[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Asta Schantz Koch[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Hobbitten: Femhæreslaget inviterer publikum med på en allersidste tur til Middle-Earth. Der er masser af drager, orker, dværge, der rider på uniformerede grise og rambukke, magi og lidt malplacerede kærlighedshistorier. Hobbitten er der til gengæld ikke helt så meget af.
Med Hobbitten: Femhæreslaget inviterer Peter Jackson for sidste gang sit publikum med på en rejse gennem Tolkiens univers. Og der hviler da også et vist vemod over filmen, som på passende vis afsluttes med sangen ”The Last Goodbye”. Efter at have overvundet mange farer er dværgene og Bilbo endelig nået frem til Det Ensomme Bjerg, men selvom de nu sidder på skatten, er der andre, der også vil have del af dragens rigdomme.
Som titlen antyder, er der tale om én hovedbegivenhed, nemlig slaget mellem fem hære. Og det er også denne fortælling, der kommer til at fylde mest, hvilket, desværre, er på bekostning af andre sidehistorier. Dragen Smaug går sin undergang i møde inden for de første ti minutter, og historien om Saurons tilbagevenden får også overraskende lidt fortælletid. Derimod lægges der op til et brag af et slag, der er længe undervejs, men da det endelig kulminerer, leverer Jackson da også.
De fem hære mødes på jorden og i luften i en atletisk dans, der er ekstra krydret med imponerende VFX, den New Zealandske natur og Howard Shores episke score. Resultatet er en flot, dødbringende (for nogle) og beskidt krig. Man får lov til at se hovederne rulle og får også håbløsheden at føle, når det ser sortest ud for heltene. Dét Tolkien beskrev på tre linjer, fylder – på klassisk Jacksonsk manér – omkring 40 minutter, hvilket er lige i overkanten.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Hobbitten: Femhæreslaget[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Peter Jackson[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA & New Zealand[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det er dog værd at bemærke, at Hobbitten: Femhæreslaget også byder på næsten psykologiske karakterskildringer. Richard Armitages Thorin overtager næsten filmen, da han som Kongen under bjerget drages af drageskatten i sin søgen på Arkenstenen. Thorin skifter mellem at være antagonist og helt, som hans sind forgiftes af alt det guld. Det fører til en interessant konfrontation med menneskenes leder, Bard, og endelig til et indre, psykologisk opgør med Thorin selv, hvor han bogstaveligt talt drukner i guld.
Selvom Bilbo til tider forsvinder i fortællingen, er Martin Freemans præstation som hobbit bestemt mindeværdig. Ja, nogle gange er det tilnærmelsesvis, som om de to er smeltet sammen, og mens Bilbos største udvikling skete i midterfilmen, Dragen Smaugs ødemark, tvinges den lille hobbit til at træffe nogle valg, der får alvorlige konsekvenser.
Med en spilletid på 144 minutter er Femhæreslaget nærmest kort, i hvert fald efter Jacksonske standarder. Overraskende nok bliver filmen ikke trukket i langdrag, men i stedet er der i redigeringen fokuseret på at fortælle én historie. Det betyder også, at filmen slutter, når den slutter, og ikke indeholder de mange forskellige konklusioner, Ringenes Herre: Kongen vender tilbage indeholdt. Med Hobbitten: Femhæreslaget siger Jackson & Co. en gang for alle farvel til en filmisk saga, der har indskrevet sig i filmhistorien. Og mens Hobbitten-trilogien aldrig rigtig formår at løsrive sig fra Ringenes Herre, har den anden trilogi alligevel budt på mange glædelige gensyn. Også i den sidste film.
Femhæreslaget er et værdigt sidste farvel til Middle-Earth. Så farvel og tak for denne gang.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer