Af Neia Højsteen
Hatidze smyger sig langs klippevæggen på en smal afsats. Der er flere hundrede meter ned. Hun holder vejret – og jeg holder vejret. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad fotografen gør, hvis hun falder. Det er en dokumentar, og det er bestemt ikke ufarligt, når Hatidze fod for fod bevæger sig frem. Målet er en hemmelig bikube i en udhulning i klippevæggen. Uden handsker og net tager hun honningtavlernes ud og vifter bierne af. Hun synger i en hvisken for at berolige dem. Hatidze er mådeholden, ”Halvdelen til mig og den anden halvdel til jer,” siger hun til bierne. Hun er en solhærget bjergnymfe med grove arbejdshænder.
Jeg sidder på kanten af biografsædet, som var det en veldrejet thriller fra Hollywood. Jeg vidste ikke, at honninghøst kunne være så spændende.
Instruktørerne Tamara Kotevska og Ljubomir Stefanov har fulgt Hatidze i ikke mindre end tre år, fulgt livets og naturens gang og optaget flere hundrede timers materiale. For filmen scorede de hattrick på Sundance tidligere på året, hvor de imponerende vandt juryens store pris, specialprisen og prisen for bedste fotografi i en dokumentar. Der er en summen i krogene om en Oscar-nominering.
Hatidze og hendes mor, Nazife, lever i en tidslomme, et nærmest mytisk landskab, der ikke kan placeres i tid og rum. Men indimellem afsløres verden alligevel – af en jetstribe på himlen, et skrattende radiosignal og en ung mand med grøn hanekam i bussen til Skopje. I Skopje sælger Hatidze sin guddommelige og helbredende honning til intet mindre end 10 euro glasset. Hun køber modne bananer, som hendes tandløse mor kan tygge med gummerne, og kastanjefarvet hårfarve til sig selv.
Men da en ny familie flytter til den øde egn, varsles der storkonflikt. Med sig bringer de halvanden hundrede brølende kvæg, klukkende høns og syv skrigende unger, der alle larmer om kap. Og der er en konstant summen omkring dem. Ikke mindst, da de lurer Hatidzes levevej og investerer i honningstader og professionelt grej.
Bzzz, bzzz. Stik og så et klask på låret, men for sent. Bzzz. Et nyt stik lige under øjet. Flere stik, mere summen og en hel del kaos. Familiens yngste kan let indfange brunstige tyre med lasso, men de små, summende bier giver dem myrekryb. De er ikke bi-hviskere som Hatidze, og de respekterer ikke naturen.
Men det bliver aldrig sort og hvidt. Den nytilkomne familie er ikke et ondt olieselskab. De er en fattig og trængt familie, der ikke kender deres levende råd. Alligevel ender det med både nabokonflikt og kamp om eksistensen. Ikke bare for Hatidze og Nazife, men for os alle.
Honningland er en poetisk smuk billedfortælling om at passe på naturens balance. Verden står i flammer, og Hatidzes honningkrise er et perfekt mikrokosmos, der rummer alle historierne. Vi er Hatidze, og vi skal passe lige så frygtløst på naturen.
Kommentarer