[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Daniel Birch[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]I The Secret Life of Walter Mitty får vi et kig ind i en mands ekstraordinært grå tilværelse som billednegativbehandler på TIME Magazine i New York. Walter Mitty (Ben Stiller) er en hyppig dagdrømmer uden mod på reelt at udforske den eventyrlige eller romantiske side af livet, men alt skal til at ændre sig drastisk. Bladets fysiske redaktion skal nedlægges, og da negativet til den uigenkaldeligt sidste forside forsvinder, tvinges Walter Mitty til at udfordre sine mentale og geografiske grænser og tage på en klapjagt i sin søgen efter negativet. Og naturligvis agerer en kvindeskikkelse afgørende katalysator for Mittys karakterændrende beslutning.[/vc_column_text][vc_column_text]Fantasi vs. virkelighed
Den 114 minutter lange film, som er baseret på en James Thurber-novelle fra 1939, leger fra start med skildringen af Walter Mittys forestillinger, som sømløst og uden varsel hiver publikum midt ind i actio fyldte, hæsblæsende sekvenser med eksplosioner, slåskampe og brændende bygninger. Det bliver meget hurtigt let at gennemskue, hvornår hovedpersonen er i færd med at erstatte virkeligheden med sin egen utopiske version, hvori han selv er helten, og meget kort tid inde i filmen er man noget nær mættet af disse alternative dagdrømmerier.[/vc_column_text][vc_column_text]En af de ting, der dog forholdsvis redder indtrykket af disse er, at de i stigende grad bliver karikerede og overdrevne, således at selve situationens fysiske komik og absurditet mest af alt fungerer som befriende comic relief. Derudover bliver det tydeligt, at Mittys dagdrømmen ikke signalerer eskapisme men nærmere et farverigt udløb for hans frustrationer over, hvor uudtrykte hans virkelige handlinger er. Han har ganske enkelt brug for disse fantasier, som utroligt veltimet neddrosles, idet skellet mellem det virkelige og uvirkelige udviskes og udlignes, hvilket klæder filmen umådeligt.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Secret Life of Walter Mitty[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2013[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Ben Stiller[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Nutid, nostalgi, nær og fjern
Ben Stiller viser i instruktørrollen, at han er bevidst om det 21. århundredes moderne strømninger, og han formår at indflette adskillige populærkulturelle referencer ind undervejs. Man får hurtigt indtrykket af sammenstødet mellem gammelt og nyt, som henholdsvis repræsenterer de nære og fjerne relationer, og filmens åbningsscene byder på en Walter Mitty, som på datingsiden eHarmony har overordentligt store problemer ved at efterlade et ’wink’ på Cheryl Melhoffs (Kristen Wigg) profil. Hans e-Harmony-vejleder, Todd, som sidder i Californien, viser sig at kunne nå ham telefonisk, hvad enten han står på en togstation eller en højderyg i Himalaya, hvilket sletter enhver forestilling om adskillelse af så to forskellige og fjerne verdener. Der skabes kløgtigt indtrykket af allestedsnærværende medier og kapitalismens indtræden i samtlige dele af verden.[/vc_column_text][vc_column_text]Meget belejligt for fortællingen er, at den mystiske og fandenivoldske fotograf, Sean O’Connell (Sean Penn, hvem ellers?), er en analog helteskikkelse af fortiden – han skyder udelukkende på film, han har naturligvis ingen mobiltelefon, og han rejser uden varsel fra det ene sted til det andet i jagten på det perfekte motiv. Denne mand, hvis rejser afhænger af nære, personlige relationer, ser alligevel verden igennem linsens distancerende begrænsning, og han er uintentionelt personen bag det spor af krummer, som Walter Mitty vælger at følge.[/vc_column_text][vc_column_text]Filmen romantiserer nostalgiske og svundne tider igennem eksempelvis kampen om det trykte blads overlevelse, Mittys genopliven af sine svundne skateboard-evner samt idoliseringen af Sean O’Connells figur. Herudover inkorporeres flittigt og sømløst David Bowies ’Space Oddity’ for at demonstrere Mittys bånd til Cheryl Melhoff og hjemverdenen parallelt med hans ustoppelige behov for yderligere at udslette sine mentale og geografiske grænser. Og som en fortolkelig homage til The Wizard of Oz (1939) skal det vise sig, at hvad han har ledt efter, har været i hans tegnebog hele tiden.[/vc_column_text][vc_column_text]Hjemme, ude, hjemme… ude?
Denne film er i høj grad sin egen, og den formår at finde et charmerende, selvbevidst leje mellem vanvid og fornuft, kliche og opfindsomhed. Den tager dig på et eventyr i og uden for en (ekstra)ordinær mands sind, og den præsenterer da også smukt sceneri og et dertilhørende soundtrack ikke ofte set i amerikanske komedier. I tråd med dette er det da også til dels forfriskende, at filmen ikke udelukkende forlader sig et typisk dramaturgisk forløb, som skulle tage Walter Mitty verden rundt for til sidst at velsignes med et sjæleforandrende, profetilignende budskab. Nej, han må vende tomhændet hjem til de nu kvælende, urbane omgivelser, og først på sin anden udrejse vader han noget antiklimatisk ind foran O’Connells linse på toppen af et bjerg.[/vc_column_text][vc_column_text]Filmen favner dog over for omfattende et forløb og for store vidder og lider derfor under at måtte springe alt for kvikt mellem overfladiske lappeløsninger og uudbyggede karakterer. Man efterlades med et oprigtigt ønske om at opleve mere af hvert lovende lille segment af filmen, dette dog samtidig med visheden om, at den ikke formår at fuldbyrde et eneste af disse. Visse elementer, som eksempelvis ’de gode’ og ’de onde’, er klart karikerede, men det endelige indtryk er et halvhjertet forsøg på at kombinere virkelighed og fantasi.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer