[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Maria Hegerlund[/vc_column_text][vc_column_text]Den ultimative elsker- eller elsker-at-hade-serie HBOs Girls blev skabt af den blot 23-årige Lena Dunham i 2012 i samarbejde med hendes kreative partner Jenni Konner. Nu har den syv år efter nået sin ende, Lena Dunham er fyldt 30, og har nu passeret den 20er-generation, hun i serien portrætterer.
Og hvilken lang og stenet vej det har været for denne komedie-dramaserie om unge, privilegerede Brooklyn kvinder. Både på og uden for skærmen har kontroverserne ingen ende haft. Hvad enten det har været om Lena Dunhams privatliv eller hendes krop, kritik af seriens repræsentation af et for hvidt New York, eller skandaløse scener, der fik seere verden over til at krumme tæer og kigge væk.
Det har uden tvivl haft sine følgevirkninger at fremstille problematiske unge kvinder på tv på nærmest revolutionær vis. Men når det er sagt, har Girls gennem sit fokus på ungdommen i 20erne også medbragt en række relevante problematikker, som seriens unge publikum kunne tage med sig, og stadigvæk vil, nu hvor serien har sunget sin svanesang, og vi har sagt farvel til Hannah, Marnie, Jessa og Shoshanna.
Der er ikke logik bag venskaber
Grundstenen i Girls er venskaberne mellem de fire hovedkarakterer. Lige siden pilotafsnittet, har der ikke været nogen tvivl om, at deres forhold til hinanden er lige så rodet, som det er dybt og meningsfuldt. Hvad Girls er mest fremragende til, er at vise, hvordan man som veninder kan være der for hinanden gennem handlinger frem for ord. Som for eksempel da Marnie finder en nedtrykt Hannah i episoden All Adventurous Women Do (S1 Ep3) danse for hende selv efter en dårlig dag med kønssygdomme og en homoseksuel ekskæreste, og viser hende sin støtte ved at danse sammen med hende til tonerne af Robyns ”Dancing On My Own”.
Det bedste eksempel på venskabelig dynamik er episoden Beach House (S3 Ep7) som viser de fire karakterer, der alle er meget trætte af hinanden, have vidt forskellige opfattelser af, hvad de skal bruge turen til, mens de generelt har en passivt aggressiv dynamik imellem sig. Lige indtil Shoshanna begynder en lang og hudløs ærlig konfrontation pigerne imellem. Men blot som man troede, at de ikke var venner mere, ser man dem i afsnittets sidste scene på en stub, ventende på bussen, solidarisk danse videre side om side.
At nå sine mål er ikke slutningen på rejsen
Skaberne af Girls er ikke blege for at fremvise hvor dybt uromantisk livet kan være. I Girls er lykken ikke endemålet, man til slut opnår. Alle karakterernes drømme kræver sine ofre, og vi ser dem ofte stå midt i et stort selvlavet rod, de selv må rydde op, da de opdager, at de ikke kan blive ved med at lade som om, de er lykkelige, bare fordi de burde være det. Som Marnie ganske tankevækkende siger i seriens allersidste afsnit, Latching, behøver hun ikke at være lykkelig, for det er ikke hendes tur, og der er andet, der er vigtigere lige nu.
Hannah får muligheden for at skrive en bog, men kommer under så meget tidspres, at hendes psyke bukker under. Hun kommer ind på hendes drømme kandidatuddannelse, men må forlade hendes kæreste og liv i Brooklyn. Og finder sig dybt ensom og kreativt uopfyldt i Iowa, hvor hun tilslut må stå overfor konsekvenserne af de valg – og fravalg, hun har taget. Marnie får en musikkarriere, og bliver gift med sin sangpartner, men er derefter fanget i et ægteskab og professionelt forhold med en dybt ustabil mand. Shoshanna prøver at overbevise sig selv om, at hun er lykkelig i Japan, men ser realiteten i øjnene, da hun bliver tvunget hjem til New York igen, og må bruge sine virksomhedstalenter på Rays lille café. For Jessa er frihed lig lykke, men hun må også stå til takke for den kaos, hun skaber, på sin vej til den evige løsgørelse hun ønsker, og finder sig selv gang på gang med ødelagte forhold og et stofmisbrug.
Det uperfekte køn
Når vi taler om Girls, taler vi tit om, at vi egentlig ikke rigtig kan lide nogen af karaktererne, men alligevel godt kan lide at se på dem, og være investeret i dem. Selvom vi for det meste ikke har den største sympati for dem. De fire unge kvinder, som vi nu har fulgt i seks år, har været ubehøvlede, forkælede, dømmende og grimme til sådan en grad, at man tit sad med en fornemmelse af foragt og opgivelse, men også måtte bekende, at deres opførelse til tider ikke lå så fjernt fra virkeligheden.
Hver eneste af seriens figurer har øjeblikke, hvor de kan virke utroligt genkendelige og relaterbare. Alle deres handlinger har haft konsekvenser, og har altid stammet fra en forståelig kilde. Man skal ikke spejle langt i sin egen omgangskreds eller bare indad, for at opdage, at de fleste af Girls’ karakterer indeholder velkendte sider, man har set før i sit eget liv. Dårlige og gode.
Hvem kan ikke genkende en, der som Marnie er lidt for god til at dømme andre, fordi det er den eneste måde, hun kan få kontrol over sit liv på? Eller en der som Shoshanna virker som en stereotypisk jubeloptimist, men egentlig bare bruger det som en forsvarsmekanisme? Hvem har ikke den der flyvske veninde, der som Jessa er svær at holde på, men nem at holde af? Der er helt sikkert også mange, der som Hannah kæmper en daglig indre kamp med sine neuroser, om hvorvidt man kan blive den slags menneske, man ønsker at være.
At sige farvel til Girls er lidt som at tage afsked med den skoleklasse, man været sammen med i mange år, men aldrig rigtig har fundet ud af, om man overhovedet passer ind i, eller kan lide. Men om alt andet vil man komme til at savne de forskellige typer mennesker, man er blevet så vant til at se, men måske aldrig helt fik lært dybt nok at kende. Man vil mangle dem fra din hverdag, når man kærligt tænker tilbage på dem, og funderer over, hvad de mon laver i dag. For når alt kommer til alt, har Girls medbragt et unikt perspektiv på 20ernes ungdomsliv: At personlige og professionelle drømme og mål kan være midlertidige, men visse venskaber kan vare for evigt, selvom de ikke altid er ideelle.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer