HOBBYHORSE REVOLUTION: Op på kæphesten

[vc_row][vc_column][vc_column_text]

Af Amine Kromann Karacan

[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Tre piger løber langs skovens lysning. Deres små buttede ben er i galop. De har noget imellem benene. Det er hjemmelavede kæpheste, og sammen er pigerne og hestene forenet i en skøn leg.

 

Hvis bare det kunne være sådan hele tiden. I den ideelle verden kan pigerne løbe og lege sammen med deres elskede heste i fred i deres egen fantasiverden. Sådan er det ikke, for som man ofte ser det i alle slags samfund, så hånes de, der er anderledes – i denne fortælling: dem med kæpheste.

 

Dokumentarfilmen Hobbyhorse Revolution begynder skønt med idyllisk leg i skoven, men snart åbenbares filmens sande ærinde – at fortælle hvor skidt det er at latterliggøre dem, der ikke er som flertallet. Det er en hæderlig morale, men som helhed står dokumentaren desværre en anelse vagt.

 

Hvem anede, at der er over tusinde unge piger, som dyrker kæphesten – ikke bare som legetøj, ikke bare som hobby, men som en sport. Hobbyhorse Revolution følger en række piger i Finland, imens de dyrker deres hobby, som for mange af deres vedkommende holdes hemmeligt på grund af risikoen for mobning.

 

Imens pigerne holder i kæphestens tøjler – ikke for stramt og ikke for hårdt; sådan lige tilpas – bevæger de deres benene op og ned, som var det rigtige hesteben og ikke bare pigeben. De går både i galop og trav, og de hopper også over forhindringer. Der findes stævner, hvor dommere bedømmer ryttere og hestes indsats. Der findes sågar kæphestetrænere. Det hele finder sted i et interessant grænseland mellem leg og sport, mellem fantasi og virkelighed.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner el_class=”facts” width=”1/4″][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Hobbyhorse Revolution[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: [/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:

Selma Vilhunen[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Finland[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Pigerne taler om deres heste, som var de virkelige. Nogle heste er næsten uregerlige på travbanen – ”så må du hellere lige holde lidt strammere i tøjlerne, eller måske bare lade ham løbe energien lidt af”, siger en træner til en pige. Samtidig virker stævnerne som ethvert andet sportsstævne: Pigerne udviser stor vilje til at vinde og bitre tårer, når medaljen går til en anden. Her er der ikke meget fantasi og leg, snarere konkurrenceånd.

 

Hobbyhorse Revolution er bedst, når den lader os dykke helt ned i pigernes kæphesteverden, når vi blot får lov til at se pigerne sammen med deres heste, og den verden de skaber sammen. Der er mange fine billeder. Det er rørende at se de halvstore piger hoppe omkring med deres heste. Næsten voksne af krop, men, på mange måder, stadigvæk børn af sind.

 

Det bliver til gengæld lidt for stereotypt, når den ene af pigerne, som filmen følger, fortæller om sin depression, og om hvordan kæphesten har hjulpet hende. Det er umuligt ikke at føle sympati, når man hører om, og ser de hårde ting, de forskellige piger har været udsat for, men det føles også forudsigeligt – både hvordan mobning kan forekomme både før og efter kæphestehobbyen, men også hvordan kæphestene har hjulpet pigerne.

 

Det er som om, de fleste dokumentarer i vores tid forsøger at fortælle ’hele historier’, hvor alt skal begrundes og forklares. Hobbyhorse Revolution forsøger heldigvis ikke at presse den typiske berettermodel ned over sit indhold – som mange andre dokumentarer gør det i et forsøg på at konkurrere med den typiske fiktionsfilm. Men dens brede fokus på alle pigernes problemer gør, at emnerne ikke følges helt til dørs, og derfor føles Hobbyhorse Revolution som en halv fortælling mellem noget socialrealistisk og den mere drømmende fortælling om legen mellem pigerne og deres heste. Det ville have været skønt at dykke helt ned i pigernes fantasiverden med hestene.

 

Hobbyhorse Revolution slutter stærkt af med en demonstration af retten til at ride på kæpheste for pigerne – og en enkelt dreng, som jo selvfølgelig også skal være velkommen. De samles på en gågade og rider omkring. Al respekt for det (sagt uden ironi). Det skal de have lov til. Rid! Rid løs![/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Kommentarer