Filmatiseringer af Young Adult-fiktion har siden årtusindeskiftet ikke just været mangelvare. Genren har været i rivende udvikling efter de første Harry Potter film blev vist på det store lærred, hvor eksempelvis Twilight, Divergent og The Hunger Games de seneste år har udbygget store franchises – sidstnævnte som vel nok den mest succesfulde.
I 2014 kom The Maze Runner – en ny omgang postapokalyptisk dystopi, der året efter fik sin efterfølger Maze Runner: Infernoet. Nu, knap to et halvt år senere, er instruktøren bag, Wes Ball, klar med tredje og sidste installation, og der er i den grad lagt an til hæsblæsende action. Filmens første scene er en flot filmet og intens Mad Max-lignende kapring af en togvogn i et goldt landskab af ørken og faldefærdige bygninger. Der er fuld knald på, og det er svært ikke at blive revet med. Sådan er de fleste actionsekvenser; de er bygget op omkring imponerende setpieces med biler og eksplosioner, kraner og busser, nærkampe og skuddueller.
Filmens plot er derimod ikke det mest komplekse. Det er det velkendte rebellerne-mod-systemet-scenarie. Efter det første kapitels flugt fra mekaniske edderkop/skorpion-væsner og andet kapitels flugt fra virusramte og hurtigløbende zombier, beslutter Thomas (Dylan O’Brien) og et par af hans labyrintvenner sig for at redde deres løbekammerat Minho (Ki Hong Lee). Han er sammen med 28 andre unge holdt fanget og brugt som ’laboratorierotter’ af organisationen WCKD, der har base i ’The Last City’ – en Blade Runner-agtig metropol omkranset af høje mure. Det er også her Thomas’ chrush Teresa (Kaya Scodelario) render rundt i hvid kittel, efter hun forrådte dem i slutningen af anden film. De tilfangetagne er immune over for virussen ’The Flare’, og deres blod kan muligvis bruges til at lave en kur. Red fangerne eller lad dem blive tortureret for at redde menneskeheden, synes det moralske dilemma at lyde på.
Skurken Janson (en altid hvislende Aiden Gillen) er ensidig, og når han prøver at dræbe Thomas, rammer han af uransagelige årsager altid ved siden af. Dialogerne er heller ikke nyskabende; når heltene eksempelvis har skurkene i hælene, bliver der selvsagt brugt den velkendte frase: ”You got company”. Dog kommer der mere substans til venskabet mellem Thomas og Newt (Thomas Brodie-Sangster), og man får i sidste ende svar på eventuelle spørgsmål, man sidder inde med.
Med undtagelsen af få overraskelser, har man langt hen af vejen en ide om, hvor historien bevæger sig hen, og som det altid er med afslutningen på YA-franchises, er fremtidsudsigterne så lyse, at man skal iføre sig kasket og solbriller for ikke at blive blændet. Det er storslået action og flotte effekter, der løfter en til tider forudsigelig historie, og skønt klimakset samt filmen generelt er for lang, er det ikke desto mindre rart at se et afsluttende kapitel, der ikke bliver delt op i to separate film. Find popcornene frem og læn dig tilbage.
Kommentarer