Det var først, da jeg satte mig til rette i sofaen for at se Netflix’ sci-fi-eventyr, I Am Mother, at det gik op for mig, at det var en film og ikke en serie. Så måtte jeg indstille mig på næsten 2 timers dommedagsberetning i stedet for nogle 10 timer. Desværre ville I Am Mother nok have fungeret bedre som den serie, jeg troede, det var.
Da verdens undergang indtræffer, bliver et genbefolkningsanlæg automatisk sat i gang i en sikret bunker. Det indeholder fostre på is og alt det, mennesker skal bruge for at vokse sig store og stærke. I den forbindelse vågner robotten Mother (Luke Hawkers krop, Rose Byrnes stemme). Som navnet antyder, skal hun opfostre menneskehedens sidste håb.
Facilitetens førstefødte, Daughter (Clara Rugaard), er under Mothers metalliske vinger blevet til en nysgerrig og handlekraftig ung kvinde, der higer efter den forurenede verden udenfor. Men da en fremmed kvinde (Hilary Swank) fra overfladen banker på bunkerens massive port, får det alvorlige konsekvenser for mor og datter.
Det er dog langt fra det eneste, de står over for. I Am Mother har en kedelig tendens til at kaste om sig med plot twist efter plot twist. Nogle af dem er vellykkede og formår oprigtigt talt at bevæge én, når man lægger to og to sammen; de succesfulde er nemlig dem, der fungerer indenfor fortællingens rammer og præmis og giver seeren mulighed for at regne dem ud. Men langt de fleste twists sker uden varsel og uden nogen form for gennemslagskraft – og de ellers virkningsfulde udviklinger drukner som resultat i det overpolstrede plot.
I Am Mother vil ganske enkelt mere med sin historie, end filmen kan formå at overlevere på 2 timer. Jeg genkender idé efter idé fra andre værker, såsom The Matrix (1999), 2001: A Space Odyssey (1968) eller spilserien Fallout (1997-), der alle har udført og arbejdet med de idéer langt mere fyldestgørende. Der er så umådelig mange interessante og mystiske elementer i spil, men filmen når ikke at bage en brøkdel af den dej, den slår op.
Det er i sådan en grad, at selve universet til tider falder fra hinanden. På et tidspunkt trænger en lille mus ind i faciliteten og gnaver nogle ledninger over, der afbryder strømmen. For det første afslører filmen aldrig, hvordan pokker gnaveren slap ind i det formodentlig topsikre anlæg, og for det andet kan jeg kun undre mig over, hvorfor de vigtige ledninger var utildækkede og lettilgængelige et sted, der er designet til at huse børn af alle aldre. Filmen får konstant én til at sidde med lignende, generende spørgsmål, der gennemsyrer både plot, karakterudvikling og den fiktive verdens design.
Men apropos design, så er Mother selv intet mindre end fantastisk. Hendes robotkrop er ikke CGI, men derimod en practical effect – hun er en dragt, som kostumedesigner Luke Hawker er indeni. Det gør karakteren mere livagtig og giver hende en mekanisk tyngde, så man mærker et sug i maven, når hun pludselig sætter i løb og buldrer afsted som en menneskelignende lastbil.
Mothers fysiske identitet indkapsler alt det positive ved I Am Mother. Filmen er spækket med gode idéer, potentiale og foruroligende historier, men de bliver i sidste ende kvalt af plottets størrelse. Det er dødærgerligt, for Mother og hendes urovækkende anlæg har boltret sig i min underbevidsthed, lige siden jeg så filmen. Havde den i stedet været en serie, kunne I Am Mother måske have udfoldet alle sine spændende nuancer.
Kommentarer