Af Amine Kromann Karacan
“Smerten er det eneste, jeg har,” siger Otis, aka Honey Boy, i filmen af samme navn. Han er en succesfuld skuespiller, der er røget på tvunget afvænning som følge af (endnu) et beruset sammenstød med politiet. Det præcis samme skete for skuespilleren Shia LaBeouf, der har skrevet manuskriptet til Honey Boy; en selvbiografisk film om barndommens traumer. LaBeouf er kendt for at være en dygtig skuespiller, der nogle gange gør skøre ting, og Honey Boy leverer en forklaring på dette.
Filmen lever i to spor: i nutidens på afvænningsklinikken, og i barndommens barske tilværelse, hvor Otis var alene med sin misbrugerfar. Faderens rolle er altoverskyggende og bliver spillet af LaBeouf selv.
Otis (spillet af Lucas Hedges som voksen) begynder kun at tænke på sin barndom, fordi hans behandler på afvænningsstedet får ham til at skrive sine minder ned som del af en terapeutisk forløb. Når jeg ser Honey Boy, får jeg en tydelig fornemmelse af et selvterapeutisk forløb i skabelsen for LaBeouf. Traumerne fylder meget, og smerten over dem er både forfærdelig, men også identitetsskabende. Uden smerten, ved Otis ikke, hvem han selv er.
Smertens tema mindede mig om den nylige debat skabt på baggrund af Asger Schnacks facebookopslag, der havde overskriften “Diagnoselitteratur”. “En ikke helt ny trend i den hjemlige litteratur er,” skrev Asger, “hvad jeg vil kalde diagnoselitteratur. Man skal være psykisk syg, handicappet, have mistet et familiemedlem, have kræft eller anoreksi eller lide af angst, være døende eller lige undsluppet døden, ramt af ulykke og være villig til at lade sig fotografere og interviewe om sin ulykke.”
Men er det kun i litteraturen, at denne tendens er synlig? Jeg ser en stor trang i vores tids reality-verden til at blotlægge alt privat i medierne; særligt for at fremme sit kunstneriske værk – det være sig en bog, en tv-serie eller film.
I dag får en historie ofte mere opmærksomhed, hvis den påstår at være baseret på noget virkeligt, end hvis den blot er fantasi. Det er en skam, synes jeg. En kunstners frihed består netop i at kunne digte uden at skulle stå til regnskab for dette og hint udsagn. Indlevelsen i et kunstnerisk værk behøver ikke at være afhængig af et autofiktivt element. Det burde være klart, at alle værker består af en blanding af levede erfaringer og fantasi, og at grænserne imellem disse to er i virkeligheden ikke særlig interessant eller burde afgøre værkets kvalitet.
Derfor synes jeg også, at Honey Boy er bedst, når vi er tilbage i barndommen, der ikke behøver autofiktionens stråleglans. Selvom filmens rammefortælling og pointe om, at man er nødt til at slippe vreden mod svigtende forældre, er sand, er den dog unødvendig for værket.
Jeg sanser trætheden hos Otis, når han falder i søvn med armene om sin far, imens de kører hjem på farens motorcykel efter en lang arbejdsdag. Barndommens billeder er stiliserede, rå og ærlige. Lyset, gulnede californiske farver og stilheden står stærkt. De føles som overleverede minder. Minder uden nogen morale, bare som små dele af en god historie, der ikke behøver nogen overordnet handling for at fænge.
LaBeouf spiller sin egen far på overbevisende og ubehagelig vis. Noah Jupe, der spiller Otis som barn, er smuk og talentfuld. Energien imellem dem er intim og smertelig.
Faren er en taber, en klovn – en gammel rodeoklovn, faktisk – en alkoholiker, en misbruger og en joker, men mest af alt en dårlig far. Otis er hans håb for en anden fremtid. En mulighed for at vende sin slægts historie fyldt med fuck ups og korte, hårde liv til noget mere lykkeligt. Det er øjeblikkene mellem disse to, fader og søn, der gør Honey boy både seværdig og trist.
Kommentarer