Den 21. juni åbner HUGO Awards igen dørene til endnu et show og prisuddeling, der hylder den unge, danske filmkunst. Det hele arrangeres vanen tro af studerende på Film- og medievidenskab. Årets show finder sted på Halvandet på Refshaleøen, og billetter til kan stadig købes her.
For tredje år i træk kan Ordet med glæde og stolthed præsentere et samarbejde med HUGO Awards, og vi bringer således anmeldelser af en række nominerede kortfilm i kategorierne fiktion, fakta og musikvideo. Læs med herunder!
LÆDERFORDÆRV (Fiktionsfilm)
Instrueret og skrevet af Daniel Fugleholm Berg, produceret af Nanna Naja Kærsig Giversen, fotograferet af Aksel Søndergaard, lyd af Mads Eshøj Bolt. Nomineret i kategorien bedste idé.
Præmissen bag Læderfordærv er lige så vanvittig, som den er genial. Den satiriske gyser-kortfilm omhandler nemlig en læderstol, der korrumperer enhver siddende til at blive en højreorienteret ghoul, der er besat af pronominer, woke-kultur og identitetspolitik.
Med sådan en præmis er filmen allerede tiltalende.
Læderfordærv er tydeligt lavet for at underholde, hvilket den i høj grad gør. Dens absurde dialog er knæ-klaskende sjov til tider, hvilket i forlængelse af forsætligt finurlige præstationer fra hele filmens cast skaber en latterlig stemning, der fungerer til fordel for filmens satiriske budskab.
Som nævnt er kortfilmen en gyser, og det leverer den hovedsageligt på gennem en brug af stærkt lyddesign, skarp klipning og gode gamle jumpscares. Disse jumpscares er effektive til et kort gys, men mister lidt deres effektivitet ved gentagelser.
Herudover har Læderfordærv desværre også nogle pacingproblemer. Narrativet og hovedkarakterens forværring sker alt for hurtigt, hvilket formindsker spændingen og dermed også gyset.
De fleste af filmens problemer kunne nok løses med et langsommere directors cut, men med så fantastisk et koncept og kunstnerisk vision er Læderfordærv dog absolut værd at se. /Lasse Borch Frisendal
MAVEPLASKER (Fiktionsfilm)
Instrueret og skrevet af af Andreas Hvass, produceret af Thomas Siemer. Nomineret i kategorierne bedste scenografi, bedste hovedrolle, bedste fiktionsfilm og bedste instruktør.
I denne kortfilm af Andreas Hvass, der udspiller sig hen over en fredelig dag i svømmehallen, møder vi en ung dreng (Ditlev Vilhelm Bjørn Kirstein), der hænger ud ved bassinkanten. Med en følbar længsel, kejtethed og nysgerrighed sender han lange blikke efter de unge kærestepar, der også hænger ud i svømmehallen.
Særligt én pige (Carla Lykke Fandrup), der tør springe fra den højeste vippe, fanger hans opmærksomhed. Han bruger hele dagen på at følge hende og hendes spring med blikket, imens han klodset forsøger at skabe en form for kontakt. Da svømmehallen skal til at lukke, kravler han op på den højeste vippe i et sidste forsøg på at imponere pigen. Da han ikke kan få sig selv til at springe, kravler pigen op til ham, hvilket skræmmer ham udover kanten i et smertefuldt spring.
Maveplasker bliver nærmest synonym for de kluntede følelser, de fleste kan genkende fra deres egen spæde ungdom. Maveplasker er en fin og interessant dialogfri kortfilm om de første, uelegante møder mellem unge piger og drenge, om ikke at turde sige, og om at være så forelsket og usikker, at det føles nemmere at tage springet fra den højeste vippe, end det er at sige hej. /Bella Juncker
HVIS IKKE JEG ER PERFEKT (Fiktionsfilm)
Instrueret af Vega Moltke-Leth, skrevet af Vega Moltke-Leth og Clara Baerentsen, produceret af Andreas Grove Vejlstrup og Clara Baerentsen. Nomineret i kategorien bedste klipning.
Angst gennemsyrer det moderne menneske. For unge kvinder kan den tage form som perfektionisme, der hjemsøger alt, hvad man laver, tænker og kaster sig ud i. Denne ulidelige fornemmelse – denne søgen efter perfektion – dykker Hvis ikke jeg er perfekt frygtløst ned i. Ikke for at komme til bunds i samfundsstrukturen på bunden af det vanvittige hav, men blot for at komme hudløst tæt på.
Med nærbilleder, en metaforisk handling og knivskarp æstetik følger kortfilmen flere forskellige kvinder i deres desperate søgen efter perfektion. De fikserer alle på forskellige ting; karrierekvinden får forløsning i druk, en er aldrig tilfreds lige meget, hvor meget hun taber sig, og en tredje forsøger både at være mystisk og koket over for kæresten, så hun giver og tager en præcis mængde kærlighed, som var følelser og nærhed målt med finvægt.
Det er uhyre tydeligt, hvad Hvis ikke jeg er perfekt vil, når den går i kødet på det forskruede tankemylder. Og det er en oplevelse, der gør indtryk. For når alt kommer til alt, hvis ikke man er perfekt, hvad er man så? “En udefinerbar masse, der eksisterer uden mening og formål.” Mere skrækkeligt præcist kan det næsten ikke blive. /Kim Sidsel Minuva
GOD SMAG (Fiktionsfilm)
Instrueret og skrevet af Emilie Holm Potter, Emilie Tornøe Winding og Natalie Maja Rattan. Nomineret i kategorien bedste birolle.
I God Smag møder vi en vennegruppe, der er gledet fra hinanden siden deres tid i gymnasiet. De mødes hjemme hos veninden Freja, der har tilberedt en stor portion dahl til lejligheden.
I løbet af middagen lader God Smag vennegruppens interne problemer udfolde sig for publikum. Én kommer for sent og braser ind med spidse albuer; en anden taler alt for meget om sit job på en bar; en tredje føler sig udenfor, fordi han ikke er blevet inviteret med på føromtalte bar.
Filmen er subtilt, men humoristisk fortalt; dén type film, hvor persongalleriets karaktertræk lader sig vise gennem, hvordan de spiser deres portion dahl. Og så rundes det hele af med et meget sjovt, velspillet og sigende punktum. Voilà! /Marius Sørensen
PERFORMANCE (Fiktionsfilm)
Instrueret og skrevet af Olivia Kubasiak Kløvedal Reich, produceret af Nanna Josefine Torp og Ane-Kathrine Lamdahl Pedersen. Nomineret i kategorierne bedste fotografering, bedste hovedrolle og bedste instruktør.
I et sanseligt virvar af dans og kompleksfyldte følelser, danser Ella (Ane Carlsen) sig igennem denne fine film om angst og det at turde være sig selv.
Ella bor alene i København og fordriver dagene i stilhed, imens hun danser natten væk alene på sit værelse, som en flugt fra de angstfyldte følelser, der optager hende i hverdagen. Filmen er præget af en gennemtrængende følelse af at være bange for sig selv, og igennem et observerende kamera og betagende, flot scenografi, følger vi Ellas kamp med at komme ind i en dansegruppe. Men nederlaget er stort for Ella, da angsten lammer hende, og hun ikke tør gennemføre sin prøve, blandt andet på grund af danseren Eske (Adam Toyuco).
Med en fysisk vrede udtrykt igennem dans, bliver Ella besat af at komme til at danse med Eske alligevel. Gemt væk bag en hjemmelavet maske tør Ella forfølge sin drøm ud i nattelivet og hen imod Eske, hvilket skaber et særligt bånd mellem de to.
Selvom klipningen i Performance til tider er en smule ujævn, der skaber små forvirrende brud i kontinuiteten, opvejes det af dens smukke billeder, hvilket har indbragt filmen en nominering for ’bedste fotografi’ ved dette års HUGO Awards. /Bella Juncker
TECHNOANATOMI (Dokumentarfilm)
Instrueret, produceret og klippet af Andrea Majlund Vibenfeld, Erik Mykhaylyk Pontoppidan og Johanne Fabrin Beltoft. Nomineret i kategorien bedste klipning.
Technomiljøet kan for mange udefrakommende virke som et lukket og uforståeligt sted. Mennesker i mørkt tøj, der tager stoffer og danser til musik, man ikke kan synge med på. Men for dem, der er åbne og begiver sig ind i det mørke, røgede og pulsende natteliv, venter en helt unik oplevelse.
Det er en oplevelse, der er svær at beskrive og vise – især når man ikke må tage billeder derinde. Technoanatomi formår alligevel at male et billede af miljøet. Først ved brug af interviewpersoner, der guider os gennem oplevelsen af at være på technoklub og derefter beskriver deres opfattelse af miljøet.
Herefter er det klubkonstruktionens dekonstruering af technomiljøets tre vigtigste elementer – lyd, lys og dans – der trækker os ind i klubben, uden at vi overhovedet har trådt foden derind. Det sker blandt andet gennem den hurtige klipning i takt med musikken, lys fra Københavns bybillede og dansende mennesker foran en greenscreen – nærmest i 90’er-stil.
Er det overhovedet muligt at fange den særlige stemning, som klubmiljøet inviterer en ind i? Det bliver det nok aldrig, men det er netop dét, der gør oplevelsen så unik. Alligevel formår filmen at indkapsle stemningen og formidle, hvordan technomiljøet kan føles indefra. /Alma Wibeck Senderovitz
AS THE CROW FLIES (Dokumentarfilm)
Instrueret af Alexandra Haarvardsson Gates, Esther Lindholm og Rose Shabela, produceret af Alexandra Haarvardsson Gates. Nomineret i kategorien bedste dokumentar.
Ban Oraha kom til Danmark fra Irak i 2001, og nu som 49-årig deler hun sin oplevelse med instruktørerne Alexandra Haarvadsson Gates, Esther Lindholm og Rose Shabela. Det er blevet til et sårbart indblik i oplevelsen af at ankomme til og finde sig selv i et fremmed land.
Med rolig underlægningsmusik og håndholdte billeder, der er med til at etablere instruktørernes jordnære tilgang til denne film, møder vi Ban i et minde. I løbet af filmens start ser vi der, hvor hun boede i sine første år i Danmark, og med nysgerrige øjne er Ban på besøg i et område med ting, hun kan savne, og som hun kan se tilbage på – og det er mærkeligt at tænke på, for det betyder, at tiden er gået. Hele 25 år.
Filmen har et nænsomt fokus på skiftende følelser, identitet og ensomhed, som stedfæster sig i den første scene, hvor Ban fortæller om den frygt og ulykkelighed, hun havde engang, og som hun nu ville ønske ikke længere var i hendes erindringer. Det er umuligt ikke at lytte efter.
As The Crow Flies balancerer optagelserne af Bans fortællinger med interviews fra NGO’en Diversity Works og en psykolog for traumaramte, og selvom fagligheden i disse interviews kunne have brudt med den emotionelle oplevelse, så har filmen i stedet formået at bruge dem til at understøtte og perspektivere det lille indblik, vi får i Bans liv, ud til en større refleksion om ensomhed og fællesskab eller mangel på samme – hvad der i den grad er aktuelt, når nogen ankommer til Danmark for første gang. /Emilia Tusindfryd Bechraki
BJØRN (Dokumentarfilm)
Instrueret og produceret af Mads Hagen. Nomineret i kategorierne bedste fotografering og bedste dokumentar.
Den amerikanske grizzlybjørn er nok den mest notorisk farlige bjørn. Den er nysgerrig, bomstærk og kan komme i karambolage med mennesker. Og så er der isbjørnen, der decideret jager mennesker under rette betingelser.
Sådan er den skandinaviske brunbjørn imidlertid ikke. Den er sky af natur og vil helst ikke have noget med mennesker at gøre. Derfor kræver det også en særlig form for tålmodighed, hvis man som fotograf vil lykkes med at indfange dens nuttede og majestætiske skikkelse. Netop denne ambition omhandler Bjørn, der følger naturfotograf Mads Hagen i sit forsøg på at finde og fotografere skandinaviens største rovdyr.
Bjørn minder om en nedkogt version af Sneleoparden (2021). Begge følger en fotograf, der dag ind og dag ud stædigt og tålmodigt venter på, at det lyssky dyr titter frem. Som sin franske pendant føler Hagen, at selvom det er hundekoldt, og han venter og venter, så er han præcis dér, hvor han gerne vil være.
Det resulterer i en æstetisk skarp, lille dokumentarfilm, der både giver seeren et indblik i en fotografs tankegang og dagligdag, smukke og sjove billeder af Finlands finurlige dyreliv og lidt at tænke over, i form af Hagens tanker om den biodiversitet, han arbejder op og ned ad, som er ved at forsvinde. /Kim Sidsel Minuva
BLØD (Musikvideo)
Instrueret af Sofie Munch Wiberg, produceret af Anna Lucia Dominguez, Emma Vestphael, Malou Flyvholm Gøttsche, Sofie Munch Wiberg og Xenia Marie Andersen. Nomineret i kategorierne bedste ide og bedste musikvideo.
Ved et umiddelbart lyt til musikeren Bettes nummer Blød har kærlighedssangen en ungdommelig stemning med sit sprog (”du gør mig sådan der blød indeni”) og sin moderne elektroniske pop-lyd. Derfor får værkets musikvideo et interessant kontrastfyldt udtryk ved at centrere om parforholdet mellem to ældre kvinder.
Et kunstnerisk valg, der giver lyrikkens meditative, men ret ordinære kærlighedserklæring, en ekstra dimension, hvori det kommunikeres, at kærlighed er et vidunderligt formløst væsen med mange ansigter.
Videoen giver ikke udtryk for en interesse i direkte at skildre nogen konflikt eller noget opgør, men fokuserer derimod på at etablere en stemning centreret om lykke med rod i netop kærligheden. Dette gøres meget fint og nænsomt i en montage, hvori de to søde hovedpersoner danser, løser kryds-og-tværs og griner sammen. Alt imens Bettes silkebløde stemme, sammen med et roligt elektronisk beat, skyller ind over videoen.
Det er alt sammen sødt og opmuntrende, og gør (meget passende) undertegnede skribent lidt sådan der blød indeni. /Alexander Bendtsen
THE UNLUCKIEST BOY ALIVE (Musikvideo)
Instrueret af Oliver Adelborg og Frederik Fuglsang. Nomineret i kategorien bedste musikvideo.
På trods af at han ikke vandt, var Adel the Second måske den mest bemærkelsesværdige kunstner i årets Dansk Melodi Grand Prix. Hans kombination af autenticitet, humor og en violinfyldt dance-pop banger med solidt sceneshow fik ham til at stå stærkt ud fra resten af deltagerne, og det var også nok til at få ham til finalen.
Alle de kvaliteter fra liveshowet er i den grad også til stede i musikvideoen til Adel the Seconds debutsang The Unluckiest Boy Alive.
Musikvideoen flyder over med en form for teatralsk charme, der overspilles på en nærmest perfekt måde. Alt fra koreografien og lyssætningen til Adels egen mimik bidrager til den unikke personlighed, der også reflekteres i både sangen og hans Melodi Grand Prix-optræden
Det bør dog nævnes at, for en dance-pop sang, er koreografien og klipningen tidligt i musikvideoen langsom og kan i enkelte øjeblikke føles en anelse akavet. Men samtidig giver denne langsomme start en endnu større mængde energi, når Adel og danserne giver den gas i sangens sidste euforiske omkvæd.
Musikvideoen til The Unluckiest Boy Alive føles i den grad meget autentisk, og den er en fantastisk tilføjelse til en floor-fyldende sang. Adel the Second har i den grad potential. /Lasse Borch Frisendal
Kommentarer