[vc_row][vc_column][vc_column_text]Af Oscar Pedersen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]I 1979 gik den verdenskendte afroamerikanske forfatter og aktivist James Baldwin i gang med at skrive Remember This House. Med afsæt i tre af de vigtigste stemmer i borgerrettighedsbevægelsen – Malcolm X, Martin Luther King Jr. og Medgar Evers – skulle bogen være en personlig beretning om racismen i det amerikanske samfund. Baldwin blev dog aldrig færdig med sin bog. Alt hvad han havde skrevet, inden han gik bort i 1987, var 30 sider fyldt med noter. Men selv i noteform indeholder Baldwins nedskrevne tanker en sådan styrke og dybsindighed, at de er i stand til at udgøre rammen for Raoul Pecks dokumentarfilm I Am Not Your Negro. Igennem Baldwins ord, som læses højt af en fortællerstemme, bærer Peck faklen videre for Baldwin og undersøger, hvordan racismen infiltrerer alle sociale lag og klasser i USA.
Udover noterne fra Remember This House anvender Peck også analyser fra Baldwins erindringsessay The Devil Finds Work (1976). Her beskriver og kritiserer Baldwin repræsentationen af afroamerikanere (og generelt ”ikke-hvide”) i Hollywoodfilm. I I Am Not Your Negro ser vi eksempelvis arkivmateriale fra film som The Defiant Ones (1958) med Sidney Portier og Stagecoach (1939) med John Wayne. Især sidstnævnte bliver gennemgået i en skarp analyse. Her forklarer Baldwin blandt andet, at han idoliserede John Wayne som barn, lige indtil han indså, at en stor del af samfundet ønskede at han skulle lide samme skæbne som de indianere, der stod for enden af Waynes glødende pistol. Det er i scener som denne, at filmens styrke ligger.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner el_class=”facts” width=”1/4″][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
I Am Not Your Negro[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Raoul Peck[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA, Frankrig, Belgien, Schweitz[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Peck bevæger sig (nogenlunde) problemfrit igennem alverdens arkivmateriale og trækker blodrøde tråde mellem John Wayne og overfaldet på Rodney King; mellem Joan Crawford og Obama; mellem Doris Day og #Blacklivesmatter. Med overbevisende effekt formår han at illustrere, at racisme er ikke kun den konkrete, fysiske vold udført mod den ikke-hvide, men er et problem dybt indlejret i den amerikanske kultur. I Am Not Your Negro handler ikke om at dokumentere fortidens raceuro, men at vise, hvordan de samme problemer stadig pulserer som et åbent sår i dag. Peck drager fortiden ind i nutiden for at lade et retorisk spørgsmål give genklang: Skal det fortsætte sådan i fremtiden?
Størstedelen af indholdet i I Am Not Your Negro består af stærke billeder. Om det er arkivklip af Baldwin, der diskuterer borgerrettighedsbevægelsen i The Dick Cavett Show eller fotografier af kaukasiske unge mænd, der spytter afroamerikanske kvinder i hovedet, så gør det stort indtryk. Derfor undrer jeg mig også over, hvorfor Peck til tider følte, det var nødvendigt at dække disse billeder ind i konventionel trist klavermusik. Indholdet er så sårbart i sig selv, at den påførte musik bevirker, at en række øjeblikke bevæger sig fra at være oprigtige til at være ufrivilligt didaktisk kitsch.
Der er dog også steder, hvor formen formår at opretholde en sober tone. Det gælder eksempelvis den mørke, hæse fortællerstemme, der bærer os igennem hele filmen. Det var først, da rulleteksterne tonede frem, at jeg indså, at denne tilhørte Samuel L. Jackson. Han læser Baldwins skrevne ”jeg” højt på en måde, så stemmen ikke kun synes at komme fra Baldwin. På samme måde som Martin Luther King Jr., Medgar Evers, Malcolm X og James Baldwin gjorde, formår I Am Not Your Negro at tale fra det personlige og lade det udfolde sig til en national røst.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer