Af Sidsel Minuva
Sarah (Alison Brie) er enormt glad for heste. Hun elsker i hvert fald sin barndomshest, Willow (Goldenite). Desuden ved hun alt om maling og er god til at lave kunsthåndværk. Og så elsker hun det overnaturlige krimidrama, ”Purgatory”. Men det med andre mennesker og forhold siger hende ikke så meget. Det mener hendes bofæller, at de kan ændre på – det kræver jo bare lidt øvelse…
Med den præmis er der lagt i kakkelovnen til en fortælling om en ung kvinde, der bakser med relationer og lige så stille arbejder på at blive mere åben. Men læser du denne anmeldelse, eller har du læst Netflix-beskrivelsen, så ved du nok, at det ikke er det, Horse Girl faktisk handler om. Deri ligger en stor del af filmens problemer.
Sarah er nemlig ved at miste sin virkelighedssans. Psykisk sygdom ligger til familien, og nu står hun for tur. Gennem filmen kæmper hun med at skelne mellem drømme og virkelighed, at vågne tilfældige steder om natten eller om morgenen og at opleve overnaturlige fænomener, såsom uforklarlige blå mærker over hele kroppen.
Horse Girl kan bare ikke bære sådan et plot, for fortællingens tempo er helt ude i skoven. Det tager lang tid, før der kommer gang i det overnaturlige plot, og således har filmen aldrig tid til hverken at give de mystiske elementer substans eller at give en de svar, man så inderligt hungrer efter.
De mystiske hændelser afvikles alt for hurtigt. Hver eneste af dem introduceres pludseligt og uden varsel, og så har seeren ikke en jordisk chance for at regne ud, hvordan tingene hænger sammen, eller hvad der egentlig foregår. Filmen når simpelthen hverken at få skabt tilfredsstillende set-ups eller pay-offs.
Oveni det begår Horse Girl den dødssynd, at den ikke stoler på, at seeren kan regne sammenhænge ud. Den viser gang på gang klip fra tidligere i filmen for at være sikker på, at man virkelig har fanget, at det, der sker nu, relaterer sig til tidligere begivenheder. Heller ikke nye sammenhænge mener den, at man kan forstå; den udpensler f.eks., at Sarahs barndomsven pådrog sig en hjerneskade efter et hesterelateret uheld, uden at det på nogen måde er nødvendigt. Hvorfor filmen prøver at skabe mærkelig mystik, og samtidig så ivrigt holder seeren i hånden, går over min forstand.
Det hele tynges af, at langt de fleste skuespilpræstationer ikke er noget at skrive hjem om. Sarahs bofæller minder f.eks. allermest om skuespillere i en elevproduktion. Men Alison Bries præstation som Sarah er faktisk ret fin; hun formår at udtrykke hendes skæve, introverte personlighed og samtidig også hendes desperate nedsmeltninger.
Historien om Sarah kunne have været udmærket, hvis bare instruktør Jeff Baena og co. havde fokuseret på enten historien om den forsigtige, måske autistiske kvinde eller det overnaturlige mareridt. I stedet kæmper begge dele om plads i Horse Girl og ender med at gøre den alt andet end mindeværdig.
Kommentarer