Af Jonas Bang
Hyperlinks får dig måske til at tænke på noget digitalt, og i daglig tale refererer det da også typisk til, at en internetbruger kan klikke på et link på en hjemmeside, for derefter at blive henvist til en anden del af siden eller sågar til et helt andet website. Du kender det nok bedst fra sider som Wikipedia, hvor du i din søgen efter viden bliver kastet fra den ene artikel til den anden ved at trykke på blå skrift. I filmens verden er hyperlinks dog noget ganske andet end computere forbundet i større globale netværk. Og hvad har det så at gøre med biograffilm som Babel (2006), Pulp Fiction (1994) og Magnolia (1999)?
I Alejandro G. Iñárritus dramafilm Babel følger vi fire forskellige historier, der foregår vidt forskellige steder i verden på samme tid. I et komplekst multinarrativ følger vi to børn og deres babysitter i henholdsvis USA og Mexico, et amerikansk ægtepar på rejse i Marokko, en marokkansk mand og hans to sønner i den marokkanske ørken, samt en døv teenagepige i Japan. Og ja, de historier har selvfølgelig noget med hinanden at gøre.
Forbindelser på tværs af historier
Ordet hyperlink referer til noget, der hænger sammen på den ene eller den anden måde. Oftest kaldes teksten, der kædes sammen af hyperlinks, for hypertekst – altså er selve substansen kædet sammen af links. Her er der tale om indhold, der kædes sammen med andet indhold ved hjælp af forbindelser. Disse forbindelser kan være tekst, men det kan også være plotpointer eller subtekst i en film. Hyperlink Cinema henviser til den praksis, at flere historier, karakterer, narrativer eller skæbner, der tilsyneladende ikke har meget med hinanden at gøre, finder sammen i én stor historie.
I Babel affyrer de to sønner et riffelskud, der på uheldigste vis rammer kvinden fra det amerikanske ægtepar (Brad Pitt og Cate Blanchett) i halsen. De to børn i USA viser sig at være ægteparrets børn, der sammen med babysitteren involveres i en hæsblæsende menneskejagt gennem den mexicanske ørken. Riflen viser sig i øvrigt at stamme fra den døve japanske teenagepiges far, hvis kone på tragisk vis har begået selvmord. Indviklet? Ja. Men også ganske fantastisk, fordi historierne hænger sammen på en måde, man som seer ikke havde forestillet sig.
Begrebet er i første omgang brugt af den amerikanske journalist og forfatter Alissa Quart, men blev for alvor populært da den legendariske, og desværre nu afdøde, filmanmelder Roger Ebert anvendte den i en anmeldelse af Syriana (2005). Tendensen er også blevet kaldt Global Network Films, fordi den ligesom internettet muliggør et netværk på tværs af lande. Bemærk i den sammenhæng hvordan Babels handling udfolder sig i fire forskellige lande, der almindeligvis ikke ville være associeret med hinanden. På den måde kan hyperlinkfilmene bidrage til at fortælle historier og kommunikere på tværs af landegrænser, akkurat som det også er muligt i vores globaliserede verden.
Quentin Tarantinos Pulp Fiction er et tidligt eksempel på hyperlinktendensen, selvom begrebet endnu ikke fandtes. I filmen sammenvæves flere, efterhånden ikoniske, kriminelles skæbner – blandt andet på grund af et ældgammelt guldur, en kuffert med ukendt indhold og en gangsterboss’ kones (Uma Thurman) tragikomiske forveksling af kokain og heroin, samt den efterfølgende overdosis. Selvom der ikke her er tale om links på tværs af landegrænser eller familiære skæbner, er der i den grad tale om kompleksitet og multinarrativer.
Den hårdkogte gangster Vincent Vega (John Travolta) ser ved første øjekast ud til at dukke op i filmen efter sin død, og han og kollegaen Jules (Samuel L. Jackson) gennemhulles af en revolver uden at få en eneste skramme. Disse hændelser kan tilskrives, at filmens scener ikke forløber kronologisk, og at der er en mild flirt med det overnaturlige.
Ligeledes kan tendensen ses i Paul Thomas Andersons dramafilm Magnolia. Heri kædes adskillige karakterers skæbner sammen, der alle søger efter retning og/eller mening i deres tilsyneladende triste liv. Uden at gå for meget i detaljer er karaktererne og historierne her især forbundet af temaer som kærlighed, familie og tilfældighed. I klimakset er der også her en overnaturlig hændelse, der involverer det muligvis største antal af levende frøer nogensinde vist på det store lærred. En del af tidens største filmfolk har altså arbejdet med Hyperlink Cinema, og det er én af grundene til, at tendensen er værd at påpege.
Hyperlinks’ relevans
Brugen af disse hyperlinks i film er selvfølgelig forbundet med nogle relativt faste træk. Der er ofte anvendt et såkaldt ensemble cast, hvor der ikke er nogle reelle hovedroller, men derimod en masse biroller, der i fællesskab har lige stor betydning for plottet. Derudover anvendes ofte også et spidsfindigt plot device – i Babel er det et katastrofalt riffelskud, i Pulp Fiction er det en mærkværdig kuffert med et ukendt lysende indhold, og i Magnolia er det tre korte indledende historier, der alle kredser om tilfældighed – som man i øvrigt først helt til sidst forstår, hvordan hænger sammen med resten af filmen.
Men hvorfor er det relevant at bemærke og italesætte tendensen til hyperlinks i moderne film? Det er det, fordi de bidrager til historier, der ellers ikke ville være mulige at fortælle i spillefilm. I stedet for at fortælle én lang historie eller en masse korte historier, er det i stedet muligt at fortælle mange historier, der ender med at give tilskueren én stor sammenhængende fortælling – hvad end den så omhandler karakterer på tværs af lande, på tværs af skæbner eller noget helt tredje.
Det betyder, at det er lettere for tilskueren at perspektivere hændelserne på det store lærred til sit eget liv, som jo som bekendt også består af et stort, forvirrende, angstprovokerende, fantastisk, tankevækkende og spændende sammensurium af mennesker, minder og historier, der på forunderlig og tilfældig vis er kædet sammen.
Kommentarer