Af Christine Roederer
Det må være en stor drøm for europæiske komikere at blive kendt i USA. I Danmark har Simon Talbot prøvet, og i Frankrig er det Gad Elmaleh. Jeg har en DVD-boks stående på min hylde med fem af Gad Elmalehs shows, og som alle franskmænd kan jeg citere mindst ti forskellige sketches, han har lavet. Han er i hvert fald en, som alle kender i Frankrig.
I 2018 fik Gad Elmaleh et show på Netflix, Gad Elmaleh: American Dream, hvor han fyrrede jokes af i 57 minutter. På engelsk.. Nu er han så tilbage med Huge in France, også på Netflix. Den handler om Gad Elmaleh som en mere arrogant, fiktionaliseret version af sig selv, der kommer til USA for at møde sin søn, Luke. Eller Luca, som han egentligt hedder. For 15 år siden fik Gad nemlig en søn med en amerikansk kvinde, Vivian, men han har aldrig haft noget at gøre med drengen.
Nu er han i hvert fald kommet til USA. Mere eller mindre inkognito, da ingen kender ham. Vivian har fundet sammen med Jason Alan Ross, en amerikansk supermodel-skuespiller-type, der er i gang med at lære Luke, hvad det betyder at være topmodel.
Det kunne i princippet være rigtig sjovt – for Gad er en sjov mand. Men serien er bare… ja, måske ville pinlig være ordet. Eller måske ikke engang. De fleste jokes handler om forskellen mellem den franske kultur og den amerikanske. Gad kan ikke finde ud af, hvorfor dick jokes er så sjove, og når han prøver at flirte med en ung pige, ender han med et polititilhold.
Når showet prøver at være seriøst, bliver det komisk, og når det prøver at være komisk, bliver det bare fuldstændig plat. Jeg havde ikke rigtig nogle forventninger, andet end ‘juhu, en serie med Gad på engelsk, endelig kan alle se, hvor sjov han er!’, men jeg ved faktisk ikke, om jeg ville anbefale showet til nogen. Så hellere se hans stand-up på fransk med undertekster i stedet for.
Det er som om, de lavede to shows på samme tid: det ene hvor Gad Elmalehs tilværelse i USA er en socialpolitisk kommentar på overfladekulturen, hvor hans franske hjerte bare slet ikke kan fatte, at han ikke er sjov her i Los Angeles. Og så er der det andet show omkring den tragiske skuespiller Jason Alan Ross, der har opgivet alt for Luke og Vivian, og som gør alt, hvad han kan, for at være den perfekte faderfigur. Og her bliver serien til to mindre serier, fordi det er umuligt at have den stil humor, Gad har, når Jasons historie går den vej, som den gør.
Skuespillerne er heller ikke noget at råbe hurra over. Matthew Del Negro, som spiller Jason Alan Ross, er den eneste, som gør et nogenlunde stykke arbejde, det hele taget i betragtning. Men ellers, så… ja. Heldigvis varer det kun omkring 4 timer at se det hele. Heldigvis.
Kommentarer