Af Johannes Roug
Der har været en del diskussion på sociale medier for tiden, om der overhovedet stadig findes ”filmstjerner” længere. For nogle årtier siden var det uden tvivl en vigtig del af en films markedsføring at involvere en velkendt stjerne i filmen, hvis tilstedeværelse i sig selv var en primær salgsfaktor. Filmstjernerne fra den periode er dog blevet gamle, og det er svært at forestille sig nogen fra den nye skuespillergeneration have den samme tiltrækningskraft i det nutidige samfund, hvor koncept og instruktør fylder mere end nogensinde før. Der er dog en, der stadig indkapsler de tidligere filmstjerne kvaliteter. Glen Powell opfylder nemlig alle krav; et flot udseende, en udstrålende charme der overgår karaktererne og en genkendelig rollefordeling. Det eneste, han mangler nu, er et imponerende bagkatalog af film. Dette kommer han et skridt tættere på med How to Make a Killing (2026).
Glen Powell spiller nemlig den charmerende Becket Redfellow, der efter sin familieudviste mors død, planlægger at hævne sig mod Redfellow-familien, så han kan blive ene arving til hans retmæssige familiearv. Filmen byder derfor på masser af underholdning med en altid velklædt Powell, der skal finde på kreative måder at slippe afsted med at begå mord. Og det er hovedsageligt underholdningen det handler om, for How to Make a Killing har ikke store ambitioner om at give publikum særligt meget til eftertanke. Den forholder sig umarkant i sin stil og fortællingen er tæt skrevet om et simpelt plot uden meget plads til karakteruddybning eller tunge tematikker. Derudover er spilletiden på en time og tre kvarter er heller ikke længere end nødvendigt.
Dog lægger filmen al sit fokus i at gøre historien overskuelig og nem at følge med i. Man kan sagtens gå på toilettet i løbet af filmen og stadig få det samme ud af den, som dem der binder knude på blæren. Dette ville typisk være en kritik, men fordi markedet i dag er så tørt for originale popcorn-film, så føles How to Make a Killing faktisk som en velkommen gæst på den store skærm. Det er også efterhånden blevet en kunst at kunne holde sig fra at overkomplicere simple film, i stedet for at lade skuespillerne stråle. Dette er måske også tendensen, der har forårsaget manglen på filmstjerner, vi står med i dag.
Med det sagt, så er der også et loft for, hvad man kan få ud af en film, der ikke har andet på dagsplanen end underholdning. Der bliver lagt meget stort fokus på Beckets wants og needs gennem hele fortællingen, hvilket kulminerer i et brud mellem de to til sidst. Det er dog så gennemskueligt, hvad filmen vil med de wants og needs, at det til tider føles skåret ud i pap. Udover det, er filmens andre tematikker ret forglemmelige og ikke særlig veludførte. Der er også nogle enkelte øjeblikke, hvor der kunne være blevet gemt lidt mere plads til følelser, da de sørgelige tidspunkter i filmen, ikke formår at vække meget sympati frem, fordi historien med det samme er videre og tilbage i højt humør.
Højt humør er der til gengæld rigeligt af. Det er umuligt at se filmen uden at trække på smilebåndet af flere omgange med den fjollede humor og Glen Powells karisma. De to skøre roller spillet af Zach Woods og Topher Grace er også med til at opretholde den sjove tone, men er desværre også utroligt flade, hvilket i sig selv karakteriserer filmen som helhed godt – Den er sjov, men flad. Hvis en film kan underholde fra start til slut, så føles den efterfølgende refleksion over filmens mangel på dybde dog påtvunget. Det er derfor på sin plads, at How to Make a Killing får ros for en god biografoplevelse – Og ligeledes Glen Powell, for at udøve kunstigt åndedræt til fortidens filmstjernefænomen.