Af Amine Kromann Karacan
I et perfekt afstemt tempo bliver vi introduceret til miljøet blandt danserne på en stripklub i midtown New York. Der er glitter, drama og kontant handel med den kvindelige krop og magten over den. Destiny (Constance Wu) er ny på klubben og hun føler sig en smule fortabt, da hun møder den erfarne Ramona (Jennifer Lopez).
Ramona har en kæmpe pelsfrakke og en sølvpailletkåbe, som hun smider langsomt, imens alle Wall Street-mæglerne hujer og jubler og kaster med dollarsedler. Destiny bliver inviteret ind under Ramonas pelskåbe, både på det konkrete og det symbolske plan, og de to forelsker sig i hinanden på en måde, som kun virkelig gode venner kan. Ramona lærer Destiny alle de tricks, som man skal kunne for at klare sig som danser og hustler. Og så tjener de ellers virkelig mange penge og køber mange grimme, dyre ting, der ikke får mig til at savne nullerne. Cardi B, Lizzo og Usher kigger også forbi; sidstnævnte i en lækker slowmotionsekvens, der emmer af nostalgi.
Men det er ikke lutter lagkage det hele. Rammefortællingen for Hustlers består i, at Destiny nogle år efter filmens hovedhandling bliver interviewet af en journalist om de ulovlige ting, hun og Ramona lavede. Interviewet skaber et skævt sensationalistisk fokus, og true crime-grebet er i det hele taget unødvendigt. Manuskriptet står flere steder simpelthen for svagt. Spring frem i tiden vist med store fede årstal i en grim font hen over skærmen, en gimmickagtig leg med lyden og tyktskåren symbolik trækker ned.
I anden halvdel af Hustlers går det ikke kun dårligt for filmen selv, men også for Destiny og Ramona. Efter krakket i 2008 er de nødt til at tage andre midler end dans og charme i brug for at tjene penge. De begynder at drugge deres kunder for at få lettere adgang til deres kreditkort. De gør det for at forsørge deres børn, men Ramona har i modsætning til Destiny ikke nogen moralske skrupler med det.
“Man må hustle eller selv blive hustlet,” siger Ramona. I årevis har hun set, og følt, børsmæglerne behandle kvinder og omverdenen, som var de en vare, et middel, og det har hærdet hende.
Og mig med. Øv, hvor er mændene på stripklubben altså utiltalende. Jeg havde ikke ondt af dem, da Ramonas strippercrew rippede deres kreditkort for alt, hvad de kunne trække. Jeg havde ikke engang ondt af Doug – der havde en autistisk søn, og hvis hus var brændt ned – selvom han nok var en fin, og ulykkelig, fyr.
Men. Det var jo forkert. Det, kvinderne gjorde. Forkert og forståeligt på samme tid. Hustlers viser den afstumpethed, der kan afstedkommes ved dårlig behandling og armod. Kvinderne bliver lige så slemme, som de mænd de foragter.
Jennifer Lopez er dog magnetisk hele vejen igennem. Hun er i kontrol på en særligt tiltrækkende måde; både varm og manipulerende. Hendes portræt af Ramona er befriende hårdkogt lige fra den overdrevne lipliner til de kraftigt optegnede øjne, der stirrer ublut tilbage på verden. Uden forfængelighed lader hun Ramona blive ældre og (en smule!) uattraktiv for mændene på klubben, men det fascinerende ved karakteren er hendes sejhed og utrættelige evne til at finde på nye ideer – til at hustle.
Da legen til sidst må få en ende for Destiny og Ramona, sidder jeg tilbage med en blandet smag i munden. Instruktør og manuskriptforfatter Lorene Scarfaria kunne godt have set lidt ekstra på manuskriptet, men hun instruerer sikkert med et kvindeligt blik, der ikke svælger i hverken stripper- og/eller ydmygelsesscener, sådan som film om pressede kvinder på en stripklub ofte kommer til. Hustlers er hverken alt for glamouriserende eller køkkenvaskrealisme. Den er af varierende kvalitet, men med noget sejt og stærkt over sig, hvilket i høj grad er takket være Jennifer Lopez.
Kommentarer