Kernefamilien er samlet. Mor, far og søn bager pølsehorn og sender hinanden ømme blikke. Alt er hyggeligt og rart, indtil intet pludseligt er det længere. Død og ulykke river idyllen i stykker, og sammen med Kjetil (Kristoffer Joner) og adoptivsønnen Daniel (Kristoffer Bech) sendes vi ud på en turbulent rejse over Atlanten med forvirringer, forviklinger og ødelagte legetøjsbiler.
Da en billulykke dræber familiens mor og hustru, Camilla (Ellen Dorrit Petersen), står Kjetil alene tilbage med sin selvbebrejdende sorg og et distanceret forhold til sin adopterede søn, Daniel. Fortvivlet, frustreret og desperat, beslutter Kjetil sig for, at han ikke kan finde ud af være far. I stedet må Daniel genforenes med sin biologiske, colombianske mor, og de to rejser til Bogota, Daniels fødeby, for at opsøge hende. Men byens lys og farver viser snart en skyggeside fyldt med kriminalitet og fattigdom, der slår revner i Kjetils plan og får ham til at betvivle sine egne følelser.
Hjerteskærende såvel som hjertevarmende instrueret og delvist skrevet af norske Arild Andresen, rejser filmen nogle væsentlige spørgsmål om, hvad det vil sige at være forælder, og hvilket ansvar sådan en rolle medfører. Hvad gør man, hvis man måske ikke elsker sit barn? En særligt rørende og pinefuld scene udspiller sig, da Kjetil i en samtale med sine to kvindelige psykologer tilstår, at han ikke føler, at Daniel er hans egen søn. Uden held prøver han at få dem til at forstå, at Daniel måske ville få et bedre liv hos en anden familie. Særligt grum bliver scenen, da Kjetil med håbløshed i øjnene spørger, om situationen ville have været en anden, hvis han nu havde slået Daniel.
Hjertestart er hverken en genremæssig nyfortolkning eller spændingsfyldt familiedrama. Historien er mørk og tung det meste af tiden, og rimelig forudsigelig. Brugen af de mange varmt farvede flashbacks til det idealiserede parforhold virker en smule fortærsket og kliché, og Marlon Morenos rolle som den godmodige, colombianske taxachauffør fremstår en anelse endimensionel og hans endeløse hjælpsomhed lige lovligt belejlig. Men filmens ærlige, underdramatiserede behandling af stærkt tabuiserede spørgsmål, gør den alligevel til en virkelig fin og hjertegribende fortælling. De seriøse temaer giver den en behagelig og velkommen dybde og kompleksitet, som fremhæves smukt af Buch og Joners helt igennem fænomenale skuespil.
Især Kristoffer Buch, som under indspilningen var blot seks år gammel, stråler i rollen som den følelsesmæssigt forsømte men helt igennem charmerende Daniel. Han spiller med en uforstilt oprigtighed, der både overbeviser og bedårer publikum, og jeg glæder mig personligt til at se mere til ham i fremtiden. Tag i biografen og se filmen bare for ham og hans samspil med Joner, der går klokkeklart og stærkt igennem som den sorgbetyngede far, der tager alle de forkerte valg men alligevel ender med min uforbeholdne empati og ja, også mine tårer. Langt fra at være et følelseskoldt monster, bliver Kjetil i Andresen og Joners kyndige hænder en kompleks, troværdig og på bunden hjertevarm karakter, som gør tvivlsomme ting ikke fordi han er et dumt svin, men fordi han er ulykkelig og usikker. Og sådan kan man vist sige det om de fleste af os.
Kommentarer