I Politikkens Hus d. 20. Juni går dette års Hugo Awards i luften. Her fejres og kåres unge, danske filmtalenter ved en stor prisuddeling, der byder på god underholdning, fede presenters og koncert med den danske rapduo, 2TilTango. Hele arrangementet stables som sædvanligt på benene af studerende fra Film- og medievidenskab.
2026 markerer desuden året for Hugo Awards første publikumspris. Der kan stemmes og købes billetter via linket her.
Ordet har igen i år fået æren af at se disse værker, og bringer her anmeldelser af en række af de nominerede film. God læselyst!
HAVENS VOGTER – SIGURD OG ROBOTPLÆNEKLIPPEREN (Fiktionsfilm)
Instrueret og skrevet af Emil Kjær og Clara Husfeldt
Nomineret i kategorien ‘bedste fiktionsfilm‘
Af Bella Juncker
Havens Vogter – Sigurd og Robotplæneklipperen er en film omkring mennesker.
Sigurd (Lars Knutzon), der er pensionist, enlig og farfar, bruger sine ellers stille eftermiddage på nænsomt at slå græsset hos den datter, han har lidt svært ved at nå. En misforståelse omkring Sigurds helbred får svigersønnen til at anskaffe sig en robotplæneklipper for at lindre byrden af det hårde arbejde for Sigurds krop. Men når han ikke længere har græsset at slå, ser vi hvordan et formålsbetinget livsdilemma bryder op i Sigurd, der gerne vil bruge tid med sin familie, men har svært ved at sige det.
For midt i den hypermoderne og digitaliserede verden, hvor afstanden mellem mennesker på tværs af generationer virker uendeligt stor, stiller filmen her spørgsmålet om, hvordan vi kan finde hinanden igen. Med en stor grad af finesse i sit visuelle sprog, emmer Havens Vogter – Sigurd og robotplæneklipperen af personlighed, dybde og hjertevarme. Imens den afslører den enorme kløft, der efterhånden er imellem generationer og kan være imellem familiemedlemmer, bygger den samtidig også en bro imellem dem.
At Havens Vogter – Sigurd og robotplæneklipperen netop er nomineret i kategorien ’bedste fiktionsfilm’ ved dette års HUGO-awards, er ikke underligt. Filmen er utrolig fin og velproduceret, og efterlader sig med et dybt aftryk af hjertevarme hos sin seer.
ET DØGN I DALEN (Fiktionsfilm)
Instrueret af Hani Andersen, produceret af Savannah Tholander
Nomineret i kategorierne ‘ bedste klipning’ og ‘bedste birolle‘ (Sasu Elhirz, William Kola & Mohammed “MC” Chaabi)
Af Jacob Pedersen
Mange ting kan ændre sig i løbet af et døgn. Specielt, hvis du er en ung knægt med indvandrerbaggrund fra den ellers så fine fjordby Vejle.
I hangout-filmen Et Døgn i Dalen møder vi den unge firkløver af utilpassede sjæle på forskellige tidspunkter i løbet af dagen. Fra morgenbussen over gymnasieundervisningen og selvfølgelig til de champagnesprøjtende tider ved de høje klubborde i byens vibrerende nattelys.
Med tydelige oder til det rapprægede miljø fra Ækte Vare (2014), føltes Et Døgn i Dalen, næsten som en almengørelse af diagnosen fra Ækte Vare, hvor skillevejen mellem hård kriminalitet og en fremtid med frihed er papirstynd. Det er ikke kun på den Københavnske vestegn, at betonblok-miljøet danner rammer om en rodløs ungdom.
Med smågenialiteter som “Han har set for meget Klovn” og “Jeg sagde til dig, at du ikke skulle blive danskerstiv”, forstår man hurtigt distinktionen i miljøet. På sit bedste, om end ikke så subtilt eller gennemgribende i resten af filmen, debatterer Et Døgn i Dalen sit eget miljø; “Vi siger, at han er sjakal, vi sværger på det, men hjælper vi ham så ikke til at blive det?”.
Til trods for lidt ukurant dramatisk optrapning og et par udefinerede karakterer fungerer gruppen som flok, godt til at skildre tematikkerne om den sårbare og vilde ungdom i et autentisk miljø.
SMÅ SKO (Fiktionsfilm)
Instrueret af Joachim Blaabjerg, skrevet og produceret af Emil Tengbjerg, fotograferet af Albert Valdemar Stenum
Nomineret i kategorien ’bedste fotografi’
Af Helena Moustgaard
I Små sko handler kampen ikke kun om at få bolden i nettet. Den handler om at finde sin plads, før man bliver skubbet ud på sidelinjen. Filmen følger en ung fodboldspiller, der vender tilbage til holdet efter tre måneders skade. Men mens han har været væk, har en ny angriber indtaget banen, scoret målene og vundet alles respekt.
Pludselig føles banen mindre, når hovedpersonen langsomt mister sig selv i forsøget på at bevise sit værd. Det, der starter som en naturlig kampvilje, udvikler sig til en kamp mod alle andre. Han kæmper så desperat for ikke at ende på bænken, at han til sidst mister det, han egentlig kom tilbage for: glæden ved fodbolden.
Kameraføringen og klipningen holder tempoet højt og giver filmen en energi, der næsten føles som en intens fodboldkamp. Selvom historien foregår i få omgivelser med få karakterer, bliver billederne aldrig stillestående. De hurtige klip og tætte vinkler får os helt ind i hovedpersonens frustration og pres.
Små sko er en enkel, men stærk fortælling om ambition, jalousi og frygten for at blive erstattet. En film om en spiller, der er så bange for at tabe kampen, at han glemmer, hvorfor han overhovedet gik på banen.
FORÆLDRE (Fiktionsfilm)
Skrevet og instrueret af Jonas Lajboschitz, produceret af Mathilde Kirstein, fotograferet af Christian Karlsen
Nomineret i kategorierne ’bedste fiktionsfilm’, ’bedste instruktør’, ’bedste hovedrolle’ (Niklas Herskind), bedste birolle’ (Sofia Cukic) og ’bedste fotografi’
Af Bella Juncker
Kortfilmsformatet har altid fungeret godt til at udforske og fordybe sig i de små, intime hverdagskonflikter, som små vinduer ind i livet hos almindelige mennesker. Det kan være forelskelse, afhængighed, vrede og sorg. I Forældre ser vi ind igennem vinduet hos Noah (Niklas Herskind) og Hannah (Katrine Greis-Rosenthal), der hver dag står op med sorgen i deres hjerte.
Netop sorgen er gennemgribende igennem hele filmen. I hver scene dulmer den under overfladen, som tårer der er på randen til at flyde over hvert minut. Filmen besidder en formidabel lavmælt fortællerteknik og teknisk snilde, der vidner om en produktion stærkt præget af ambition, passion og evner.
Især det raffinerede kameraarbejde bærer den store opgave, at formidle sorgen til os. I hver scene hviler kameraet i tilpas nok tid på Noah til, at vi mærker og forstår hans sorgtyngede blik. Hans afvigende tilbagetrukkethed afslører hans indre og evige kamp, imens mødet med hans gamle kæreste Hannah, uden mange ord, afslører det bånd som for altid vil være imellem dem på grund af den tragedie de uvilligt deler. Det er subtile men utroligt troværdige skuespilspræstationer fra begge parter.
Forældre er en kortfilm, der siger meget uden at sige det direkte, men istedet lader de menneskelige følelser og blikke tale for sig selv. Filmen er nomineret i hele fem kategorier til dette års HUGO Awards.
BINGO (Musikvideo)
Af Frederik Fuglsang og Sif Sneum
Nomineret i kategorien ‘bedste musikvideo’
Af Johannes Roug
I musikvideokategorien i år finder man en stor repræsentation af produktioner af Frederik Fuglsang, og dette gælder søreme også Bingo (2026), hvor Fuglsang i samarbejde med Sif Sneum har produceret en video til nummeret af Karl Pava. Musikvideoen bærer da også præg af en stor mængde erfaring og vision, når det kommer til visualiseringen af sangens temaer. Bingo formår med sin korte spilletid på et halvandet minut nemlig at illustrere følelsen af vrede og skuffelse over en elsket person på effektivt vis.
Dette bliver visualiseret ved hjælp af en skarp parallelklipning mellem Karl Pava, der befinder sig i en langsom og stilstående bingoaften, og en afbrændt valentinsdate. I denne klipning skabes der derfor et stærkt og præcist budskab, der, sammen med sangteksten, gør klart, at Pava er vred over sin nuværende stilstående situation som konsekvens af et brud med en elsket, der selv er kommet videre. Denne vrede og frustration udløses endeligt til sidst, hvor han bryder fri og smider bingopladerne.
Dette budskab står kun så klart, på grund af nogle særdeles mesterlige tekniske valg. I bingobar scenen er valget af ældre statister samt brugen af slowmotion med til at symbolisere, hvordan han sidder fast i livet og er bange for ikke at kunne komme videre. Desuden er brugen af lowkey belysning med til at skabe en træng fornemmelse, der samtidig også bare giver videoen en fed æstetik med de varme belysninger, som står i kontrast til den ellers blålige farvesætning. Alt i alt er musikvideoen en lækker visuel oplevelse, der passer perfekt med musikken.
GENKLANG (Fiktionsfilm)
Skrevet og instrueret af Frida Frederikke Lippert Kofoed og Kristiane Becktoft, produceret af Mette Sofie Ussing
Nomineret i kategorien ’bedste hovedrolle’ (Thea Lyngvig Herman)
Af Rasmus Bay Kruse Thomsen
Genklang byder på et simpel narrativ med meget fortolkningsrum. Aktuelle tematikker såsom isolation og mentalt helbred præsenteres på let anskuelig og relatbar vis, men nægter samtidig at håndfodre sit publikum. Narrativet udforskes primært gennem implicitte karakterdynamikker og visuel fortælling, hvilket generelt er foretrækkeligt i audiovisuel kunst til explicit dialog.
Værket benytter sig primært af længere sekvenser, der intentionelt indgyder følelsen af monotoni i seeren, som også dominerer æstetikken i filmen. Det samme kan siges om benyttelsen af farver og lys, samt lydsiden, som primært er beskedent men tematisk passende. Klipning og redigering fylder minimalt i filmens æstetik, men optjener trods alt sit formål selvom dybde i billede ofte savnes.
Genklang præsenterer sig selv oprigtigt og jordnært, men afslører i de døende minutter en upålidelig fortæller, der oprigtigt griber seeren uforberedt. Til sidst, skal Thea Lyngvig Herman roses for en reserveret men naturlig præstation, der med retrospekten af produktionens slutning, fremstår både intentionel og troværdig.
FEELINGS FOR VIOLENCE (Musikvideo)
Instrueret, filmet og klippet af Pelle Raft Calum
Nomineret i kategorien ‘bedste musikvideo‘
Af Bella Juncker
På trods af sit relativt nye og endnu ukendte navn på den danske musikscene, er der mange gode grunde til at lære den danske Britney Freud at kende. I sin debutsingle, FEELINGS OF VIOLENCE, sparker han scenen ind med en forfriskende energi og attitude.
Britney Freud, der både udfordrer den klassiske forståelse af maskulinitet, og omfavner sin egen følsomme side, udviser med FEELINGS OF VIOLENCE en høj grad af reflektion og lyrisk snilde i sin kritik imod toksisk maskulinitet og det pres de mandlige idealer ligger under.
Selve musikvideoen, der i et nærmest psykedelisk trip, udstråler en markant visuel stil og personlighed, som passer umådeligt godt til sangens tone og tema. I ægte indie punk rock-stil smelter sangen og dens musikvideo sammen på den bedst tænkelige måde med en interessant billedeside og et tankevækkende kritisk musiknummer, der beviser et sampil mellem de kreative stemmer som både instruktør Pelle Raft Calum og Britney Freud besidder.
Med sin særprægede visuelle stemme side om side med det reflekterende og stærke musikalske nummer, har FEELINGS OF VIOLENCE med rette tjent sig en nominering i kategorien for ’bedste musikvideo’ ved årets HUGO.
TAMPEN BRÆNDER (Fiktionsfilm)
Instrueret af Mikkeline Juul Barenkopf, produceret af Naja Wulff Bertelsen
Nomineret i kategorien ‘bedste ide’.
Af Johannes Roug
Tampen Brænder (2025) starter, meget karakteristisk for resten af kortfilmen, med en flot dronesekvens, der følger en bil på vej ud mod stranden. Med dens store, smukke og statiske kompositioner med idyllisk dansk strand og Storebælt i baggrunden, lægger kortfilmen skarpt fundamentet til den rolige og harmoniske stemning, fortællingen begynder med.
Historien følger nemlig den unavngivet hovedkarakter spillet af Andreas Blauenfeldt Kuhl, der i umiddelbart højt humør kører mod stranden til A Lovely Day a Bill Withers. Derefter skovler han efter noget gemt i strandens sand, og det er her, at de store kompositioner og varme rare farver fortsætter dette idylliske indtryk af en rolig glad dag, som sangvalget også beskriver. Historien tager dog en pludselig drejning, som ændrer perspektivet helt.
Efter denne drejning ændrer billedsiden sig også markant. De store kompositioner bliver til tætte nærbilleder og farverne bliver mørkere. Det understreger på effektiv vis den ændring i stemning, fortællingen sigter efter. Budskabsmæssigt kan man godt spørge sig selv, hvad filmen egentligt prøver at fortælle, da der ikke er et klart tema eller en tydelig morale. Dog er filmen så velproduceret i form af kameraarbejde, klipning og lyddesign, at den fortjener alt ros og opmærksomhed, der kommer dens vej.
COMEDOWN (fiktionsfilm)
Instrueret af Daniel Fugleholm Berg og Marius Daniel Sørensen
Nomineret i kategorien ‘bedste ide’
Af Bella Juncker
I kategorien for ’bedste ide’ findes også kortfilmen Comedown af talenterne Daniel Fugleholm Berg og Marius Daniel Sørensen, der med sin skæve ide og præmis, nærmest skriger klassisk HUGO bait. En kortfilm, der desuden balancerer så skarpt imellem overdreven humor og lavmælt alvor, at det halve kunne være nok.
Comedown stiller os overfor de to kammerater, der bruger tiden på bogstavelig talt at flade ud foran fjernsynet med krøllede ovn-pommes fritter og stoffer, for at dulme nerverne. En narkosag omkring en kontroversiel politiker i TV Avisen får bolden til at rulle og starter en kædereaktion af mersalg af coke indtil et uundgåeligt boycut smider pusherne på røven.
Imens filmens umiddelbare set-up leger lidt med trækkene fra en paranoiddrevet stressfilm, er der intet, der kan forberede dig på, hvor historien ultimativt vil tage dig hen. Replikken ”woke coke” er ikke kun en finurlig genialitet, men samtidig der, hvor en underlæggende nysgerrighed og spekulation vokser frem, når man i forundring studser over, hvordan netop den ide er kommet til filmskaberne.
Nogle omstændigheder i kortfilmen læner sig nemlig uhyggeligt meget op af virkeligheden, set i lyset af en nylig coke-afsløring omkring LA’s prominente tiktok-stjerne og partileder. Et træk, der både afslører filmskabernes umiddelbare mod og kompromisløshed, og samtidig gør filmen meget mere interessant i sin helhed. Hvis ikke for sig selv, fortjener kortfilmen i det mindste at blive anerkendt for netop dette.
ENEBARN (Fiktionsfilm)
Instrueret af Andreas Hvass, fotograferet af Kristian H. Heltoft
Nomineret i kategorierne ’bedste scenografi’, ’bedste fotografi’ og ’bedste instruktør’
Af Viktor August Mortensen
Sidste års helt store vinder af Hugo Awards må siges at være instruktør Andreas Hvass, der løb med hele to statuetter med sin kortfilm Maveplasker (2025). Med priser som bedste film og instruktør er det med høje forventninger, jeg tilgår Hvass’ seneste kortfilm, Enebarn (2026).
Filmen følger en 11-årig dreng, Halfdan, hvis mor netop har dannet et forhold til en ny mand. Halfdan er mildest talt ikke tilfreds med dette, og forholdet resulterer i nogle grænseoverskridende voldshandlinger, udført af den unge dreng. Voldshandlinger, der til stor forfærdelse går ud over den uskyldige familiehund Frida. Filmen er mildest talt grov, og det er imponerende, hvor meget mavepine man kan få på kun 14 minutter.
Med denne kortfilm bliver det klart, at Andreas Hvass brillerer i at instruere børneskuespillere. Maveplasker har også en ung dreng i spidsen, der med sin drenge-uskyldighed og underspillede charme i høj grad er filmens højdepunkt. I denne omgang er det dog en følelse af ubehag og frygt, som den unge hovedrolle fremtvinger på enormt overbevisende facon.
Det er ikke kun den unge Halfdan, men også de andre roller, inklusiv hunden Frida (spillet af hunden Frida), giver flotte præstationer. Koblet med smukt fotografi og scenografi, som kortfilmen også er fortjent nomineret for, er denne kortfilm en stærk videreudvikling på sidste års store vinder, og jeg tror, at vi får Andreas Hvass at se oppe på scenen igen til dette års Hugo Awards.
ØJENLÅG (Musikvideo)
Instrueret af Frederik Fuglsang
Nomineret i kategorien ’bedste musikvideo’
Af Marius Sørensen
I musikvideoen til JEFF3s ”Øjenlåg” skaber instruktør Frederik Fuglsang en energisk kollage, der matcher sangens afrobeat-vibe. Hvad der ellers ’bare’ havde været en video af kunstneren, der synger en i et kamera, bliver til en farverig og underholdende visuel leg, når sangeren maskeres af diverse udklip og baggrunden vibrerer i takt med sangens rytme. Undervejs klippes der til billeder af sangerens silhuet foran et sort lærred. Alt sammen i sangens tjeneste. Det fører til et skarpt sammenspil mellem billed- og lydside, der hver især forstærker hinanden.
Øjenlåg er nomineret til prisen for ‘bedste musikvideo’, og mon ikke dens chancer for at vinde er rimelige.
SKITSER TIL EN FILM OM AT MISTE (Fiktionsfilm)
Instrueret og skrevet af Christoffer Thomas, produceret af Mathias Alrø Iversen.
Nomineret i kategorierne ’bedste fiktionsfilm’, ’bedste instruktør’ og ’bedste birolle’ (Silje Finsrud).
Af Bella Juncker
En gang imellem ser man en film, der kan have sådan en effekt én, at det kan være svært at sætte ord på det, fordi den uventet er kommet bag på én. Dette er ofte, hvad der gør det spændende at springe uvidende ud i helt nye film.
Med meta-tematiske elementer, der nikker lidt til Fellinis 8½, leger den (ikke så korte)film en interessant leg med sit format, hvor vi både møder fabeldyr og monstre på trods af filmens virkelighedsnære emne. Skitser til en film om at miste forsøger nemlig at strikke en bearbejdning af sorg sammen med forsøget på at lave en film, hvor en indre blokade holder hovedkarakteren, Cecilie (Ellen Lei Hovmand), tilbage fra at realisere projektet. Hvor grænsen imellem film og virkelighed i Fellinis er meget mere udtværet, er det nemmere at følge præmissen her.
Om den bruger sine 49 minutters spilletid ligeså effektivt hele tiden, må være en smagssag. Alligevel er der tankevækkende indhold at komme efter i Skitser til en film om at miste, der strikker en fin film sammen om det at miste en vigtig person og samtidig skulle forsætte sit liv efterfølgende som om intet var hændt. Det er ærligt og det er vigtigt.
Et højdepunkt fra filmen må til gengæld understreges at være Silje Finsrud, der spiller den tålmodige Freja med en stærk, sårbar ærlighed. Hendes præstation har med rette har scoret hende en nominering for ’bedste birolle’ ved dette års HUGO Awards, mens filmen desuden er nomineret i yderligere to andre kategorier.
RUTINEN (Fiktionsfilm)
Af William Frank Carstens
Nomineret i kategorierne ’bedste scenografi’, ’bedste klipning’ og ’bedste hovedrolle’ (Cecilie Schnell Petersen)
Af Mikkel Lind Kristiansen
Rutinen følger en enkel hverdag for et simpelt karaktergalleri bestående af en kvindelig croquis model, en søvnig og fortabt vinduespudser og hans hårdhudede, men karismatiske og italienske roomie.
På arbejde møder croquis-modellen og vinduesviskeren gennem meet-cute øjenkontakt, der hurtigt bliver til slasket tunge snaveri. Og lige så hurtigt er de videre med hver deres hverdag.
Rutinen er en hvirvelstrøm af sanselige indtryk og liminal hverdagseksistens, hvor dens hurtige klipperytme tager en fra croquismodellens og vinduesviskerens rom-com meet-cute til vinduesviskeren forpinte sindstilstand, alt imens den balancerer simple shot-reverse-shot om ham og hans roomie, der altid fører samtalen hen mod sig selv. Det er ikke en overraskelse, at kortfilmen er nomineret til bedste klipning, da karakterernes pirrende hverdagsrutiner vellykket flettes ind gennem klipningen.
Desuden er Cecilie Schnell Petersens nominering som bedste hovedrolle også lige så velfortjent. Man bliver tryllebundet i voiceoveren om hendes utallige tankemylder overlagt hende der danser som storbysnymfe gennem en legeplads.
Kortfilmen har et enkelt handlingsforløb, men klipningen gør den til noget meget større. Meet cutes, roomiediskusioner, fantaserende dagdrømmeri, hedonistisk fortabelse, en smøg og solskin der smelter på huden oveni massive tømmermænd. Rutinen indkapsler de utallige sammenvævninger af opture og nedture man møder, mens man blot vandrer gennem hverdagen i sine forskellige rutiner.
SKYGGEN I SELSKABET (Fiktionsfilm)
Af Carl Rugaard Krogager og Oskar Stone
Nomineret i kategorien ’bedste ide’.
Af Viktor August Mortensen
Kategorien ‘bedste ide’ er en sand legeplads for den kreative tilgang. Kreativiteten er i hvert fald i top i den nominerede kortfilm Skyggen i Selskabet (2026). En kortfilm, der i høj grad ligner et resultat af nogle gode venner, der har fået en rigtig god idé. Og det er ment på den bedst mulige måde.
Kortfilmen åbner med en finurlig one-take sekvens, der sætter scenen. Gutterne er taget i forældrenes sommerhus med højt humør og bajere, men langsomt vokser en skygge i selskabet. One-take-stilen fortsætter gennem kortfilmen, mens tonen tager en gyselig drejning, da Sigurd (Sigurd Røge Østergaard) føler sig udenfor og vælger at tage en lur.
Kameraarbejdet er imponerende, og der er flere tilfælde af filmmagi, der skaber en del hovedbundskløe. Et bevis på den inspirerende kreative tilgang, kortfilmen er bikset sammen med. Sammen med dyster og effektiv lyssætning, en simpel præmis og modigt one-take forsøg, flyver de 11 minutter forbi.
En stærk præstation af Sigurd Røge Østergaard er essentiel her, da han dominerer det meste af kortfilmen. Gennem minimal dialog, lykkedes det ham alligevel at portrættere en rimelig forvirret sindstilstand. Der skal også lyde ros til resten af castet, der tegner et realistisk portræt af den typiske drengegruppe, uden at være fornedrende.
Modigt og kreativt kameraarbejde blandet med en skæv fortælling gør Skyggen i selskabet til et rigtig godt bud som vinderen af bedste ide.
HVEM HAR STEDET? (Musikvideo)
Instrueret af Hani Andersen & Kundo
Nomineret i kategorien ’bedste musikvideo’.
Af Alexander Bendtsen
Gennem en usynlig væg betragtes et lille kvadrat rum med sort/hvid-ternet gulv, aflukket af teateragtige gardiner, der danner rummets vægge. I en panorering mod højre, som fortsætter gennem hele Hvem har stedet-musikvideoen, skabes en cirkulær effekt, hvor rummet gang på gang forsvinder og vender tilbage – hver gang med ny indretning og nye konstellationer af mennesker i nye scenarier.
Mere konkret synes rummets cirkulære proces at skildre det festlige og vilde hiphopliv, som Kundos hitnummer også personificerer. Heller ikke uden bagsiden af medaljen. For endnu mere specifikt fortæller det dynamiske rum en billedlig historie om forberedelserne til en vild fest, samt kulminationen på samme fest, klammerier med hvad der ligner ordensmagten i forlængelse, og en efterfølgende nedtur.
Rummene og scenarierne udfyldes af et livligt ungdommeligt cast, der sætter ansigter og outfits på en udtryksfuld subkultur, der står i festernes og farvernes tegn. Hovedpersonen der sidder tilbage for sig selv, og til sidst vender situationen med sin psykolog, bliver ansigtet på at selvsamme fester ikke udelukker at man har sit eget at slås med, på den anden side af gardinet.
Men mon ikke at der er fest igen i næste weekend, og så er vi måske tilbage i psykologstolen derefter?
Værket er et fint lille billede på op- og nedturene i showbiz og livet. Ligesom videoens billardkugle der fortsat triller i cirkler, så fortsætter cirklen med op- og nedture nok også for vores hovedperson.
TEGLHOLMEN (Musikvideo)
Af Frederik Fuglsang & Markus Brandt
Nomineret i kategorien ’bedste musikvideo’.
Af Oskar Stone
Teglholmen er indbegrebet af gentrificeringen, der hjemsøger Københavns sjæl – og netop det sætter Frederik Fuglsang og Markus Brandt ord og billede på. Placeret på båden, danser vi med op langs kanalerne, med smukke skud af de moderne nye bygninger fra bådens POV.
Langsomt, som vores hovedperson nærmer sig nybyggeriets centrum, forvandles han selv til dét han både kritiserer og hylder i sangen med samme navn. Med en BMO og en specialøl, sidder han ved sin MacBook i jakkesæt og falder i ét med sine omgivelser. Uden at komme det nærmere, kan der altså læses meget ind i musikvideoens spilletid på 2:43 minutter, som leger med den ambivalens, nybyggeriet og gentrificeringen skaber. På den ene side er det samfundets top, men det synes at klinge hult, hvis man mister forbindelsen til den historie, som engang gav byen karakter. Hvad er der tilbage, når de nye milliondyre facader glimter i havvandets skær?
Løbende krydsklip mellem Markus og omgivelserne skaber en bevægelig dynamik hvor det naturlige lys foroven glimter i lejlighedernes vindue. Udnyttelsen af det naturlige lys, med tempofyldt kameraføring og klip passer strålende til sangens rytme og temaer. En vellykket farvegrading og en charmerende Markus med en måge under armen danner ramme for en simpel, men veludført musikvideo. Musikvideoer kan ofte blive en visuel buffet af utallige temaer, idéer og skud. Frederik Fuglsang har benyttet sig af det gode ”KISS”-råd fra The Office-stjernen, Michael Scott: ”Keep It Simple Stupid”.