstine langsomt begynder at genfinde hinanden, bliver Esben sendt tilbage til fronten. Frygten for krigen og Gerhards tag om sine elskede tvinger ham til at desertere. Der opstår et katten-efter-musen spil, hvor Thure Lindhardt indtræder som den modbydelige officer Hansen, der ihærdigt forsøger af fange desertøren Esben.

Filmen er skrevet af dens instruktør Kasper Torsting samt producer Ronnie Fridthjof og skulle være løst baseret på virkelige hændelser. Men det er langt fra manuskriptet, som gør fortællingen troværdig eller medrivende. Starten af historien virker forhastet, og dialogen bliver ofte for sentimental og fyldt med tåkrummende citater, som hellere burde være at finde i en lykkekage eller på indersiden af en Gajolpakke. Måske er det bare mig, som generelt har en lav tolerance for overbrug af patos, men det ville have klædt filmen med mere realisme i karakterernes dialog. Den handler trods alt om fattige sønderjyder fra starten af 1900-tallet.

Men historien når alligevel at sætte et stærkt præg med dens smukke fotografering af Jesper Tøffner. Den skarpe vintersol er mesterligt brugt til at danne en romantisk ramme om det sønderjyske land, og der er lavet en flot kontrast til Esben og Jes’ kolde scener ved fronten.

Historien finder også sin tyngde blandt de mange gode skuespilspræstationer, der skinner gennem lærredet trods den til tider svære dialog, de får leveret. Selvom Hansens unuancerede karakter læner sig op ad det stereotype, formår hele ensemblet at hive filmen sikkert i havn. Især Sebastian Jessen, som igen beviser sit værd som dansk leading man efter succesen Mens vi lever fra 2017. Han leverer alle Esbens indelukkede følelser og vrede med troværdighed og formår at gøre karakteren nærværende. Vi hepper på Esben hele vejen igennem.

Ugen efter markeringen af hundredeåret for afslutningen af 1. Verdenskrig, får vi en værdig og dramatisk historie om sønderjydernes svære splittelse. Ikke blot mellem Danmark og Tyskland, men også mellem krigen og kærligheden til hjemmet. Selvom Torsting og co. nogle gange tager dramaet og sentimentaliteten til for store højder, end hvad en dansk film kan bære, er I Krig og Kærlighed alligevel en flot udført fortælling om det lille menneske i den store krig.

Kommentarer